I 1964 vandt Tarjei Vesaas Nordisk Råds litteraturpris for romanen Is-slottet. Langt ude i det norske vildnis, i en lille landsby, møder to piger hinanden på et aflåst børneværelse, langt fra de voksnes verden. Midt i intimiteten hvisker pigerne søde løfter om at springe ind i de voksnes verden med hinanden i hånden. Vesaas skriver med stor indlevelse, troværdighed og respekt fra et barns virkelighed på en måde, der både avler nostalgi og rædsel.
Af Anders Holbæk
Stop mig, hvis det her lyder bekendt: en ung pige, der har mistet begge sine forældre og nu er omringet af ensomhed, vælger at drage ud i det skandinaviske vildnis, hvor hun opdager et magisk is-slot. Du sidder måske og tænker, at jeg her beskriver Disneys Frost, og du har ret, men hvad jeg også beskriver, er vinderen af Nordisk Råds litteraturpris i 1964, Tarjei Vesaas’ Is-slottet. Der er dog også et par forskelle mellem de to kunstværker. Der er for eksempel ikke nogen levende snemænd i Is-slottet, og så er der et mindre fokus på overproducerede pop-ballader og et større fokus på forfrysninger, isolation og druknedøden.
Højt at flyve
”Egentligt var det bare eftermiddag, men allerede mørkt. Sent efterår hård frost. Stjerner, men ingen måne, og ingen sne til at lave lysskær – så mørket blev tæt, trods stjernerne. På begge sider var der dødstille skov – med alt som måtte leve og fryse derinde i denne stund.”
I Is-slottets første linjer møder vi elleveårige Siss, klassens populære pige og selvudråbt leder af pigegruppen, der er på vej gennem den mørke, forfrosne norske eftermiddag. Siss er på vej hjem til Unn, den mystiske, generte pige, der for nylig er flyttet ind hos sin moster i den lille landsby, efter at have mistet sin mor til sygdom. Pigerne er meget forskellige, umiddelbart modsætninger, faktisk, men har siden første dag i folkeskoleklassen delt en ”mærkelig gnist”, en gensidig respekt, nysgerrighed og nok henkastet øjenkontakt til at få selv de mest hardcore 17-årige will-they-won’t-they-fanfiction-forfattere til at råbe ”get a room!”. Nu sidder de på sengekanten i Unns trange, varme værelse hos mosteren, og Unn låser døren, finder et spejl frem og sætter sig ved siden af Siss, så de begge kan se sig selv og hinanden.
”Fire øjne med glimt og stråler under vipperne. Hele spejlet fuldt. Spørgsmål som skyder frem og gemmer sig igen. Jeg ved ikke: Glimt og stråler, glimt fra dig til mig, fra mig til dig, og fra mig til dig alene – ind i spejlet og tilbage, og aldrig noget svar på hvad det er, aldrig nogen løsning. Dine røde læber, nej, det er mine, så ens! Håret på samme måde, og glimt og stråler. Det er os!”
Spejlet smelter grænserne mellem dem, og de får pludselig øje på alt det, de har til fælles, hvilket er heldigt, for dette deres første møde var indtil da domineret af den kejtethed, som hersker mellem to unge mennesker, der anspændt og fyldt med hormoner forsøger at lære hinanden at kende, men samtidig er holdt tilbage af usikkerhed og frygt for sige eller gøre noget overilet. Vesaas skriver mesterligt den atmosfære frem, så man som læser selv mærker de stik i maven, som Siss føler, når hun fortryder et spørgsmål, som ikke var gennemtænkt, eller den rene fryd, når hun rammer plet, som f.eks. da hun foreslår at kigge på fotografier af det sted, hvor Unn plejede at bo, og Unn glad springer afsted efter det.
Pludselig er intimiteten der: Det spirende venskab, hemmelighederne, som de voksne ude bag den låste dør ikke må høre, det uskyldigt seksuelle, da Unn pludselig foreslår at tage tøjet af, begejstringen hos Siss, da de står nøgne foran hinanden, og skuffelsen, når Unn bestemmer, at de bør tage det på igen. Små, uskyldige spørgsmål er ved at briste af bagvedliggende bekymringer og forhåbninger, som da Siss fortæller, at hun er enebarn, og Unn svarer, at det passer godt. ”Det gik op for Siss, hvad Unns ord i grunden indebar: Hun skulle være her altid. Deres venskab lå som en forunderlig vej foran dem. Der var sket noget stort.”
Dybt at falde
Unn vil fortælle Siss en hemmelighed, som ingen andre kender til, men trækker i land i sidste øjeblik. Siss er skuffet, men føler sig alligevel privilegeret over, at Unn var lige ved at blotte sig på den måde. I stedet fortæller Unn, at hun ikke ved, om hun kommer i himlen. Nøgenheden i situationen bliver for meget for Siss, den fine, men meget skrøbelige situation risikerer at krakelere, så hun siger tak for i aften og forlader huset, så hurtigt hun kan, med et usagt løfte om at fortsætte disse spæde skridt ind i venskabet dagen efter, når presset er mindre. Scenen er sat, og det er med en varm nostalgi, at man som læser ser frem til at se de to piger kaste sig ud i teenageårene sammen, med alt hvad der hører dertil hører af oplevelser, minder, skam, lykke, troskab, intimitet, og så videre. Men sådan går det ikke.
