A: Kære Hans Peter,
Da vi i sin tid skabte Pristjek var det ikke bare et produkt af Corona-kedsomhed. Vi var begge interesserede i at blive klogere på nordisk litteratur, og en prisvinderliste over Nordens litterære creme de la creme virkede som et åbenlyst sted at begynde. Nu er vi så lidt mere end en tredjedel inde i projektet, 23 ud af de på dette tidspunkt 63 vindere, vi har skrevet lige over 30.000 ord om vinderne, og jeg tænker, at det er på tide at gøre ophold, samle sammen og finde ud af, om vi så er blevet klogere.
Men klogere egentlig på hvad? Og hvad er det, vi håber på med projektet her, udover (forhåbentligt) at læse en masse god litteratur? Jeg vil gerne begynde før begyndelsen og høre, hvad dine forventninger og måske endda fordomme var, før vi gik rigtigt i gang med projektet.
Personligt forestillede jeg mig, at der var en klar dobbeltbetydning i det første ord i ‘Nordisk Råds Litteraturpris’; altså, at prisvinderne var litteratur skrevet af nordiske forfattere, men også at selve litteraturen havde noget særligt nordisk over sig. Klikker man lidt rundt på rådets hjemmeside, skriver de bl.a., at prisen har til formål at “øge interessen for det nordiske kulturfællesskab” og ”for nabolandenes litteratur og sprog.” Jeg fornemmer her en idé om noget fællesnordisk, som man gerne på en eller anden måde skal kunne fornemme i den litteratur, der modtager prisen.
Det sætter spørgsmål til debat! Hvad er dette fællesnordiske? Nåleskov og vikingetid? Eller et bedre spørgsmål: Røber vinderne, hvad komiteen har vurderet som særligt nordisk i perioden? Er der overhovedet noget fælles, der går på tværs af vinderne?
Jeg vil gerne her tale om, hvad vi har lært af prisens første årti, 1960’erne, men lad mig først vende tilbage til mit tidligere spørgsmål: Hvad var dine forventninger og fordomme, før vi gik i gang, til den litteratur, vi her skulle læse?
HP: For mit vedkommende starter dette projekt med, at jeg er en anelse besat af kanon, og hvad den kommer af. Kanon og litteraturpriser har jo i og for sig hængt sammen – og ikke hængt sammen – siden begyndelsen. De oldgræske dramatikere skrev deres skuespil til den årlige dramakonkurrence i Athen, som Sofokles vandt hele 24 gange. Til gengæld kan man stadig spore en snert af 2.500 år gammelt nag, når oldgranskere fortæller, at Euripides måtte nøjes med fem sejre.
Prisjuryerne er dem, der foretager det første spadestik til fremtidens panteon. Eller er de? De kan tage fejl, og kanonen kan gå sine egne veje. Tolstoj, Joyce, Woolf og Inger Christensen blev overset af nobelpriskomiteen, der til gengæld gav sin første pris nogensinde til den i dag fuldkommen glemte franskmand Sully Prudhomme.
Når den nordiske kanon skal skrives, forekommer det derfor naturligt at starte med at kigge på listen over vindere af Nordisk Råds litteraturpris. Men er det et godt udgangspunkt? Holder de bøger stadig, som de skiftende juryer fandt værdige til prisen for op til 62 år siden? Hvad blev overset? Og omvendt: Er det uretfærdigt, når nogle af prisvinderne ikke var i stand til at surfe på Nordisk Råds-bølgen og direkte ind på skoleskemaet?
Så da vi gik i gang med dette projekt, ville jeg gerne læse nogle flere af de forfattere, man bør få læst. Men jeg ville også gerne opdage nogle af dem, folk i løbet af årtierne har glemt, at man burde læse. Sammen med dig strikke vores egen lille hjemme-kanon sammen. Skære pensumlisten ned til det nødvendige for alle vores 2 trofaste læsere (hej mor).
Det synes jeg egentlig går meget godt. I første omgang har vi ryddet op i 1960’erne. Hvad var det for et årti? Har vi lært noget om nordisk litteratur ved at læse de ni første prisvindere? Hvad siger du – er du blevet klogere på den særligt nordiske kanon?
A: Når jeg ser på 1960’ernes vindere, synes jeg faktisk, at jeg ser en hel del af det emne- og stedsmæssigt ‘særligt nordiske’, som jeg forventede. Ja, som jeg måske endda håbede på. Det kunne være naturen som noget koldt og brutalt:
I Väinö Linnas Sønner af et folk (v. 1963) finder vi f.eks. forfrosne pløjemarker, der vædes med krigsblod, i Tarjei Vesaas’ Is-slottet (v. 1964) finder vi tavse, mørke skove og frosne søer, man kan drukne i, og i Per Olof Sundmans Andrées luftfærd (v. 1968) følger vi et hold af svenske polarforsker på deres katastrofale ballonfærd mod Nordpolen og slædetur hen over isørkenen i 1897. Alt dette klinger for mig som idealet på ‘nordisk’ litteratur.
Men vi kommer også andre steder hen, og nogle af dem er meget overraskende: fra et cognacomtåget Byzans i Gunnar Ekelöfs Diwan over fyrsten af Emgión (v. 1966), til krigsfangeudvekslinger i Letland i Per Olov Enquists Legionærerne (v. 1969) (vildt i grunden, at der to år i træk var en vinder med navnet Per Olov/Per Olof) og formentlig allermærkeligst til Helvede i Olof (igen!) Lagercrantz’ Fra Helvede til Paradis (v. 1965) – en fagbog om Dante og Den guddommelige komedie.
Jeg tænker stadig her år senere ofte på, om det var skørt af mig at lade en så sær vinder bestå, men rådet må ikke have været det mindste i tvivl; 1965 var jo det eneste år, hvor de lod to værker vinde! Altså havde de et alternativt bud, hvis de havde tvivlet på fagbogen om det italienske hovedværk fra 1500-tallet. Men jeg forstår dem, for selvom omgivelserne og temperaturen her er karakteristisk sydlige, så bliver ‘det nordiske sprog’ her stadig anvendt til poetisk fulde.
Og apropos hovedværk, så kan jeg nikke genkendende til det, du skriver om fascinationen ved kanon. Noget af det sjove ved litteraturpriser er bagudskuende at se, om de “fik ret”, og værkerne består åndeligt. Og en institution som Nordisk Råd har naturligvis vidst, at det, de her satte sig for, netop kunne danne fundament for en nordisk kanon.
Derfor var det også vigtigt, som det altid er med priser, at få lagt godt fra land. Du læste og anmeldte den allerførste vinder, Eyvind Johnsons Hans nådes tid (v. 1962) – hvad tænker du om den bog som første vinder? Er den særligt nordisk? Og føler du, at du har fundet det nordiske i 60’erne?
HP: Hans nådes tid har vel først og fremmest været et sikkert valg. Et valg, der går på tværs af tid, sted og litterære traditioner; et valg af noget, alle kan blive enige om at holde af – en god, gammeldags historisk roman. På den måde har den været en oplagt roman at give den første pris til. Og det er et valg, vi kan se, skal blive gentaget mange gange i løbet af prisens historie – både allerede året efter med den finske forfatter Väinö Linnas roman om Vinterkrigen, to år efter igen med William Heinesen bog om Færøerne i 1600-tallet og senest i 2013 og ‘14 med Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden og Kjell Westös Luftspejling 38.
Sammenlignet med de andre historiske romaner er Hans nådes tid måske faktisk den mindst nordiske – den eneste, der foregår langt væk fra vores breddegrader; ja, helt nede i Italien. Gys!
Hvis ikke Hans nådes tid er særligt nordisk, er den til gengæld god; Johannes V. Jensensk i sin bastante velskrevethed. Selv gav jeg den i sin tid en dumpekarakter, fordi den også – som det sig jo hør og bør for historiske romaner – er ret kedelig. Men kedelige afsnit glemmer man – og nu husker jeg kun de virkelig storslåede episoder. Som midtvejs i romanen, hvor en lavine pludselig kommer buldrende ned gennem et italiensk bjergpas. Faktisk får jeg helt lyst til at genlæse den. Måske var den en mere værdig første vinder af prisen, end jeg dengang vurderede?
Dét er jo også en af de interessante ting, der må tages højde for i enhver kanondannelse: Nogle gange er der forskel på, hvilke bøger der er fedest at læse i øjeblikket, og hvilke der er blivende læseoplevelser. Måske er det også derfor, det føles som et safe bet for en litteraturpris at belønne 400 siders bastant tunghed; dem skal man nok huske, også ti år efter man læste dem.
Men personligt kan jeg godt lide, når bøger er mindeværdige for det modsatte af plotmæssigt schwung. Når det, man husker, er en idé eller en skriveteknik, som man lige godt aldrig havde set før. Som den novelle i norske Johan Borgens 1967-prisvinder, Elsebeths hjerte, der foregår i buldermørke. Selvom jeg har glemt, hvad handlingen præcis er, glemmer jeg ikke tanken – at beskrive et hus i detaljer helt uden brug af synssansen. Det er da vildt!
Hvad med dig – hvilke øjeblikke fra 60’ernes prisvindere står skarpest i din erindring? Hvad gør overhovedet en bog mindeværdig i dine øjne?
A: Det er sjovt, at du skriver, at 400 siders bastant, historisk tunghed nok skal blive husket, for Väinö Linnas roman Sønner af et folk (v. 1963), som du nævner, husker jeg stort set intet af. Du skriver, at man glemmer de kedelige passager, men her tror jeg, at de trak resten med sig ned i glemslen.
Min største læseoplevelse fra 1960’ernes vindere må være Tarjei Vesaas’ Is-slottet (v. 1964). I flere passager har den det der helt overlegne, skarpe, selvfølgeligt klassiker-agtige over sig. Den har det der. Det er den samme følelse, jeg kan få, når jeg læser Henrik Ibsen, Agota Kristof eller, som du nævner, Johannes V. Jensen. En følelse af, at dette aldrig kunne være blevet andet end klassikere. Og det er måske det mest mindeværdige for mig, det sprogligt skarpe og ligesom overlegne.
Og så har Is-slottet nok det for mig stærkeste enkelte øjeblik fra hele årtiet:
En lille pige går gennem en mørk, snedækket skov og over frosne søer for at lege i ‘Is-slottet’, en eventyrlig konstruktion skabt af frossent vandsprøjt og skum og damp, der danner kupler og sale ved foden af et vandfald. Hun forvilder sig dybere og dybere ind i det, og rummene bliver mere og mere magiske. Man føler hendes fantasi sprudle, indtil det langsomt og gruopvækkende går op for læseren, at hun er faldet i vandet, at hun ikke kan finde ud af ‘slottet’ igen, og at de fantastiske rum er dødssynerne fra en barnefantasi, der kæmper med iltmangel. Jeg kan simpelthen stadig få kuldegysninger af at tænke på det.
At bogen så går i tomgang i anden halvdel, og jeg derfor ikke kunne give den mesterværksstatus, er, hvad det er. Men jeg får også helt lyst til at genbesøge den, når jeg skriver det her. Derudover er min mest mindeværdige læseoplevelse fra årtiet nok Lagercrantz’ Fra Helvede til Paradis (v. 1965), fordi at det, igen, er så mærkelig – men samtidig enormt god – en vinder. Hvad med dig? Hvad var din største læseoplevelse fra 1960’erne?
I det hele taget er jeg ret godt tilfreds med vinderne fra første årti. Vi har snakket om det særligt nordisk, det kanoniske, osv. Men jeg er samtidig taknemmelig for, at Nordisk Råd tør at lade mærkelige og besynderlige bøger vinde.
Jeg mindes, at den gamle hvide hval af en litteraturkritiker Harold Bloom i sin bog The Western Canon skriver, at noget af det, der kan give et litterært værk kanonisk status, er mærkeligheden. En mærkelighed som vi aldrig for alvor kan optage og assimilere – eller som bliver så udbredt, at vi tager dets særegenhed og mærkelighed for givet.
Og der er nogle mærkelige værker her. Og det er skønt! At der faktisk allerede i prisens første årti både er nogle forventelige vindere og nogle overraskelser. Og med det glæder jeg mig faktisk bare til 1970’erne.
Hvad med dig – har du nogen forventninger til det kommende prisvinderårti? Har du noget opsummerende, du tænker, når du kigger på 1960’erne? Eller har du andet, du vil have med her på falderebet?
HP: Du spørger, hvad min største læseoplevelse blandt vinderne fra 1960’erne var, og lad mig starte dér. For egentlig er den slags jo ikke til at sige. Blandt 60’er-vinderne har jeg anmeldt en dokumentarroman, en novellesamling, en digtsamling og en historisk roman – hvordan veje dem op mod hinanden? Dokumentarromanen er den mest lærerige, digtsamlingen den mest poetiske – en fisk den bedst svømmende, en fugl den bedst flyvende.
Lad mig derfor vælge den, der er bedst til mest: William Heinesens Det gode håb, som med sit 1600-tals-vokabular både er en vild og munter udforskning af sproget og et stadigt dirrende indlæg i debatten om Danmarks kolonihistorie; både en stormfuld fortælling om grusomme ledere, der kan få enhver læsers retfærdighedssans til at slå gnister, og en skælmende lystig Olsen-Banden-fortælling om sammenhold på samfundets bund.
Og så er den også et godt eksempel på en af de gode ting ved, at Nordisk Råds litteraturpris går til et værk, og ikke et forfatterskab. For det er ikke den roman, der huskes bedst fra William Heinesens produktion. Men helt ærligt – den er flere længder bedre end De fortabte spillemænd. Og jeg er glad for, at prisen har givet mig anledning til at læse den.
Du er inde på 60’er-vindernes mærkelighed. En mærkelig bog vil jeg dog ikke kalde Det gode håb i nogen udstrakt grad – den er grundlæggende god på den måde, som man forventer af en historisk roman. Og i forhold til mine egne forestillinger om 60’ernes litteratur savner jeg nok en lidt større løssluppenhed – hvor er genopfindelsen af romangenren a la Inger Christensens Azorno og Per Højholts 6512, hvor er den blomsterbørnesproglegsmodernisme, som med årtiers forsinkelse endelig kom og bed sig fast i dansk litteratur? Norske Johan Borgens ikke altid vellykkede eksperimenter er det tætteste, vi kommer, mens svenske Gunnar Ekelöfs østlige mystik er lige på nippet til at vippe over i de Hermann Hesseske hippiehashtåger og dermed den kedelige del af modernismen.
Men litteraturpriser er jo også konservative. Så måske skal blomsterbørnene blive ligusterhæksvoksne, før prisregnen begynder at dryppe på dem? Træffer vi dem måske i 70’erne? Det bliver spændende at se.
For det næste årti har vi jo faktisk allerede taget hul på. Og lad mig være ærlig og sige, at jeg har været en anelse nervøs. Selvom 60’erne ikke helt byder på den vildskab, som jeg havde håbet, byder de til gengæld på adskillige klassikere: Johnson fik nobelprisen (eller gav den til sig selv, lol), Vesaas, Heinesen og Ekelöf er udødelige, Enquist døde til gengæld det år, hvor vi påbegyndte dette projekt, men er på ingen måde glemt, og Borgen husker jeg fra min mormors bogreol og tænker, at han godt kunne få en renæssance.
Til sammenligning må jeg være ærlig og indrømme, at de eneste navne blandt 70’ernes vindere, jeg kendte på forhånd, var de tre danskere. Og det er også her, vi finder fire vindere, der aldrig er blevet oversat til dansk, og en femte, der var seks år om at blive det. Var det et udtryk for økonomiske omstændigheder? Eller var litteraturen bare ikke lige så god? Det glæder jeg mig til at finde ud af.
Et forsigtigt gæt, en optimistisk slutreplik: At noget er glemt, gør det ikke dårligt. Det gør det bare modent til genopdagelse.
Pristjek 