I 1970 blev det danske Klaus Rifbjerg, der fik tildelt Nordisk Råds litteraturpris for romanen ANNA (jeg) ANNA. Romanen beskriver to rejser: En indre fornøjelsestur fra toppen af samfundet til bunden og en fangeflugt op gennem Europa. Med overbevisende forståelse for hvor litteraturens styrker ligger, bruger Rifbjerg mere tid på hovedpersonens interne overvejelser om moral, samfundet, kriminalitet og sig selv, end han gør på eksplosioner, skudsalver og biljagter. ANNA (jeg) ANNA bliver derfor det filosofiske kommentarspor, du aldrig vidste, at du skulle bede om fra Hollywood.
Af Anders Holbæk
Anna, nøgen, spæner med en bylt tøj og et sengetæppe i favnen væk fra lokalet, hvor et cirkuskunstnerpar kort før havde planlagt at voldtage hende. Manden, med et par jagtfugle på skuldrene, faldt pludseligt omkuld, efter Annas medsammensvorne, Jørgen, seriekriminel og eftersøgt af Interpol, skød ham med en revolver. Politiet er lige i halen på dem, de kan ikke længere gemme sig i cirkusset, og de må endnu en gang finde en måde at flygte på …
Men sådan var Annas liv ikke kun få dage tidligere. Anna er ambassadørfrue i Karachi, Pakistan, 35 år gammel, veluddannet, to børn, og så har hun en sygelig trang til at knivmyrde sin datter. På en flyvetur mod Danmark, hvor hun planlægger at modtage psykologisk behandling mod sine morderiske tvangstanker, møder hun Jørgen Schwer, langhåret hippielømmel og international kriminel, eskorteret af en dansk politimand. I Rom beslutter Anna sig for at hjælpe ham med at stikke af, og sammen tager de på en fangeflugt op gennem Europa mod Danmark.
Efter de første par kapitler af Klaus Rifbjergs ANNA (jeg) ANNA, sidder man med tre spørgsmål: Hvorfor vil Anna slå sin datter ihjel? Hvorfor valgte hun at hjælpe en kriminel og stikke af fra politiet med ham som medskyldig? Og lykkes det dem at undslippe? Det sidste spørgsmål bliver det dramaturgiske træk i romanen, mens de to første bliver bogens filosofiske kerne.
På eventyr med en navlepiller
Beskrivelser som den, jeg lige lavede, der også kunne have indbefattet fuldautomatiske våben, helikopterjagt og brændende biler, kan let få romanen til at lyde som The Bourne Identity eller lignende Hollywood-actionfilm. Det kommer derfor muligvis som en skuffelse for nogle, der har fået solgt romanen på den måde, at den hovedsageligt foregår oppe i fortælleren Annas hoved. Jeg mener ikke, at hun forestiller sig det, der sker, bogen er bare langt mere interesseret i Annas filosofering over mere eller mindre interessante emner, end den action, der foregår omkring hende.
Så en læser skal være forberedt på at bruge mere tid i Annas navle end bag rattet i en stjålen bil på vej gennem en skov om natten med en revolver i handskerummet, og det er godt! Måske er det faktisk den bedste måde for litteratur at kaste sig over actiongenren. Det giver ikke meget mening at skrive side op og side ned om eksplosioner og biljagter, for det håndterer film så meget bedre. I stedet spiller ANNA (jeg) ANNA på det, litteraturen håndterer bedre end noget andet medie: tanker, tvivl, selvransagelse, strøtanker, emotionelle konsekvenser.
Det er nede i Annas navle, eller oppe i hendes hoved, hvis man føler en klaustrofobi og en aversion mod sved og lommeuld, at læseren kan begynde at stykke sammen, hvad en succesfuld kvinde som hende egentlig har gang i på flugt gennem Europa med en kriminel – det får vi nemlig aldrig noget definitivt svar på fra hverken hende eller Rifbjerg.
Forelskelse? Selvdestruktion? Skyldfølelse over koloniserende tilstedeværelse i andre lande? Udmattelse over den sociale klasse, hun har giftet sig ind i? Hendes diplomatpas kan flere gange få hende ud af problemer, og for samfundets top synes der at indfinde sig en ’tilværelsens ulidelige lethed’, når de konsekvensfrit kan slippe af sted med nærmest hvad som helst – selv at hjælpe en kriminel med at flygte.
Måske har hun bare brug for, at der sker noget nyt? Da hun flyttede fra Danmark, led hun, skriver hun, af ’åndelig kulilteforgiftning’. Det virker nemlig ikke som om, at Anna føler sig helt hjemme noget sted:
”Jeg gribes ad tredobbeltheds-fornemmelsen, den der hjemsøger mig i Pakistan, når de danske aviser kommer. Så er jeg kvinden, der sidder i en dansk udenrigsministeriel mission og læser om u-landsproblemer, meddelt dansk presse af internationale bureauer, kommenteret af danske kommentatorer, henvendt til mig, som sidder i u-landet og heller ikke ved noget som helst.”
Intens smag
Anna (jeg) Anna bevæger sig dog flere gange ind i for-meget-af-en-god-ting territorie, og Annas refleksioner over sig selv og sin plads i verden ender med at blive lidt klæge i længden. Når jeg føler mig drænet efter 250 sider af dette, men sultent sluger 2500 sider, når Karl Ove Knausgaard gør det samme med Min kamp, handler det om, at hvor Min kamp er skrevet i et hverdagsligt sprog, matcher Ribjerg følelsernes højtflyvende natur med en tilsvarende litterær prægtighed.
At afslutte ét selvgranskende og sprogligt sprudlende kapitel, for så at gå direkte videre til det næste, føles som at sidde på en bænk ved siden af Forrest Gump, der fortæller dig, at livet er som en æske chokolader – ”you never know what you gonna get!” – hvorefter han tvangsfodrer dig samtlige stykker i æsken, ét ad gangen, uden på noget tidspunkt at bryde øjenkontakten. Individuelt er chokoladerne udsøgte, delikate, og burde nydes til fulde, men i en ubrudt strøm bliver det efterhånden kvalmende.
Actionsekvenserne kunne have fungeret ideelt som en måde at skylle munden på mellem bidderne af selvrefleksion, og dette lykkes også delvist, men der er ofte for langt imellem dem til for alvor at lykkes med det formål. Når Anna f.eks. skal beskrive en mellemlanding, lyder det sådan her:
”Markopholdet i Teheran kalder på min ømhed. […] Lufthavnen i Teheran er en fejlplaceret dyrehavsbakke, et varehus på Nørrebro lagt ud i ørkenen, her holder Østen op og her begynder Østen. Her er Europa endnu og Europa på vej væk. Vi går ind i den internationale flyvnings konforme gåsegang fra maskinen til transit, børnhavebarn igen under sorte paraplyer, og shahens spraglede lys i monogrammet kaster sit neon på os som isafkølet vievand. […] Pelse, fårekofter kantede med kulørt garn, broderede huer, persiske ponchoer, smykker af matte sten, skrin hæsligt forsirede, alt demonstrerende suverænitet og civilisation, men usikkert og vulgært. Her lugter af tynd valuta og dårlig samvittighed, sociale reformer som skinmanøvrer og turistindustri i Potemkin-kulisser. Her retter Anna sig i sin cremeduftende huds modenhed og går straks til baren.”
Det er godt, men det er meget, særligt når det er mere reglen end undtagelsen, at siderne forløber sådan… og at jeg stadig har måtte skære to gange i teksten for at få et citat ned i en passende længde understreger kun min pointe.
Endelig skal der nok være de, der læser romanen med en marxistisk brille hvilende på næsetippen, der vil påstå, at den kvalmende følelse af Annas ustoppelige navlepilleri er en subtil, satirisk kommentar til overklassens selvoptagethed og mangel på kontakt med, hvad der sker lige foran dem. Men der må jeg være uenige med mine brødre og sige, at Annas refleksioner aldrig er uvæsentlige eller virkelighedsfjerne.
Je Suis Anna
ANNA (jeg) ANNA er en velskrevet rejse gennem Europa og ind i Annas identitet, skrevet i et sprog, der på ingen måde lider under tidens gang. Hvorvidt du kommer til at værdsætte romanen, er formentlig hovedsageligt et spørgsmål om, hvorvidt du værdsætter Annas navlepilleri. Det gør jeg. Jeg synes faktisk, at det er forrygende.
Jeg mindes et citat fra Lucio Odoom i Politikens Poptillæg (rip), der taler om 2010’ernes ’jeg’-litteratur og udtaler ”navlen er kosmos”, altså: det universelle findes i det personlige. Og sådan er det også med Anna, hun filosoferer over at være på flugt med en kriminel og jagtet af Interpol, men hun bruger lige så meget tankekraft på at overveje sin plads i verden som kvinde, mor, under- og overklasse, privilegeret, tryg, etcetera. Alle emner, der er alment interessante, set gennem hendes individuelle, oplyste og velformulerede verdenssyn. Nogle gange er det jo faktisk meget rart at befinde sig i nogens navle, hvis den er varm og hyggelig, og de har indrettet stedet med nogle interessante samtalestartere.
Titel: ANNA (jeg) ANNA
Forfatter: Klaus Rifbjerg
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 1969
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 1970
Karakter: Bestået
Pristjek 