Næste dag indser Unn nemlig, at det er for overvældende at skulle møde Siss, efter den afslutning aftenen fik, og hun vælger derfor at bruge dagen i den kolde natur i stedet og besøge is-slottet. Is-slottet er en magisk, eventyrlig konstruktion, skabt af frossent vandsprøjt, skum og damp i form af kupler og rum ved foden af et vandfald.
”Unn så ned i en fortryllet verden af små tinder, taghvælvinger, rimede kupler, bløde buer og forvirret kniplingsværk. Alt var is, og vandet sprøjtede og byggede stadig videre. Grene af fossen var afledt af is og løb i nye baner og dannede nye ting. Alt skinnede. Solen var ikke kommet, men alt skinnede isblåt og grønt af sig selv, og dødsens koldt.”
Unn kravler indenfor og begynder at udforske is-slottet. Hun fortaber sig i en verden af gange og kupler og sale, en balsal i grønt stålis, en is-skov med sylespidse træer. Vesaas flekser for alvor med de lyriske muskler i disse passager, og is-slottets rimfrostmatte vægge opbygges, så man kan forestille sig sollysets kalejdoskopiske refleksioner fra isen. Magien når en højde, hvor man næsten regner med, at Unn drejer om et hjørne og støder ind i Narnias Mr. Tumnus eller selveste Isdronningen.
Men. Det smukke og eventyrlige løber parallelt med en langsomt voksende rædsel. Unn farer vild i sin glæde, hun fryser, men opdager det ikke, og væggene omkring hende begynder at ’græde’. Vi erfarer senere, at det er her, i is-slottet, at isen under hendes fødder sprækkes, og Unn drukner og forsvinder for aldrig at blive fundet igen.
Pludselig ser man alt, hvad Unn oplever, gennem et nyt og rædselsvækkende lys. Farverne i iskuplerne, det mystiske ekko, der følger efter hende, udgange, der forsvinder og dukker op igen. Frosne skove og øjne af ild. Det er dødssyner. Det er syner fra en barnlig fantasi, der løber løbsk og samtidig sætter ud på grund af iltmangel. Unns magiske oplevelser i is-slottet er visioner i en falmende bevidsthed. Endeligt begynder hun at panikke, og Vesaas forstår at fremskrive en klaustrofobi, som man kan mærke som is i brystet.
”Det her var det sidste rum, fra det kom man ikke længere. Uklart tænkte hun denne tanke. I hvert fald var her ingen udgang. Denne gang hjalp det ikke uanset hvad man gjorde. Sprækker var der nok af, men de førte ikke ud til noget, kun længere ind i is og fremmede lysglimt.”
Besværligt at komme videre
Resten af bogen er viet til Siss’ liv i den første tid efter Unn forsvinder, fra byens voksne, der traver gennem skovene og stiller spørgsmål om Unn, som Siss hverken kan eller vil svare på, til Siss’ gradvise isolation fra al socialt samvær med venner og bekendte. Siss kæmper ikke bare med tabet af en ven, men også med, hvad vi med et godt engelsk ord kalder ’survivors guilt’ – skyldfølelsen over at have overlevet noget, som andre ikke overlevede.
Alt indtil nu har kun fyldt de første 70 sider af bogen, og nu begynder bogens længste del, viet til hvordan Siss lever videre med sin nye sjælevens forsvinden. Det er desværre også bogens svageste del. Ikke fordi, at disse emner ikke bliver behandlet storartet! De psykiske og følelsesmæssige konsekvenser, Unns forsvinden har på Siss, er beskrevet og behandlet med stor kompleksitet og nænsomhed. Problemet er, at i en roman, der kun er lige over 200 korte sider, formår historien stadig at køre nok i ring til, at jeg blev nødt til at gå tilbage flere gange og dobbelttjekke, at jeg ikke havde lavet en fejl og læst de samme sider flere gange.
Et is-slot er ikke bare et is-slot
Der er mange ting at elske ved Tarjei Vesaas’ Is-slottet. Romanen er utroligt velskrevet, naturbeskrivelserne skaber dynamiske, tempererede billeder i fantasien, dialogen og tankegangen hos børnene er utroligt overbevisende, og så selve is-slottet; et objekt med lige så meget symbolsk vægt som konkylien i Fluernes herre eller den røde jagtkasket i Forbandede Ungdom (el. Griberen i rugen). Repræsenterer is-slottet pigernes spirende venskab? Eller er de kolde vægge en elegant metafor for de vægge, som Siss bygger om sit hjerte for at isolere sig fra andre mennesker? Eller er det overdådige, smukke, men i sidste ende kolde og drabelige slot en metafor for bogen selv? Der er en nostalgisk glæde ved at sidde og analysere symboler på den måde igen, der fik mig til at mindes gymnasietiden, noget som jeg forestiller mig, at andre vil kunne genkende. Eller måske ikke, hvad ved jeg, andre mennesker havde vel travlt dengang med at tage til koncerter, forme venskaber og have sex.
Titel: Is-slottet
Forfatter: Tarjei Vesaas
Oversættere: Jannie Jensen og Arild Batzer
Forlag: Batzer & CO
Udgivelsesår: 1963, oversat til dansk 2019
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 1964
Karakter: Bestået
Pristjek 