Naja Maria Aidt besvarer spørgsmålet: ”Hvad er det værste, der kan ske?” med en grotesk og genial novellesamling

Danske Naja Marie Aidt vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2008 med novellesamlingen Bavian. Fælles for de fleste af novellerne er en katastrofelogik, hvor hver begivenhed fører til den næste på en måde, så hvert skridt virker realistisk, men den samlede reaktionskæde fremstår grotesk og alarmerende. Disse små fortællinger er rodfæstet i hverdagen og realismen, men følger kompetent læseren ind i de afkroge af virkeligheden, hvor de føler sig mindst i kontrol.             

Af Anders Holbæk

Jeg forestiller mig, at Bavian er kommet til verden, fordi Naja Marie Aidt har kendt en af de der lidt for optimistiske glasset-er-altid-halvt-fyldt agtige typer. Han eller hun har sagt ting som, ”vi tager cyklen ud i naturen, hvad er det værste, der kan ske?”, ”vi lejer da en bil og kører selv op ad det bjerg, hvad skulle kunne gå galt?”, og ”det der er bare et myggestik, ingen grund til bekymring!”. En skæbnesvanger dag, hvor Aidt så har været godt anstrengt og stridslysten, med nemesis sitrende i fingerspidserne, har hun så sat sig ved computeren for at vise, præcis hvor galt alting kan gå. Det lykkedes, og ud af det har vi fået en forrygende novellesamling, hvor frustration, afmagt og smerte siver op af jorden i de mest hverdagsagtige situationer. 

Et sneskred tværs gennem hverdagen

Der er en vidunderlig lavinelogik i Bavian. En tilsyneladende ubetydelig snebold begynder langsomt at trille, og før du ved af det, styrter et sneskred ned af bjergsiden. Det ses ikke kun i figurernes ord og handlinger, men selve de økosystemer, som Aidt skriver frem i novellerne, synes at fungere efter denne logik. Tag for eksempel samlingens sidste novelle ’Myggestik’. En smart, hurtig singlemand – typen, der har travlt med at beundre sine egne lårmuskler under et samleje – opdager midt i en sommerhustur med familien, at han har fået et myggestik på venstre balle. Bemærk her snebolden, der begynder at røre på sig. Samme aften er der gået hul på myggestikket, og næste morgen er der betændelse i såret. Det udvikler sig til en byld, der udvikler sig til flere bylder, og efter et besøg hos vagtlægen står det klart, at de skal skæres væk.

Måske mærker nogle læsere allerede nu en dyb modstand bagerst i halsen, men Aidt er kun lige begyndt. Jeg kommer i tanke om en comedy-bit af Rune Klan, hvor han snakker om menneskers morbide nysgerrighed. Efter at have fået kvalme af de første par sider i en medicinstuderende venindes ’illustrerede sygdomme’, får han advarslen, ”du skal ikke læse videre, det bliver klammere”, og komikeren bladrer febrilsk videre gennem bogen, mens han råber ”GØR DET?! GØR DET?! GØR DET?!”. Det er ikke meget ulig den følelse, man kan opleve, når man læser Bavian. Efter en måned på hospitalet med alskens prøver, stafylokokker, opsvulmning til ukendelighed og flydende materie ud af ørene konkluderer fortælleren:

”Han følte sig efterhånden som en bunke kød der var ved at gå i opløsning. Men også: Det er ikke sandt. Fornægtelse. Aggression. Senere anfald af panik, åndenød. Han skiftede igen til anden medicin. Og til en ny slags. Infektionen bredte sig. Han blev flyttet til enestue. Han talte i vildelse. […] Men det blev værre. Og det gik stærkt. Ikke kræfter til at sætte sig op, ringe på klokken, klø sig på benet, holde glasset med vand”.

Og der er stadig dybere at falde. Den logik, der hersker i novellerne, trækker figurerne med sig ned fra en hverdagsrealisme til noget, der elegant flirter med surrealisme. Tidligere i en anden novelle er et ungt par ude at købe ind, og en overset pose slik i bunden af en indkøbskurv udvikler sig hurtigt til beskyldninger om tyveri, en privat afhøring, social ydmygelse og en ’butiksdetektiv’, der arbejder under en bureaukratisk uigennemskuelighed, der kunne gøre både Kafka og KGB stolt.  

