Den store svenske forfatter Per Olov Enquist, der døde i april i år, fik i 1968 sit gennembrud med dokumentarromanen Legionærerne, der indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris. Bogen om den såkaldte balterudlevering — Sveriges omstridte udlevering af 146 baltiske krigsfanger til Sovjetunionen i 1946 — er egentlig en fagbog, og man må derfor spørge sig selv, hvad den laver på listen over vindere af Nordisk Råds Litteraturpris. Svaret er: Den politiske kompleksitet, de dirrende menneskeportrætter og det skønt præcise sprog gør bogen til stor litteratur.
Af Hans Peter Madsen
En overgang i 1960’erne og -70’erne var Nordisk Råds Litteraturpris i fare for at blive en regulær faglitteraturpris. I løbet af syv år gik prisen hele fire gange til en fagbog (omend tre af dem kaldte sig selv “dokumentarromaner”): i 1968 Per Olof Sundmans Andrées luftfærd om et mislykket forsøg på at flyve i ballon til Nordpolen i slutningen af 1800-tallet, i 1971 Thorkild Hansens Slavernes øer om de danske slaveplantager på de Dansk-Vestindiske Øer, i 1974 Villy Sørensens essaysamling Uden mål — og med og altså i 1969 Per Olov Enquists Legionærerne.
Særligt de tre dokumentarromaner, som vandt prisen inden for kun fire år, er genrehistorisk bemærkelsesværdige. Det er for det første svært at forestille sig, at nogen i dag ville kalde bøgerne “romaner”. Det er for det andet endnu sværere at forestille sig, at en af genrens arvtagere — herhjemme f.eks. Tom Buk-Swienty og Peter Øvig Knudsen — skulle vinde Nordisk Råds Litteraturpris.
Derfor ville det være nemt at affeje disse faglitterære litteraturprisvindere og mene, at der nok i slut-tresserne og halvfjerdserne har været nogle ideologiske grunde til, at man på parnasset foretrak klarttalende, venstreorienteret faglitteratur frem for kompleks og uudgrundelig skønlitteratur, men læser man længere end et referat af Legionærerne, vil man opdage, at der faktisk var god grund til at anse dette for Litteratur med stort L. Først må det dog være nødvendigt med det referat.
Balterudleveringen
Da Legionærerne udkom i 1968 ville det have været nok at sige, at det er en bog om balterudleveringen — så ville enhver (eller i det mindste enhver svensker) vide, hvad det drejede sig om. Da Tyskland kapitulerede i maj 1945, flygtede et stort antal tyske soldater mod vest for at undgå at ende i sovjetisk krigsfangenskab. Blandt de tyske soldater var også soldater fra de lande, Tyskland i løbet af krigen havde underlagt sig — herunder Estland, Letland og Litauen. En del af fredsslutningen blev, at tyske soldater skulle udleveres til de lande, de havde været i, da freden indtraf — men fredsslutningsaftalen gjaldt teknisk set ikke neutrale Sverige. Derfor behøvede svenskerne egentlig ikke udlevere de tyske soldater, der var flygtet fra østfronten, til Sovjetunionen, men regeringen besluttede alligevel på russisk forespørgsel at gøre det. Nærmest ved et tilfælde besluttede man i samme ombæring at udlevere de 167 baltere i tysk militærtjeneste, der også var flygtet til Sverige. Mange af dem var blevet tvangsudskrevet, andre havde frivilligt meldt sig under de tyske faner.
Det viste sig at blive en kontroversiel beslutning. Ikke kun balterne, men også de svenske medier og befolkningen som sådan, var overbeviste om, at de ville blive henrettet som landsforrædere, hvis de blev udleveret. I november 1945 gik balterne i sultestrejke, to begik selvmord og adskillige lemlæstede sig selv i protest. Udleveringen af 146 baltere blev gennemført i løbet af januar 1946 — de resterende 21 var henholdsvis døde og for syge til at blive udleveret.
