Hvorfor gav de ikke bare prisen til hele trilogien?

I 1963 blev den finske bestseller Väinö Linna den anden vinder af Nordisk Råds litteraturpris med den historiske roman Sønner af et folk. I øjenhøjde med de jordnære indbyggere i den lille, fiktive by Pentinkulma gennemlever man tiden fra mellemkrigsårene efter den finske borgerkrig i 1918 til Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen i 1939-40. Byen er fuld af farverige personligheder som man langsomt udvikler sympati for, men desværre ikke så meget, som man kunne håbe på, da man aldrig for alvor oplever at hæve sig over følelsen af at være en gæst, der bare passerer igennem byen.  

Af Anders Holbæk

Som vinder af en litteraturpris sidder Sønner af et folk i den specielle situation at være tredje del af en trilogi, men at have vundet prisen uafhængigt af de to første dele. Hvordan tilgår man som anmelder sidste del af en serie? Jeg er overbevist om, at Harry Potter og Dødsregalierne kan og har vundet nogle Young Adult Fantasy priser, men hvis ikke man har læst de første seks bind i serien, giver den formentlig mindre mening end J.K. Rowlings Twitter-konto for tiden. Jeg forstår ikke, hvorfor Nordisk Råd ikke bare tildelte prisen i ’63 til hele trilogien med argumentet, at fortællingen først var afsluttet og til at bedømme med udgivelsen af den sidste bog (sådan som man i grunden gjorde med Jon Fosses Trilogien, der vandt prisen det år, sidste del udkom). Jeg spørger igen: Hvordan tilgår man sidste del af en serie? Der er en lille stemme i mit indre, der siger, at idealsituationen ville være at læse alle tre bøger og først derefter kunne kommentere på vinderen med det samlede indtryk som fundament. Heldigvis er der en langt højere og mere insisterende stemme, der smadrer kasseroller og bageplader mod hinanden og råber, at hvis en bog er god nok til at vinde en pris som denne, må den være god nok til at kunne stå på egne ben og blive læst sådan.

En gæst i byen

Jeg synes næsten altid, at man kan mærke på et historiedrama, om personerne eller plottet er kommet i første række. Tager man for eksempel Ken Folletts berømte og berygtede Century-trilogi, der følger fem familier op gennem det tyvende århundrede, er det tydeligt, at han gerne har villet skrive om moderne historie, og til det formål har han hyret en hær af todimensionelle papfigurer med snore i ryggene, som han kan trække i, hvorefter de oplyser deres klasse, slægt og dertilhørende politiske overbevisning. Anderledes forholder det sig med Sønner af et folk. Der er den lejlighedsvise partisoldat, ja, som f.eks. den polemiske og vedholdende socialist Siukola, der nærmest udelukkende synes at tale i marxistiske læresætninger, men folkene i byen ser ham også som det karikerede talerør, han er. Det er dog tydeligt, at Linna først og fremmest har villet skrive om mennesker, og at han har følt, at den bedste måde at fortælle Finlands historie på er gennem, hvordan den påvirker den almene mand, bonden, proletaren og – når krigen kommer – kanonføden.  

To ting er tydelige efter at have læst første kapitel af Sønner af et folk: 1) at den lille by Pentinkulma har en betydelig forhistorie, og 2) at forfatteren ikke har noget ønske om at få læseren opdateret på, hvad den forhistorie er. Hvem skulle have troet, at jeg nogensinde ville komme til at savne at blive holdt i hånden af Matadors knastørre åbningsmonologer? Her er der ingen hånd at holde fast i. I stedet føles første del af bogen som at ankomme til en komplet fremmed by med en kikkert og en langdistancemikrofon og forsøge at få styr på hvem, der er hvem, uden at måtte spørge dem. Jeg forsøgte febrilsk at strikke figurernes strøtanker og sidebemærkninger sammen til et kort over præcis hvem, der havde været kærester med hvem tilbage i femte klasse, og hvilken familie, der egentligt ejede den største mark, men indså hurtigt, at det var stort set umuligt. Især fordi nogle relationer først bliver nævnt i ellers ligegyldige bemærkninger i de sidste dele af bogen. Det er en skam, fordi det er charmerende og interessante figurer, og særligt den direkte tale er så velskreven, at jeg oftest føler mig godt tilpas i min busk med min kikkert og mikrofon.

Som f.eks. da førnævnte socialist Siukola slåsser med sit ego og går til Koskela-familiens herregård for at spørge om arbejde under en særligt slem periode med fattigdom i byen. Patriarken Akseli Koskela svarer ham, at han desværre ikke har brug for hjælp for tiden, og matriarken Elina spørger derpå, om ikke Siukola vil spise med:

”- Næ, det var da ikke det, jeg kom for … Jeg klarer mig nok …               
   Men da han endelig var kommet til bords, kastede han sig over maden. Brødet rørte han ikke. I stedet for spurgte han, om han måtte tage et par stykker med hjem, medens han lo bittert for at skjule, hvor han selv skammede sig over det.  
   Elina gav ham fem hele brød, og da han var gået, sagde hun til Akseli:   
– Ku man alli’vel ikke ha gi’t ham noet arbejde … selv om man osse sku betale lidt mindre for’et…
– Joe … men hvor ska man få penge fra til bare en lille løn … Hvorfor går han ikke til sognet og spør …         
   Elina blinkede med øjnene:        
– Når en mand be’r om og få brød med hjem … så er ’et … så er ’et nu ikke sjov længer …
– Nåeh … næeh …        
   Akseli lød nærmest vred, men om aftenen sagde han til Vilho:        
– Gå ind og sig til ham, at han ka komme i noen tid … Han ka få maden og lidt penge.”            