Det, der for alvor løfter novellerne op over ’bare’ at være forrygende, groteske og ofte tragikomiske ulykkesfortællinger, er ikke, hvor de ender, men hvor de begynder. Oftest er det nemlig en handling eller begivenhed, der afspejler vores moderne hverdagsangst og forfængelighed, der giver snebolden det første nødvendige skub. Historien om parret på indkøb spiller for eksempel på den frygt, de fleste går rundt med for ved et uheld at gøre noget tabubelagt og møde en dømmende skares blikke. Eller det gys i maven, man kan få, når man uforberedt møder politiet, og man når at spørge sig selv, om man i virkeligheden ubevidst står og har gang i noget ulovligt. Når man så læser i Bavian, hvad der faktisk skulle til, for at ens frygt skulle blive til virkelighed kan man godt grine af sig selv, men genkendeligheden er stadig meget reel!

Kærlighed og kontroltab

Men det univers, Naja Marie Aidts skriver frem, er ikke kun et, der venter på at overfalde de godtroende figurer. Bavian er også fuld af kærlighed. Ægte kærlighed. Ægte, autentisk kærlighed. Ægte, autentisk, hjertevarm kærlighed med kys på halsen, latterkramper på hotelværelset og roden rundt på gulvet i den snævre gang, fordi man bare ikke kunne nå ind i soveværelset. Selv de positive følelser i Bavian bevæger sig dog over i det voldsomme og groteske. I novellen ’Stjernehimmel’, for eksempel, elsker et par hinanden, indtil de begynder at falde fra hinanden.

”Han tabte sig. Hun tog fem kilo på. Han fik pludselig mellemørebetændelse tre gange i træk, hun døjede med et kløende udslæt, så fik han bumser i hele hovedet, hun tabte en masse hår – men intet af det bekymrede dem overhovedet, hvis bare de kunne komme til at gnide sig op af hinanden som hunde gnider sig op ad en herres ben. De gned, de masede og pillede og aede, og de rev og gnubbede og klemte, de åbnede sig som sluser og helt utrolige, enorme vandmasser styrtede tilsyneladende ud af dem, en gammel sorg, en glæde, selve fortiden blev skyllet ud, mens de labbede den andens vand i sig, lod sig oversvømme, fyldte sig med kærtegn, kys og søde ord.”

I virkeligheden handler mange af novellerne ikke om at være specifikt i katastrofens vold, men i stedet mere generelt om kontroltab. I en senere novelle, ’Sår’, forsøger hovedpersonen at undgå den mulige kærlighed, der ligger tungt i luften mellem vedkommende og en britisk kvinde. Men ligesom katastroferne i Bavian, fungerer kærligheden som en ustoppelig urkraft, der ikke sænker farten på grund af ubetydelige ting som en serie af løgne eller et flugtforsøg.

Det groteske lindrer hverdagsangsten

Det er imponerende, hvad Naja Marie Aidt formår på lige over 200 sider. I løbet af Bavians 15 noveller når man som læser at opbygge lige dele morbid nysgerrighed og paranoia. Man både venter spændt på og gruer for, at novellernes hovedpersonener skal komme til at puffe til den første dominobrik, der sætter kædereaktionen i gang. Samtidig, og jeg undskylder for klichéen, fungerer Bavian som et grotesk spejl. I det kan vi se os selv i al vores forfængelighed og alle vores bekymringer for vores liv, for hverdagen og for vores samtid. Det tragiske bliver balanceret med det tragikomiske, og det lindrer hverdagsangsten at se den blive taget til groteske længder, og man må næsten modvilligt grine af sig selv, på samme måde som når man bliver udsat for en irriterende god og præcis parodi. Tilsammen bliver det til en novellesamling, hvor hver side potentielt kan få det til at vende sig i maven, men hvor du samtidig ikke kan lægge bogen fra dig. Bavian har afgjort fortjent at blive tildelt Nordisk Råds Litteraturpris.

Titel: Bavian
Forfatter: Naja Marie Aidt
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2006
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2008
Karakter: Mesterværk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: