Kun én bog skrevet på færøsk har vundet Nordisk Råds Litteraturpris. Hvor ville jeg ønske, den var god

Rói Paturssons digtsamling Ligesom er den eneste bog skrevet på færøsk, der har vundet Nordisk Råds Litteraturpris, så det piner mig, at jeg ikke synes, den er særligt god. Det er en gang alt godt (og halvgodt … og halvdårligt … og dårligt) fra skrivebordsskuffen, og derfor indeholder bogen noget for enhver smag. Men netop af den grund skal man for at begejstres over værket som helhed ikke være et menneske, men et omvandrende gennemsnit.

Af Hans Peter Madsen

Kaster man et blik ned over Rói Paturssons meget korte værkliste (kun 3 bøger + tekster til et musikalbum og nogle antologibidrag), tegner der sig et lovende billede. Debutdigtsamlingen benævnes ofte Yrkingar (færøsk for Digte), men den egentlige titel er :, altså kolon – en næsten lige så fed anti-titel som Yahya Hassan. Og prisvinderen, efter 35 år stadig forfatterskabets hidtil sidste, har den blændende titel Ligesom. Ligesom, det er jo det ord, der ved ikke at være der, gør noget til en metafor – ved at skrive “Martin Henriksen er et svin” i stedet for “Martin Henriksen er ligesom et svin” opstår metaforen, og hvad ville lyrikken være uden?

Derfor er det måske ikke helt dumt, at Ligesom fremstår som en slags tasting menu for lyrik. Bogen er inddelt i syv meget forskelligartede dele, der veksler fra det lidt tø-hø-agtige til poetikker, kærlighedsdigte, årstidsdigte, satiriske digte og den symbolistiske dannelsesdigtcyklus ’Solens øje’, der også har været udgivet som en bog for sig. Bogen er så alsidig (eller rodet), at jeg vil vove den påstand, at enhver digtlæser vil kunne finde et digt eller to at begejstres over.

Knuste digte om et knust hjerte

Denne digtlæser begejstres særligt over samlingens tredje del, der lægger ud med kærlighedsdigtene “Nocturne 1” og “Nocturne 2”. Digtene handler om et forlist parforhold, og i det første er syntaksen lige så knust som digterens hjerte; det kan lyde sådan her:

“efter længtes dig jeg så/ altid fjern var du så hvorfor/ kommer kold inden vinden natte/ lyt mit hjerte efter sang”

I “Nocturne 2” er minderne om parforholdet stadig for smertefulde, så stroferne indledes af udsagn som “at mægte at mindes” og “at tvinges til at huske”. Det fine er, at smerten ikke så meget ligger i det, at forholdet gik i stykker, som i det, at forelskelsen ikke kunne vare ved:

“at mægte at mindes at du langsomt blev lig/ det hæse vejr den lange hverdag/ den heftige musik og mærkelige erotik/ disse aftener da sommeren gik/ da havet kølnedes/ og vi stod og stirrede ude på molen/ og vores hjerter var tomme af midnatsrusen”

Ikke kun i kærlighedsdigtene, men også i poetikkerne er der meget godt at hente. I hvert fald er jeg godt tilfreds med nu at vide, at det at digte er at “blomstre i sumpen” og “tage på hvalfangst med skrivemaskinen”.

Onkelhumor

Patursson skal også delvis roses for sin humor, for digtcyklussen “det gode lys”, som fortæller om alt det, “der står skrevet/ sort på frit/ i sjette mosebog”, er både godmodigt lattermild og sprogligt på dupperne. Hør bare denne skabelsesberetning:

“men for mange år siden/ kom verden altså til syne/ ulogisk og vanartet, lidt/ tung at danse med, lidt skæmmet/ af trykfejl, vindæg og elve/ der løb opad”

Men det er desværre også, når Patursson skal være sjov, at bogen når nogle af sine lavpunkter. Værst onkelhumoristisk er det digt, hvor Tarzan på trods af, at han er “en rigtig mand”, til tider er “tungsindig” og “en dårlig elsker” og “frygter/ ingen uden jane”. Digtet forsøger at være anti-kønsstereotypt, men havner med sin plathed lige præcis i den modsatte grøft.

