1965 er det eneste år, hvor Nordisk Råds Litteraturpris blev delt mellem to forfattere: svenske Olof Lagercrantz og færøske William Heinesen. På trods af at den vandt prisen, er Det gode håb nok ikke den roman, Heinesen huskes bedst for. Men det burde den være! For et mesterligt greb om det danske sprog og et brændende forsvar for samfundets svageste gør Det gode håb til en roman, der nu 56 år efter stadig er lige aktuel.
Af Hans Peter Madsen
Allerede fra starten er der noget, der tyder på, at det ikke er en god idé for den danske præst Peder Børresen at blive udstationeret på Færøerne. Da fjeldene dukker op i Atlanterhavets horisont, begynder det at blæse op. Snart stormer det for fuld styrke. Året er 1669, og der er ikke noget at stille op mod naturens vældige kræfter. Skibet blæser hele vejen tilbage til Norges kyst, men her ender kvalerne ikke:
“Men midt i al denne elendighed brød et stort tordenvejr løs med en ganske utrolig larm, der var som gunger af Helvedes porte på verdens undergangsdag, og som kom sig af den mangedobbelte genlyd fra de klippefulde fjeldhamre. Og himlen åbnede sit vandige gab, som var syndflodens forbandelse påny kommen over jorden med sin flomme, og det blev tidligt på eftermiddagen mørkt som ved nattetide.”
Sådan skriver Peder i et brev til sin ven og skriftefader Jonas og runder af: “Men nu må jeg hellere slutte for i aften, thi jeg er træt, ja, aldeles fortumlet, så der danser ildfluer over papiret!” En uge senere kan han endelig sætte sig ved pulten vel ankommet til Færøerne og her formulere det næste brev i den lange korrespondance, som Det gode håb består af.
Fule og forvorpne gluffer gør vege mænd brøstholdne
Den opmærksomme læser har nok lagt mærke til, at sproget i de citerede stykker ovenfor lyder, som om det har mere end 56 år på bagen. William Heinesen har nemlig gjort sit for at gøre stemmeføringen autentisk: Ordvalget (men trods alt ikke retstavningen) lugter af 1600-tallet, og blandt yndlingsudtrykkene er adjektiver som “forvorpen” og “brøstholden”, og man hører om “ondskabens og dovenskabens fule ånd” og “fogedens maliciøse gluffer” (gluffe er et gammelt ord for spydighed). Dette arkaiske sprog leder tanken hen på postmoderne værker som John Barths The Sot-Weed Factor, Thomas Pynchons Mason & Dixon og Harald Voetmanns historiske romaner. Men hvor postmodernisterne leger ironisk med tidligere tiders idiosynkrasier, skyldes Heinesens gammelmodige udtryk vist ikke så meget legesyge som et ønske om at være sproghistorisk autentisk. Heinesen skriver med samme sikkerhed i stemmen som Johannes V. Jensen, med samme autoritet som Biblen; her er det tydeligvis en erfaren mester, der folder sig ud!
Hele romanen igennem er det en fryd at læse Heinesens sproglige påfund – det gælder ikke kun morsomhederne, som når en soldat reflekterer over, om hans alkoholiserede og voldelige overordnede mon dør af druk: “Mon ikke Fanden selv heller røg i luften af sin indre forgifts fisende kartæsker end Cattorp forgik af sin bestialitet og brændevins-furore?” Det viltert gennemførte ved sproget gælder også selv de mest trivielle udsagn, som denne mini-cliffhanger: “Men hør nu mere om hin aftens underlige og gudsjammerlige tildrage!”
Kampen for retfærdighed
Men Det gode håb er ikke kun ekstremsport for sprognørder. Det er også en klassisk fortælling om de magtfuldes indgroede ondskab og kampen for retfærdighed. Efter den heftigt prøvende rejse ankommer Peder Børresen til Færøerne, hvor han skal være præst i hovedstaden Havn. Her erfarer han, at det danske kolonistyre ved landsfoged Diderik Hindskou og kommandant Claus Cattorp holder øerne i et jernhårdt, undertrykkende greb. Særligt volds- og voldtægtsmanden Cattorp portrætteres som en bølle fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde, så afskyelig, nedrig og liderbukset en stymper, at det ville have forekommet helt usandsynligt, hvis vi ikke havde levet i Trump-administrationens tidsalder. Det, Heinesen advarer imod, er ikke, at magt korrumperer. Men at det til enhver tid er de allerede korrupte, der får magt.
Allerede fra starten sætter Peder måske lige vel optimistisk sin lid til, at hvis de sande forhold på Færøerne skulle komme den danske konge for øre, ville der blive rettet op på problemerne. Han sætter sig for at udfærdige en klageskrivelse, men spørgsmålet er så, hvordan han skal få den sendt til Danmark – for fogedens mænd censurerer al post. Derfor kan Peder heller ikke sende de breve, som romanen består af, men må, som han formulerer det, opsøge sin skriftefader “in spiritu”.
Samtidig med at Peder skriver på sin klage, bygger landsfogeden, Hindskou, en sag mod ham, og det har han let ved, for Peder er drikfældig, hænger ud med prostituerede, har svært ved at styre sit temperament, og den overtroiske lokalbefolkning bliver hurtigt overbevist om, at han kan udføre mirakler – måske i ledtog med Djævlen!
Mens vi venter på, at klageskrivelseplottet skal bevæge sig videre, tager bogen langt hen ad vejen form som en skælmeroman, når hovedstadens almue må ty til Olsen-Banden-agtige planer for at narre magthaverne. Men andre gange er der overhovedet ikke noget skælmsk over kolonistyrets nådesløse undertrykkelse. Her er Heinesens hovedperson velvalgt, for som præst færdes Peder i alle samfundslag: Han taler med fogeden og disputerer med sine kolleger, men han er også sjælesørger for byens straffefanger, prostituerede og spedalske. At læse om den forfærdelige tilværelse, byens fattigste må tage til takke med, er frustrerende og indignerende – der er ingen tvivl om, hvor William Heinesen har sin sympati. Man fornemmer en ulmende revolution.
Modet til at håbe
Det gode håb er både et kampskrift, en sort komedie og også langt hen ad vejen et melodrama – men selv de nogle gange næsten soapede handlingsmæssige sammentræf glider ned på grund af det hele vejen igennem fremragende sprog. Først og fremmest er det en fortælling om, at de griske og narcissistiske magthavere aldrig kommer ned med nakken, hvis ikke vi tør håbe på, at det er muligt. Alle, der ikke selv profiterer af styrets nådesløshed, er enige om at hade fogeden, men ingen tør gøre noget, for ingen tør tro på, at det er muligt at ændre tingenes tilstand – så selvom mange er enige med Peder, forbliver de, der har magten til at gøre noget, hans fjender, indtil fremtiden ikke længere banker på, men sparker døren ind.
På den måde er det i høj grad en bog til vor tid. Både fordi Det gode håb er et tidligt eksempel på en postkolonial roman, der – hvad der stadig er tiltrængt i dag – gør op med Danmarks historie som undertrykkende kolonimagt (omend Heinesen ikke holder sig særligt tæt til de historiske kendsgerninger). Men også fordi, at det i en tid, hvor demokratiet er blevet invaderet af semifascister som Orban, Duda og Trump, er godt at læse, at enhver revolution starter med modet til at håbe. Jeg håber, at vi denne gang kommer til at opleve et egentligt opgør med Danmarks kolonialistiske fortid, og jeg håber, at demokratiet bliver genindført i Europa. Og så håber jeg, at du vil læse Det gode håb, for det er en fremragende roman.
Titel: Det gode håb
Forfatter: William Heinesen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 1964 (den her anmeldte er 3. udgave fra 1991)
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 1965. 1965-prisen deltes mellem Heinesen og Olof Lagercrantz.
Karakter: Bestået
Pristjek 