Den første vinder af Nordisk Råds Litteraturpris blev i 1962 svenske Eyvind Johnson med den historiske roman Hans nådes tid. Bogen laver en omvendt Orwell: I stedet for at kritisere det 20. århundredes diktaturer ved at forestille sig en overvågningsstat i fremtiden, finder Johnson en pendant til Hitler og Stalin 1200 år tilbage i tiden: Karl den Store. Resultatet er sporadisk fremragende. Men for det meste, desværre, ret kedeligt.
Af Hans Peter Madsen
Lidt over halvvejs inde i Eyvind Johnsons historiske roman Hans nådes tid mødes to karakterer, der har været adskilt i mange år, i en skønt højspændt scene. Den ene er Angila, hvis liv er blevet brutalt vendt på hovedet, den anden er Johannes Lupigis, som har elsket hende, siden de var børn. “Har rejsen været behagelig?” spørger hun. “Yderst behagelig visse strækninger,” svarer han. Sådan har jeg også haft det som læser: Eyvind Johnson skriver fremragende — i visse strækninger. Andre steder går hans pen i langgabende tomgang.
Med Hans nådes tid blev Eyvind Johnson i 1962 den første vinder af Nordisk Råds Litteraturpris. Tolv år senere delte han Nobelprisen med Harry Martinson — et kontroversielt valg, idet de begge var medlemmer af Det Svenske Akademi, der uddeler prisen, og derfor på en måde gav Nobelprisen til sig selv. Harry Martinsons selvmord i 1978 siges at skyldes den nådesløse mobning, han af den grund blev udsat for i internationale medier.
1984 i 775
Hans nådes tid er en historisk roman, der foregår på Karl den Stores tid. Som frankisk konge underlagde han sig det meste af Vesteuropa og blev i år 800 kronet som romersk kejser. Romanen begynder i 775, kort efter Karl den Store har underlagt sig langobarderriget i det nuværende Norditalien. Her møder vi Johannes Lupigis, en sekstenårig knægt, der i bogens skæbnesvangre åbningsscene oplever sin seksuelle vækkelse, da en glød fra ildstedet lander i den unge pige Angilas skød. Hendes far, Rodgaud, er hertug i langobarderbyen Forojuli, det nuværende Cividale i Norditalien, og bogens første ca. 150 sider bygger op til det uundgåelige vendepunkt: Rodgaud gør overilet oprør mod Karl den Store, men bliver, som enhver har kunnet sige sig selv, straks nedkæmpet. Johannes undgår at deltage i direkte krigshandlinger og slipper derfor for straf, men både hans far og bror bliver fængslet på ubestemt tid, mens Angila bliver tvangsbortgiftet til og brutalt voldtaget af en kongetro fyrste. Bogens fokus bliver en langsom opklaring af, hvordan disse begivenheder for bestandig har ændret hovedpersonernes skæbner og psyker, og hvordan de trives og mistrives i Karl den Stores tyranniske jerngreb.
Det er netop tyranniet, som Johnson vil skrive om: Mens George Orwell med 1984 ser ud i fremtiden for at beskrive det 20. århundredes diktaturer, gør Johnson det samme ved at skrive om fortiden. Hans Karl den Store er en blanding af Stalin og Hitler, som manisk, konstant må erobre nyt territorium, og som straffer sine fjender så hårdt, at ingen tør så meget som at forestille sig frihed. I løbet af romanen ender flere af karaktererne med at måtte gennemgå samme forløb som Orwells underkuede Winston, og i mange af bogens bedste scener føler man sig virkelig klemt og kvast af Karl den Stores jernnæve.
Hvis Hans nådes tid giver noget håb i kampen mod tyranni, er det i form af den læresætning, som er så grundlæggende for enhver god historisk roman: Alting flyder. I Hans nådes tid tager motivet form af forestillingen om at se verden fra bladlusens synsvinkel og præsenteres allerede i det digt, der indleder bogen:
“At bo på et aspeblad —/ På et aspeblad kan ingen bo i tryghed./ Alligevel bor der små kryb,/ som ikke ved,/ at deres land er et aspeblad./ For dem er det en hjemstavn,/ et hjemland i en verden,/ aspebladsverdenen.”