Da beslutningen om udleveringen blev truffet i 1945, var Sverige styret af en samlingsregering på tværs af midten. Da beslutningen skulle effektueres, var magten imidlertid skiftet til en socialdemokratisk regering. Sidenhen har balterudleveringen for den svenske højrefløj stået som et skammeligt eksempel på, hvordan svenske venstreorienterede bukkede og skrabede for Sovjetunionen og satte egne principper om humanisme over styr, og i 1994 gav Sveriges på det tidspunkt højreorienterede regering de udleverede baltere en officiel undskyldning. For svenske venstreorienterede har sagen stået som et eksempel på højreorienteredes hysteriske fjendebilleder. For faktisk blev de 146 baltere ikke henrettet, selvom man den dag i dag kan se den påstand cirkuleret på diverse højrefløjsblogs. Skal man tro svensk Wikipedia (der ikke har nogen kilde på tallene) blev 3 henrettet for krigsforbrydelser, 23 blev idømt fængselsstraffe, mens resten blev løsladt efter få måneder. Ifølge Enquist blev mellem en og tre dømt til døden, men ingen blev henrettet — dødsdommen(e) blev vekslet til arbejdslejrstraf(fe) — og omkring 35 blev sendt i arbejdslejr; resten løsladt.
Det har nok ikke været alle de dømte, der rent faktisk var krigsforbrydere. En af de arbejdslejrdømte fortæller i Enquists bog, hvordan han i en parodi på en retssag blev kendt skyldig af sin egen forsvarer. Når det så er sagt, er det sandsynligt, at nogle af dem har været skyldige i krigsforbrydelser. Letland var et af de steder, hvor holocaust var værst: Omkring 90 % af samtlige lettiske jøder blev myrdet, og det var i høj grad letterne selv, der stod for udrensningen.
Hvad er en politisk holdning?
Nå, det var de tørre fakta (eller så nær, vi kommer dem), så ved du dét, og så behøver du ikke læse dén fagbog — eller hvad? Nej, for selvom Enquist præcist og informativt gennemgår balterudleveringen, er Legionærerne i sidste ende ikke så meget en bog om en politisk begivenhed, som det er en bog om politik: Hvordan dannes holdninger? Hvad skal der til for, at man føler sig indigneret, hvor kommer de politiske følelser fra, og bør man basere sine politiske holdninger på disse følelser? Kan man andet? Det er de spørgsmål, der hele vejen igennem bogen trænger sig på, for som Enquist skriver:
“[P]olitiske begivenheder er ikke kun fakta, ideologier, økonomi, de er også situationer opbygget på følelser, følelser opbygget på situationer, situationer opbygget af et net af forbindelser, et spindelvæv hvor mennesket til sidst hænger fast, ikke hjælpeløst, men fanget.”
Det opdrag, som Enquist giver sig selv, og som han hele vejen gennem bogen strides med at forløse, er derfor ikke så meget bare at gengive fakta, som det er at beskrive den kollektive affekt, der førte til sultestrejken, selvmordene og selvlemlæstelserne: Hvordan gik det til, at en i og for sig rutinemæssig krigsfangeudlevering blev en uomgængelig konflikt og et nationalt traume? Hvordan kunne så stærk en politisk følelse opstå, at 167 mennesker besluttede sig for at gøre skade på sig selv, og en hel nation kom i oprør?
Bogens store styrke er, at Enquist ikke er bange for at sætte sig selv i spil. Startpunktet for hans interesse for politiske følelser finder han i 1966, da han går med i en protestmarch for sortes rettigheder i USA. I løbet af marchen indser han, at han ikke er der på grund af en egentlig interesse for borgerrettigheder, men fordi hans politiske følelser byder ham det. I et magisk øjeblik bliver han del af massen, “den tynde væg var gennembrudt og han blev ført med i fostervandet”, men han ved også, at han må lære at forholde sig politisk med mere end kun sin affekt, eller som der står:
“Samtidigt at kunne hvile i fostervandet og se mekanikken, tænkte han. At være delagtig og opmærksom på fakta. At reducere ikke sin følelse, men sin uvidenhed.”
At lade menneskene tale
Enquists anden store styrke er den måde, han forholder sig til menneskene på. Man kan lige forestille sig, hvordan dokumentarromangenrens danske mester, Thorkild Hansen, ville have skrevet om balterudleveringen: Han ville udpege helte og skurke, og fortællingens fikspunkt ville være balternes enigmatiske leder, Elmars Eichfuss-Atvars, som Hansen ville gøre til den lille mand i krig mod det store system. Faktisk er den vinkel så fristende, at den også findes på bogens bagside (i hardbackudgaven fra år 2000), hvor der helt forkert står, at den handler om “en almen konflikt: mennesket over for magten.” Nej, den gør ej. Enquist sondrer ikke mellem det almindelige menneske og magten: Den kollektive affekt, menneskemængden, har i Enquists udlægning magt.
Enquist er ikke ude på at udpege helte og skurke, men at observere og skrive ned. Og det er netop derfor, at der vokser komplicerede menneskeportrætter frem: Fordi Enquist ikke ønsker at give fortællingen en bestemt dramatisk kurve, tillader han sig at kigge væk fra konflikten, hvis hans øje fanger et menneskeliv i periferien. Det gælder f.eks. portrættet af en murerarbejdsmand, der i bogen går under pseudonymet Eriksson, hvis eneste forbindelse til balterudleveringen var, at han til en demonstration mod udleveringen blev slået ned, da han sagde taleren imod. Enquist lader ham tale, og vi får hele hans livshistorie, hans ægteskab og hustruens for tidlige død, hans arbejdsliv og liv som invalidepensionist efter en arbejdsulykke, sågar hans seksualliv som enkemand, hans økonomiske situation og et nært portræt af hans politiske holdninger. Det har virkelig ingenting med balterudleveringen at gøre. Men det er et rørende og kærligt portræt af et menneske i al sin kompleksitet, en hel lille novelle gemt inde i dokumentarromanen.
Enquist lader sine interviewpersoner tale, og det er derfor, de fremstår levende, og det er her, bogen står allerstærkest. En af de udleverede letter, han interviewer, sad i samme bus som den ene af de to selvmordere, Peteris Vabulis, da han tog livet af sig. Samtalen får lov til at stå helt uden kommentarer:
“‘Han fik jo lov at blive,’ siger han så. Hvem? ‘Vabulis.’ Ja, det gjorde han. ‘Bor han i Sverige?’ Nej, han døde der på kajen. ‘Døde han?’ Ja, han døde. ‘Det vidste jeg ikke.’ Han sidder et øjeblik tavs. ‘Det vidste jeg ikke. Ja,’ siger han, ‘jeg sad jo der, lige over for ham. Ja. Javel.'”
At røre ved ansigtet indefra
Legionærerne er en værdig vinder af Nordisk Råds Litteraturpris på grund af fortællingens kompleksitet og spændvidde, at det ikke kun handler om en begivenhed, men om generelle og svære spørgsmål om politik, at menneskeportrætterne er indfølte, og at der er plads til digressioner, når Enquist lugter en god historie at fortælle. Men vigtigst af alt er i ethvert stykke litteratur selvfølgelig det, som litteratur er bygget af: sproget. Og her kan man virkelig mærke, at Enquist ikke bare er dokumentarist, men forfatter. På båden tilbage fra en researchrejse til Letland, observerer Enquist en 80-årig eksileret lette, der for nok sidste gang i sit liv har besøgt sit hjemland, og han ser “ham fra siden, lige da båden begyndte at glide ud: hvordan der ligesom gik en skælven over hans ansigt, som om en stor usikkerhed eller svaghed havde rørt ved det indefra, hvorledes hele ansigtet skælvede og bevægedes og tilsidst faldt sammen i en løjerlig tør hulken.”
Som om en stor usikkerhed eller svaghed havde rørt ved ansigtet indefra! Ja, sådan må et grådkvalt udtryk beskrives.
Per Olov Enquist døde i april og huskes nok bedst for sine populære historiske romaner som Livlægens besøg og Bogen om Blanche og Marie, der blev bestsellere i store dele af Europa. Men der er god grund til at gå tilbage og læse hans gennembrudsbog. Man behøver ikke have nogen stor interesse for flygtningestrømmene efter Anden Verdenskrig for at begejstres over Legionærerne; alt, der kræves, er glæde ved god litteratur.
Titel: Legionærerne
Forfatter: Per Olov Enquist
Oversætter: Ole Meyer
Forlag: Samleren
Udgivelsesår: 1968 (den her anmeldte er 5. udgave fra år 2000)
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 1969
Karakter: Bestået
Pristjek 