Det er få ord, og de er ovenikøbet simple, men bag hver figurs ord kan man fornemme oplevelser med krav om ansvar, nødvendig arbejdsmoral, forpligtelser, mangel, og gamle relationer, der ikke er, hvad de har været. Det virker, som om der ligger en masse mellem linjerne her, desværre kan jeg ikke lade være med at føle, at jeg går glip af det, da jeg ikke kender til familiens fortid, udover hvad jeg kan kunne finde ud af baseret på Google Translate-oversættelser af finske resumeer af de to første bøger.

Historien set fra frøperspektiv

I Sønner af et folk følger vi hovedsageligt Koskela-familien, der forsøger at passe deres herregård og opfostre deres børn på trods af et fascistisk kupforsøg, en krig mod Rusland og en far, der lever i skyggen af at have kæmpet på tabernes side i borgerkrigen. Det er en slagen mand, vi som læsere møder i romanens første kapitel. Akseli Koskela kæmpede på socialisternes side i borgerkrigen, og man får langsomt gennem bogen tegnet et billede af, at han havde en vis magt førhen.

”Nu gjaldt det om at begynde forfra, om igen at leve sig ind i alt det, som var småt og dagligdags – og at blive der. Engang imellem, når han var ved at læsse gødning, hændte det, at greben standsede op, og hans blik blev hængende et sted i det fjerne. Så rev han sig løs og tog atter fat med heftige og beslutsomme tag.”

Fortællingen om Pentinkulma bliver fortalt igennem mange menneskers oplevelser, men fokusset er på Koskela-familien, og deres forsøg på at genopbygge efter faderens fortid som socialistisk soldat. Når de fascistiske kræfter i byen begynder at komme på fremmarch, er det først og fremmest i Koskela-drengenes fascistiske lærer, at det mærkes. De teknologiske fremskridt, som almindelige mennesker oplevede i denne periode, ses på samme måde fra familiens synspunkt, som da de pludselig er i stand til at arbejde langt hurtigere efter at have købt et tærskeværk, eller i byens fascination med nabofamiliens automobil. Og når Vinterkrigen endelig bryder ud, er det byens unge mænd, blandt andet Koskela-sønnerne, der må drage afsted.

Udover grundig socialrealisme har Sønner af et folk mange af de glæder, som man kan forvente sig af et velskrevet historiedrama: harmoniske scener med barndommens evigt lokkende uskyld og brutale kampscener, der understreger krigens meningsløshed, og den tilsyneladende uomgængelige menneskelige lidelse. Udover det optræder, hvad vi kan kalde den episk lovende sætning flere gange. Den episk lovende sætning er sætningen, der antyder, at nye tider er på vej, og som kan give en nærmest pervers fornøjelse, når man som moderne læser sidder og tænker, ja, du skulle bare vide. Når aviserne i byen f.eks. begynder at bringe store overskrifter om en ”som hed Hitler, og som marcherede i gaderne i Tyskland og sloges med kommunisterne”, og folkene i byen føler, at ”der var en eller anden slags »tid« på vej igen.”  

Detektiven, der blev ude i kulden

Det kan have sin detektivagtige charme at forsøge at stykke byens fortid sammen, men der går desværre for meget tabt. Har man ikke læst de to første bøger i trilogien, er der mange forhold, interaktioner, overbevisninger, man ikke kommer til at forstå, og for mange emotionelle højdepunkter, der går én over hovedet. Det er i særklasse en skam for et historisk drama som dette, der ikke for alvor har et plot, og som i stedet følger en flok menneskers udvikling. Det er unægteligt svært at følge en udvikling, når man ikke kender udgangspunktet. De figurer, som det lykkes mig at forstå, er farverige og velskrevne, og deres historier bliver derfor engagerende.

Jeg tror på – dog uden at vide det – at hele trilogien som samlet fortælling kunne have bestået her, men for Sønner af et folk bliver jeg nødt til at sige, at den dumper pristjekket. Det føles som at ankomme til en husfest, der er ved at dø ud, tidligt om morgenen og være tvunget til at trøste pigen, der sidder stortudende på verandaen, fordi hendes kæreste har været en idiot. Du aner ikke, hvem pigen er, aner ikke hvem kæresten er, aner ikke hvem, der i grunden holder festen, og i stedet for et halvsmadret forstadshus er det en dybfrossen finsk pløjemark.  

TitelSønner af et Folk
Forfatter: Väinö Linna
Oversætter: Merete Engberg
Forlag: Grafisk Forlag
Udgivelsesår: 1962, oversat 1963
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 1963
Karakter: Dumpet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: