Hvad er den mærkeligste bog, der har vundet Nordisk Råds litteraturpris? Et godt bud kunne være Gunnar Ekelöfs Diwan over fyrsten af Emgión, der fik prisen i 1966. Digtsamlingen, der er første bind af en trilogi, følger en fiktiv byzantinsk fyrste, der på et tidspunkt i 1000-tallet anråber en gudinde, mens han bliver tortureret af sine fjender. Det er virkelig usædvanligt, men er det værd at læse? Tak for spørgsmålet, jo, ja, i dette tilfælde er mærkeligt = godt.
Af Hans Peter Madsen
Det berettes, at Gunnar Ekelöf efter lang tids skrivekrise i 1965 oplevede en visitatio i Istanbul, et besøg fra en ikke-kristelig engel, som gjorde ham i stand til (under påvirkning af rigelig cognac) samme aften at skrive de første 17 digte af det, der skulle blive Diwan over fyrsten af Emgión. Myter om forfatteren som denne har betydet, at Diwan-trilogien ofte læses med en nærmest tilbedende ydmyghed, som om Ekelöf virkelig var et religiøst medium, der kunne besvare menneskelivets store gåder (hvad de så end er). Men det er altså ikke derfor, kan jeg skuffende fortælle eventuelle humorforladte og pseudoreligiøse Ekelöfkultmedlemmer, at Diwan over fyrsten af Emgión er en god bog, tværtimod er lige netop dét grunden til, at de efterfølgende to bøger i trilogien er ret dårlige. Nej, Emgión er god, fordi den giver sig et hundrede procent hen til sin egen ekstreme underlighed.
Diwan er persisk for digtsamling, og digtene her beretter om en fiktiv byzantinsk fyrst Emgión, der i slutningen af 1000-tallet tages som krigsfange, tortureres og blindes. Fra sit fangenskab påkalder han en gudinde, der på samme tid er både jomfru og altings moder (det minder jo om en vis kristen madonnamyte, men hende her er der lidt mere Moder Jord over), og da han til sidst lukkes ud, er han godt nok blind, men klartseende: “Jeg husker og jeg ved/ Jeg er derfor ikke blind/ Jeg er bare blindet”.
At opfinde en fiktiv figur, der levede for små tusind år siden i en fremmed kultur, og skrive om ham eller hende er der for så vidt ikke noget usædvanligt i; det kaldes en historisk roman. Men Ekelöf skriver ikke om Emgión. Han skriver som Emgión. Langt hen ad vejen lyder digtene virkelig som noget, der er skrevet for tusind år siden og oversat fra et sprog med helt andre syntaktiske regler og poetiske traditioner end vores eget, og som læser får man derfor samme følelse, som når man læser antik litteratur: Der er en iboende patos i den oldgamle tekst, denne fornemmelse af både samhørighed og adskillelse, som man får af tekster, der på samme tid er så uendelig kulturelt fjerne og såre menneskelige. Denne patos lykkes Ekelöf på en eller anden måde med at låne, så man ikke føler, at man sidder og læser en nittenhundredetalssvenskers cognactågede fantasier, men faktisk er stødt på et vidnesbyrd fra en synsk mellemøstlig middelalderfyrste.
Sætningsstrukturens dragende mystik over for numerologplakatens kedelige paradokser
Ekelöf skriver med udgangspunkt i en mysticisme, som gennem paradokser påstår, at alt er ét, så “Djævelen er gud/ og Gud er djævel” og den tilbedte jomfrugudinde er både “den rigeste/ på kyskhed, på ukyskhed” og på “samvær, rigest på ensomhed”. Sådan nogle højstemte, religiøse forestillinger kan godt være lidt trælse, men i Emgión lykkes det Ekelöf at gøre dem interessante, når også sproget indeholder en mystik, der flagrer lokkende et sted lige uden for den menneskelige fatteevne. Tag en sætning som denne: “Er du Ensom, uden søn/ skal også jeg være ensom.” Tænk at der kan være så meget at undre sig over i bare én sætning: Hvorfor er det ene Ensom med stort og det andet med lille? Og hvad står der egentlig, er det du’et, der er “uden søn”, som linjeskiftet antyder, eller er det jeg’et, der er det, som kommaet antyder? Når mystikken bare er en påstand som i paradokserne, er den uinteressant, men når mystikken siver ned i selve sætningsstrukturen, kan man som læser ikke undgå at opleve den. Så er den usigeligt dragende.