Selvhøjtidelig teenagedøs

Onkelhumor og platheder kan jeg nu godt tilgive, men hvad jeg til gengæld ikke kan holde ud, er det stik modsatte: selvhøjtidelig og overspændt lyrik uden sproglig tæft. Og det er desværre, hvad der karakteriserer bogens længste del, digtcyklussen ’Solens øje’. Cyklussens første linje lyder “kende dagen som den er”, og senere står der “styrken er/ at sanse”, men jeg vil gerne udfordre læseren til at finde så meget som én eneste konkret sanset sætning i løbet af den 30 sider lange cyklus. En sådan sætning findes ikke; det hele er abstrakte udsagn, der skal virke dybe, men netop er dybe med citationstegn i fed og kursiv; og hvis så bare de citationstegn havde været digterens egne, hvis han så bare havde stillet sig ind i den Pia Tafdrupske, centrallyriske klichéorkans øje i stedet for at plante fødderne der, hvor selvhøjtidelighedens vinde blæser allerhårdest.

Altså, for søren, hvilken digter med respekt for sig selv kan finde på at skrive ordene “jeg er en fremmed/ på jorden” uden det mindste glimt af ironi? Hvordan kan man få sig selv til at skrive et digt som dette:

“og bestandig/ søger jeg tilbage/ til dig// til dig/ til barnet/ til latteren/ til varmen/ til gråden/ til mørket/ til kulden/ til lyset/ til livet/ varmt lysende/ i solens øje”

Så slap dog af! får man lyst til at råbe og ruske bogen ud af sin teenagedøs. Og så bliver det ikke bedre af, at “Solens øje” er et slags dannelsesdigt, hvor digteren opnår den indsigt, at han som en anden Sokrates intet ved, og udsiger ordene: “de trygge svar opløses/ spørgsmålene indeholder alt”. Sikke dog en letkøbt position! Personligt kan jeg komme i tanke om adskillige sandheder her i verden: Det er sandt, at racismen findes, det er sandt, at sexismen findes, det er sandt, at intet samfund kan holde til, at Ørsteds direktørs løn på 16,7 millioner om året beskrives som latterligt lav, det er sandt, at intet samfund kan holde til, at Danske Banks tidligere direktør Thomas Borgen fik et gyldent håndtryk på over 13 millioner kroner efter at have svindlet for mere end 1.500 milliarder. At skrive verdensfjerne digte om, at man ikke kan vide noget og ikke kan mene noget, holder ikke – og slet ikke, når de er sprogligt klichétunge. ’Solens øje’ er alt det værste ved 80’ernes poesi.

En konspirationsteori

En anden læser end mig ville måske have den stik modsatte vurdering; fundet kærlighedsdigtene sentimentale og den anti-politiske dannelsespoesi indsigtsfuld. Men jeg har svært ved at forestille mig en læser, der kan begejstres over hele digtsamlingen. Og derfor vil jeg nu fremføre en konspirationsteori: Jeg tror, at Nordisk Råds Litteraturpris-juryen i 1986 var dybt splittet; nogle elskede én bog og hadede en anden, andre elskede den anden bog og hadede den ene. De var lige ved at give op, da et kvikt jurymedlem sagde: “Godt nok kan vi ikke blive enige om, at én af disse bøger er bedst, men vi mener alle, at mindst ét digt fra Ligesom er godt. Skal vi ikke bare give prisen til dén?” Som sagt, så gjort. Og derfor, tror jeg, uden at på nogen måde kunne bevise det, gik Nordisk Råds Litteraturpris til en rodebunke af en digtsamling, hvori enhver læser vil kunne finde noget at begejstres over, men som ingen vil kunne lide som helhed. Hvad der til gengæld er helt sikkert er, at kunstneren Tróndur Paturssons illustrationer er skønne og gør bogen til en pryd for bogreolen – lige indtil man begynder at læse.

Titel: Ligesom
Forfatter: Rói Patursson
Illustrationer: Tróndur Patursson
Oversætter: Ebba Hentze
Forlag: Vindrose
Udgivelsesår: 1985, oversat 1986
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 1986
Karakter: Dumpet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: