1965 er det eneste år, hvor Nordisk Råds litteraturpris blev delt mellem to forfattere: svenske Olof Lagercrantz og færøske William Heinesen. Olof Lagercrantz’ Fra helvede til paradis skiller sig ud fra størstedelen af de andre vindere af Nordisk Råds litteraturpris ved ikke at være et skønlitterært værk. I stedet er bogen en litteraturvidenskabelig gennemgang af et af verdenshistoriens største litterære hovedværker, Dante Alighieris Den guddommelige komedie. På samme måde som digteren Vergil i Komedien må guide den unge pilgrim Dante igennem både helvede og skærsilden, guider Lagercrantz behændigt læseren gennem alle tre dele af bogen og forklarer på vejen, hvad i al verden der egentlig foregår: Hvorfor forvandler den mand sig krampagtigt til en slange og den slange sig til en mand? Hvad laver Odysseus her i helvede? Og hvordan skal vi egentlig forestille os engle? Ingen fare, Lagercrantz forklarer.
Af Anders Holbæk
Lagercrantz forklarer præmissen for Dantes Divina Comedia (Den guddommelige komedie) således: ”En mand, Dante Alighieri fra Firenze, har foretaget en vandring gennem helvede, skærsilden og paradiset, de tre riger som venter mennesket efter døden. Nogle år senere beretter han om sin rejse, og resultatet bliver det digterværk, der siden femtenhundredetallet er blevet kaldt Den guddommelige Komedie.” På rejsen, guidet af sin helt og celebrity-man-crush, den romerske digter Vergil, forsøger Dante gennem dialoger at svare på spørgsmål om blandt andet teologi, filosofi og astronomi.
For mig at se må noget af det mest imponerende ved Lagercrantz’ bog være, at han formår at italesætte og analysere så meget af Komedien på små 200 sider og stadig lykkes med at skrive en bog, der føles fyldestgørende. Man må ikke glemme, at Komedien er et værk med så stor en kulturel gennemslagskraft, at vi stadig mærker efterskælv overalt i kulturen her snart 700 år efter færdiggørelsen i alt fra værker af T. S. Eliot, Bret Easton Ellis, Jorge Luis Borges og Karl Marx til Pirates of the Carribean I, Ghostbusters II, Ice Age III og Wrestlemania 36.
En guide til det overnaturlige og kaotiske
Som Lagercrantz skriver i forordet til Fra helvede til paradis, er Komedien så omtalt, velanalyseret og gennemkommenteret, at man må kigge mod bibelforskningen for at finde noget tilsvarende. Det kan, og bør, være ærefrygtindgydende at stille sig på skuldrene af den 700-årige fortolknings- og formidlingstradition, der følger med Komedien. Lagercrantz anerkender, at han mere eller mindre direkte trækker på en bataljon af tidligere Dante-forskere, men, som han siger:
”Hovedkilden til min viden om Komedien er værket selv, som jeg har læst atter og atter. Hver gang jeg har følt, at jeg var kommet et stykke videre i indsigt og forståelse, har nye veje og perspektiver åbnet sig. Det er som at bestige et bjerg. Jo højere man kommer op, jo større bliver verden og desto mindre ens relative forståelse. Der er trøst at finde deri, at man anspores til at fortsætte, og at horisonten udvides.”
Og Lagercrantz’ personlige historie og glæde ved Komedien skinner igennem i hvert kapitel af Fra helvede til paradis. Med farverige sammenligninger som den i citatet ovenfor forsøger han at gøre det overnaturlige og kaotiske i det kristne efterliv – helvede, skærsilden og paradiset – forståeligt og håndgribeligt. Lad os her nøjes med helvede, da det er den mest kendte og omtalte del af Komedien, og den der fylder mest i popkulturen. Måske fordi en tilværelse bestående af lige dele straf, lidelse og dialoger mellem gamle mænd – og ofte alle tre ting på én gang – virker så velkendt for det moderne menneske. Lagercrantz forsøger at beskrive for læseren den rædsel og samtidig nysgerrighed, som pilgrimmen Dante må have følt, da han trådte ind i helvede.
”Pilgrimmen kunne være en opdagelsesrejsende, som er kommet til et land, hvor indbyggerne har ejendommelige vaner. Nogle vælter sig i skidt, og andre skrider ned ad gaden iført forgyldte blykapper. Nogle bader i kogende beg, og andre er optaget af brydekampe. Han kunne også være en hospitalsbesøgende, der går fra stue til stue, fra seng til seng og ser de opsvulmede og vanskabte ofre for svære sygdomme. Han kunne være en civilperson, der er havnet på en slagmark mellem to kæmpe armeer og ser sig omgivet af tusinder af døde.”
Noget af det stærkeste og mest vellykkede ved Lagercrantz’ måde at formidle Komedien på er hans evne til at gøre den vedkommende og relaterbar – hvor tosset det end lyder – for den moderne læsers liv og oplevelser. Hvis ikke han kan få dig til at forstå eller relatere, må han i stedet gøre alt, hvad der står i hans magt for at få dig til at forestille og indleve dig i Dantes mytologiske og virkelige, samtidige verden. Mens Dante og Vergil bevæger sig ned gennem helvedes ringe, forskellige niveauer til forskellige synder med forskellige straffe, møder de mytologiske figurer og kreaturer, men også historiske personer, som Dante enten har kendt til eller kendt personligt. Hvordan kan Dante skrive et sted som helvede frem, hvor han placerer virkelige mennesker i en verden af ild og is og lidelse for at dømme og fordømme dem? Endnu en gang formår Lagercrantz at give et svar, der føles relaterbart og vedkommende:
”I virkeligheden er Dante her i nøjagtig samme situation, som enhver af os er det i dag. Vi har jo også vort helvede lige så stramt organiseret, som middelalderens på noget tidspunkt var det. Det er bare det, at vi savner et navn for det. Skal vi kalde det den Offentlige Mening, afdelingen for Fordømmelse! I dette helvedes forskellige fordømmelseskredse placerer vi vore medmennesker i overensstemmelse med vore moralregler, fordomme og konveniens.
Der findes en syndernes børs. Også dér stiger og falder priserne. Når krigen truer, bliver landsforræderi den alvorligste af alle synder, og landsforræderen anbringes i niende kreds. Desto sikrere freden er, desto større bliver forståelse for manden, der ofrede alt for en anden idé.”
Velskrevet som ind i helvede
Det er tydeligt, at Lagercrantz har lavet sin research grundigt, og at han formår at kondensere, orkestrere og aktualisere den viden og de perspektiver, han er nået frem til. Det er en svær opgave at skulle formidle en fortolkningstradition, der hovedsageligt hører til i den akademiske verden, i et sprog, som er let og tilgængeligt for størstedelen af befolkningen. Men Lagercrantz lykkes med det, og det gør han, fordi han forstår at lave nogle enestående sammenligninger, og så fordi manden kort og godt skriver fantastisk.
Lagercrantz’ sprog i Fra helvede til paradis virker på én gang både fuldstændig naturligt og selvfølgeligt og samtidig nøje planlagt og forberedt. Han skriver i forordet, at han håber, hans bog kan inspirere andre til at læse Dantes værker, også andet end Komedien. Men, skriver han, ”de forholder sig til Komedien, som de regneopgaver, Einstein løste i skolen, forholder sig til hans relativitetsteori, eller som de søndagssejladser, Columbus som dreng kan have foretaget i Genaubugten, forholder sig til hans færd over den ubesejlede Atlant.”
Bekymrer læseren sig for, at Komedien kun kan nydes fuldt ud med en betydelig viden om historisk kontekst, svarer Lagercrantz med denne velformulerede og retrospektivt charmerende sætning: ”Komedien findes, og dens handling tegnes og fuldføres i dette øjeblik, den eksisterer i nuet fuldt så meget som regnen, der netop falder, og den kolde krig som består.” Lagercrantz forstår at formidle det indviklede, og til tider akademiske, på en måde, der gør det tilgængeligt for en bredere befolkning uden på noget tidspunkt at tale ned til læseren. Der er enkelte dele af bogen, f.eks. kapitlet om engle, der begynder at snurre sig ind i sig selv – som Lars Løkkes konstatering af, at dem, der tjener mere, skal aflevere mindre, mere mindre endda, end dem, der tjener mindre og afleverer mindre, altså mindre mindre – men selv disse steder når Lagercrantz imponerende i mål. Fra helvede til paradis er en formidlingsmæssig kraftpræstation, og den bør holdes op som et lysende eksempel på veludført kulturformidling.
Et hovedværk til en meget snæver gruppe
Fordi Fra helvede til paradis specifikt handler om og formidler et andet værk, er den svær at anmelde og endnu sværere at anbefale. Hvad jeg mener er, at hvis man er interesseret i Dante og Den guddommelige komedie, vil jeg begejstret anbefale Lagercrantz’ bog som et uvurderligt søsterstykke, hvis man gerne vil vide mere og i det hele taget forstå den til tider tilsyneladende kaotiske og absurde Komedie. Men det er så lige præcis også den eneste gruppe mennesker, som jeg vil anbefale den til. Det er ikke en dårlig ting; det er den gruppe, bogen er skrevet til.
Jeg nød virkelig at læse denne her bog, særligt på grund af sproget. Jeg kan samtidig ikke forestille mig en anmeldelse, der ville kunne få mig til at åbne en fagbog om en anden bog, som jeg kun selv har læst første tredjedel af (smart af mig at gemme den detalje til sidst, hva?). HVIS du har læst Den guddommelige komedie, og HVIS du er interesseret i at vide mere, så er det her bogen for dig. Men sådan er det vel i sagens natur altid med fagbøger. Få fat i en fagbog om strikning, hvis du er interesseret i strikning, få fat i en fagbog om amerikansk udenrigspolitik, hvis du er interesseret i amerikansk udenrigspolitik, få fat i en fagbog om de 100 bedste film, du skal se, før du dør, hvis du ikke har noget liv, nogen internetforbindelse, eller nogen venner, der kan anbefale dig film.
Titel: Fra helvede til paradis – En bog om Dante og hans guddommelige komedie
Forfatter: Olof Lagercrantz
Oversætter: Claus Lembourn
Forlag: Det Schønbergske Forlag
Udgivelsesår: 1964, oversat til dansk 1965
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 1965
Karakter: Bestået
Pristjek 