Verden er foranderlig og bævrer bestandigt. Langobardernes frihedskamp, som vi følger så intenst i Hans nådes tid, virker fjern i dag, hvor der intet langobarderrige findes. Et enkelt menneskes livstid er intet i den store sammenhæng; om det menneske så hedder Johannes Lupigis eller Karl den Store. Men den evige verdensbævren ændrer ikke ved, at man fra bladlusens perspektiv er fanget på sit blad, i sit land, i sin tid: I fremtiden vil nutidens former for ondskab måske blot være historie, men for os, bladlusene, er det bævrende aspeblad alt, vi kender.
Plotmæssig, tematisk og sproglig tomgang
Der er mange gode ting at sige om Hans nådes tid: Karakterportrætterne er indfølte, sprogligt bliver der plads til mange originale vendinger, og fordi romanen fortælles fra Karl den Stores underkuede undersåtters synsvinkel, er tyrannikritikken ikke trælst prædikende, men kommer derimod til syne gennem Johnsons subtile ironi, når “Hans Nådes” frygtelige straffeforanstaltninger konsekvent beskrives som “milde” og “retfærdige”. Faktisk synes der at findes en fremragende roman et sted inden i Hans nådes tid. Men dén bog er desværre mindst 100 sider kortere end den, jeg har læst. Romanens 425 sider byder godt nok på mange mindeværdige scener, men det sker også igen og igen, at man må kæmpe sig igennem adskillige kapitler uden nogen udvikling i plot, tematik eller så meget som én eneste rigtigt god sætning.
Værst er den lange, lange del, hvor familien Lupigis inden det ilde gennemtænkte oprør får besøg af Johannes’ onkel, den lærde diakon Anselmus. I løbet af en hjernesmeltende kedelig sekvens på over fyrre sider forelæser Anselmus om langobardernes historie og om Karl den Stores storhed i en gang litterær tomgang af værste slags, der sagtens kunne være kogt ned til et par sider. Men ikke kun i enkelte, kedelige sekvenser er Johnson uvillig til at økonomisere sit stof; overordnet er det svært at se, hvorfor han har fundet det nødvendigt at give Johannes to brødre, når nu den mellemste bror, Conald, viser sig at have lige præcis ingen indvirkning på historien, og hvorfor der har skullet gøres plads til to mentorfigurer — udover diakonen Anselmus også huslæreren Flavianus — når det nu kun er én af dem, der kommer til at spille en rolle i fortællingen på den anden side af oprøret. Eyvind Johnson er en god forfatter, men her er han blevet svigtet af sin redaktør; den fremragende roman, der kunne have været, kræver et blodigt massemord på forfatterens darlings.
Prisværdig, men ikke pris-værdig
At Hans nådes tid er så kvalitetsmæssig ujævn rejser et godt spørgsmål om, hvordan vi vurderer litteratur. For den indledende, sprogligt overdådige beskrivelse af stormen i 775, scenen, hvor en lavine pludselig buldrer frem, og det rørende og psykologisk uendeligt komplicerede gensyn mellem Johannes og Angila er mindeværdige sekvenser af den slags, som nobelpriser er gjort af. Kan man virkelig tillade sig andet end at være jublende begejstret for en bog, der byder på den slags? Ja, det synes jeg godt, man kan. For lige så meget som jeg er en taknemmelig læser, der er lykkelig over de bidder af stor læseglæde, som Hans nådes tid har skænket mig, er jeg også en utålmodig læser, der har svært ved at tilgive en roman, der nærmest demonstrativt spilder min tid med sin litterære tomgang. Hans nådes tid er en prisværdig roman. Men den er ikke pris-værdig. Nordisk Råds Litteraturpris har været givet bedre ud.
Titel: Hans nådes tid
Forfatter: Eyvind Johnson
Oversætter: Ib Kruuse-Rasmussen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 1960, oversat 1961
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 1962
Karakter: Dumpet
Pristjek 