Mystisk er også billedsproget. At Ekelöf begyndte sin digterkarriere som surrealist, fornægter sig ikke, når man støder på billeder som disse: “Du som har blomster i dine fingerspidser/ som rører ved mig som et åndedræt/ af alle mine sanser”, eller hvad med den her: “I min sjæl/ har du trykket sporene af/ små fødder, små tæer/ som i det våde sand/ af en strand –”. Man får helt lyst til, at nogen skal komme forbi og trampe barfodet på éns egen strandsandede sjæl!
Samtidig, og det er det, der gør, at Emgión ikke bliver uudholdelig i al sin mysticisme, holdes det hele i ave af en meget konkret sanselighed. Ekelöf er ikke kun interesseret i at tilbede en hjemmebrygget gudinde og tale med Store Bogstaver om Menneskets Inderste; han skriver også helt præcist sansende om den tortur, hans stakkels tilfangetagne fyrste gennemgår. Fyrsten tigger sin bøddel om vand og klager sig: “Se, om orm vokser i armhulerne/ mellem det venstre lår og det højre/ og derimellem/ Bylder slår ud/ Jeg kan trække huden af fodsålerne”. Og da han bliver lukket ud, bliver sårene behandlet: “Barberen lod jeg skære ud/ hvad der var tilbage af øjnene/ og brænde betændelsen bort/ med glødende jern”.
Diwan over fyrsten af Emgión er ikke bare eksperimenterende og religiøst mystisk lyrik, men også en egentlig fiktionsfortælling. Det er denne forholdsvise jordbundethed, jeg savner i de to efterfølgere. I løbet af Eventyret om Fatumeh og Vejviser til underverdenen begynder min bullshitdetektor at bippe mere og mere insisterende, når der optræder sætninger som disse: “Mellem Dag og Nat –/ er der nogen forskel?/ Hvor blinde er vi ikke når vi ser/ hvor seende når vi sover?” Det lyder jo som noget, der kunne stå på en plakat i venteværelset hos en numerolog. I løbet af trilogien bliver Ekelöf mere og mere interesseret i at sige Sandheden med stort S om at være Menneske med stort M, og det kan ikke undgå at blive ret ufrivilligt komisk i al sin selvhøjtidelighed.
Respekt til juryen
Heldigvis er det ikke Diwan-trilogien, jeg her har fået til opgave at anmelde, for hvad jeg mener om værket som helhed, kan jeg simpelthen ikke finde ud af. Jeg har svært nok ved bare at danne mig en mening om Diwan over fyrsten af Emgión. Umiddelbart ligner den meget af det, jeg bryder mig mindst om i poesi: Bogen er selvhøjtidelig og har en trang til at stille (og besvare!) spørgsmål så vældige, at de kun kan skrives med Stort Forbogstav. Men i dette tilfælde vender jeg mig ikke næserynkende væk, når de Vægtige Emner bringes på banen, for selvom Ekelöf bestemt tager det hele (og sig selv) meget alvorligt, er det samtidig også bare noget, vi leger. Der er et håndværk i at efterligne den middelalderlige stil, en surrealistisk vild billeddannelse og også en jordnærhed og genuin interesse for fiktionsskrivningen, der gør, at man sagtens kan nyde Emgión, selvom det handler om Kærlighed og Død med usmageligt stort K og D. Det er virkelig en mærkværdig bog. Jeg har stor respekt for, at Nordisk Råds prisjury i 1966 valgte at tildele prisen til noget så usædvanligt. Det mod – og den høje lyriske kvalitet, jeg på trods af min skepsis modstræbende må indrømme, at digtsamlingen besidder – fortjener et grønt stempel med en bestået-karakter.
Titel: Diwan over fyrsten af Emgión (udgivet på dansk som del af trilogien Diwan)
Forfatter: Gunnar Ekelöf
Illustrationer: Jesper Rasmussen
Oversætter: Karsten Sand Iversen
Forlag: Vandkunsten
Udgivelsesår: 1965, denne oversættelse 2014
Vinder af Nordisk Råds litteraturpris 1966
Karakter: Bestået
Pristjek 