For det meste går Nordisk Råds Litteraturpris til en etableret og anerkendt forfatter, der ofte har været nomineret en eller flere gange før. Men sidste år vandt Jonas Eika prisen for sin kun anden bog. Et overilet sats? Nej, for Efter solen er en bog til tiden og til alle tider, en samfundskritisk og kærligt dybfølt, poetisk overlegen, nænsom lussing. Dette er en anmeldelse af en 2½ år gammel klassiker.
Af Hans Peter Madsen
Efter “en yderst fiktiv flyvetur” ankommer vores hovedperson til København, hvor han skal implementere software i en bank. Men da metroen sætter ham af på Kgs. Nytorv, opdager han, at banken er sunket i grus. Det er begyndelsen på den første novelle i Efter solen, “Alvin”, og jeg sætter gerne en 100-las på, at dén novelle bliver en fremtidig klassiker i danskundervisningen i gymnasieskolen – så hvis du er endt her, fordi du er en 3.G’er fra fremtiden, som med to timer til deadline på en allerede udskudt aflevering i desperation har klikket dig om på side 20 af Googles søgeresultater, så lægger jeg lige ud med et par pointer, du kan planke nogenlunde risikofrit.
Zombiekapitalismen lever i værste velgående
I frustration over sin arbejdsplads’ uforklarlige ødelæggelse sætter jegfortælleren sig ind på en café, hvor han møder den mystiske Alvin, som han snart, ligesom en slags d. 21. århundredes Tyler Durden, indgår i et nærmest symbiotisk forhold med. Selv deres replikker snor sig ind i hinanden (hvilket Eika får til at fungere ved helt at undlade at lave linjeskift på noget tidspunkt i novellen): “‘Jeg går ud og ryger,’ sagde fyren og rejste sig, ‘giver du en smøg?’ spurgte jeg selvom jeg aldrig havde røget.”
Vi skal dog nok ikke forstå den mystiske Alvin helt konkret som en udspaltning af hovedpersonen, men nærmere opfatte deres dobbeltgængeragtighed metaforisk. For det viser sig, at mens fortælleren arbejder i den traditionelle banksektor, arbejder Alvin med en finanskapitalisme, der virker science fiction-agtig, selvom den (som enhver, der engang har gået på et skrivekursus med den lokale byrådskandidat fra Liberal Alliance, og der har fået tudet ørerne opgejlet fulde af hans investeringstips (det er måske bare mig?), ved) faktisk allerede findes: Han handler med futures, dvs. en slags væddemål om bestemte varers formodede fremtidige værdi – kort sagt en form for aktier uden om al egentlig værdiskabelse eller menneskelig arbejdskraft; en transaktion, hvor vareprisen, som Alvin siger, er “fremtidens genfærd”. Det er ikke kommunismens spøgelse, der går gennem Europa, det er kapitalismens. Men det er en zombiekapitalisme, der har overlevet sin egen død og lever i værste velgående; ligesom banken, der, som det viser sig, selvom den er styrtet sammen, stadig huser kafkask flittige bankfolk, der ikke ser noget underligt i at arbejde i en ruin.
Kafkask er et ord, der kan sættes på novellen som sådan (men måske ikke Eika som sådan, i Efter solen stikker “Alvin” egentlig lidt ud), for den handler grundlæggende om at være og blive del af systemer, man ikke selv kan forstå. Fortællerens arbejdsliv føles nogle gange som “én stor tilfældighed, eller som en lovmæssighed i et net af forbindelser der ikke var mine egne, men markedets, markedet for Internal Banking Operating Systems.” Sådan må det nødvendigvis være i et marked, der i stigende grad styres af ikke konkrete handlinger, arbejdskraft og produktskabelse, men nærmere bliver en abstraktion på virkeligheden, der lever sit eget liv efter sine egne følelser – eller de følelser, finanskapitalisterne lægger i det. Markedet er trygt, siger man, eller markedet er uroligt, som om det var et lille barn.
Hvad er virkeligt i denne verden, der fungerer efter systemer, som ingen kender til bunds, spørger Eika. Alvins måde at fungere psykisk midt i denne uvirkelighed på er at lede efter unikke produkter: Han undgår så vidt muligt at indtage mad fra de samme brands mere end én gang og rejser verden rundt for at finde læskedrikke og slik, han ikke har smagt før. Emballagen gemmer han og klistrer op på væggen i sin lejlighed i København, hvor de fremmedartede varer er “som var de hentet fra en parallelverden.” Det er en gammelkendt sandhed, at selv de mest venstreorienterede ikke kan forestille sig en verden uden kapitalisme – men hvad Eika peger på her, er endnu mere skræmmende; at vi ikke engang kan forestille os en verden, hvor Coca-Cola hedder noget andet. Den eneste naturlige forklaring på en chokoladebar, der ikke er ejet af Nestlé, er, at den stammer fra en parallel virkelighed.
Egentlig har litteraturen længe vidst, at kapitalismen for længst er sunket sammen under egen vægt og bare vises frem til skue, holdt oppe af trisser og lodder ligesom sagnkongen Frode Fredegod. Men jeg kan ikke komme i tanke om nogen forfatter, der tidligere har sat ord på denne erfaring af at leve under en postkapitalisme, der nægter at være post-, lige så (eller bare halvt så) godt som Jonas Eika.
Svimlende særhed og rørende indfølthed
Det var nok eksamenshjælp fra gavmilde onkel Hans for denne gang. Nu til det, det egentlig drejer sig om: En understregning af, hvorfor Efter solen både er det vigtigste og det bedste, der er sket i dansk litteratur i d. 21. århundrede indtil videre (for det er den). Kort sagt: Det skyldes det klare blik for fællesskaber, den skarpe samfundskritik, den svimlende særhed og rørende indfølthed, men først og fremmest de enkelte sætningers totale perfektion. Hvor tit læser man lige en bog, hvor hver sætning er så finpudset helt ned i detaljen – rytmisk, klangmæssigt og betydningsmæssigt – at hver eneste af dem er sit eget skønne, lille, sprællevende rejeskelet?
Det spændingsfelt, Eikas sølvtøjsskinnende sprog bevæger sig i, får vi et godt eksempel på allerede i starten af “Alvin”, da hovedpersonen ankommer til Danmark: På den ene side er der den konkrete, præcist sansede, realistiske detalje, når jeget på vej ud af flyet ser “på vinduerne og gulvtæppet, bagagehylder og nødskilte, og jeg rørte ved de tykke syninger i sædernes læder.” De tykke syninger i sædernes læder! Ja, sådan, helt nøjagtigt, ser flysæder ud. Og ikke nok med, at sætningen er præcist sanset – prøv at lytte til den, hvordan Y- og Æ-klangene går igen, bogstavrimet på S. Så velklingende og finpudset er hver eneste sætning i Efter solen.
Samtidig med den nøjagtige realisme er der noget umiddelbart uforklarligt, underliggørende, som når jeget vågner og “slog øjnene op til en steward med ét ansigt.” Med ét ansigt? Kan man have flere ansigter? Hvor mange mennesker ville du beskrive som nogen, der har ét ansigt? Jonas Eika er dog aldrig bare sær for særhedens skyld. Tanken om at have to ansigter – som den romerske gud Janus, jo altså – viser sig at være af stor betydning for novellen: Alvin træder ind på scenen som nærmest en spaltning af hovedpersonen, og future- og insiderhandlen springer frem fra bankverdenens murbrokker som den moderne finanskapitalismes bagside, der, som Janus’ onde ansigt, ikke er nogen bagside, men bare en forside, vi helst ikke taler om.
Kammeratlige og samfundslige fællesskaber
Al denne snak om finanser kunne få det til at lyde, som om Jonas Eika er en meget tør forfatter. Det er han ikke. “Alvin” er en novelle om kapitalistkammerater med tryk på kammerater, og selvom hovedpersonerne vel egentlig er mål for en vis mængde satire, bliver deres venskab ægte rørende – måske fordi satiren (hvis man kan kalde det det) aldrig er vrængende, men nærmere nysgerrig og indfølende.
Det er også det, der binder samlingen sammen som en helhed: De handler alle sammen om fællesskaber, Jonas Eikas noveller. Om samfund, lige fra de makrostrukturer, vi normalt i bestemt form kalder “samfundet”, til de mikrostrukturer, vi i daglig tale kalder venskaber. Det er religiøst trippende menigheder, ekstatisk henrevne koncertgængere, konstant metamorfoserende gruppesexdyrkere, symbiotisk skrigende alienforjættere og dr. Jekyll & mr. Hyde-agtige janushovedvenner, det handler om, og samtidig er det organhøstende psykiatrikapitalisme, natur- og lokalbefolkningsudnyttende turistfældekapitalisme, koskamferende naivitetsnørdekapitalisme og værdiskabelses- og selvundergravende tidsrejsefinanskapitalisme, det handler om. Lyder det vildt? Det er vildt.
Alle fire-fem noveller (afhængig af, om man tæller de to tekster, der begge hedder “Bad Mexican Dog”, som én eller to noveller) er på vidt forskellige måder mesterstykker i moderne fortællekunst. “Alvin” står som det modernistiske mesterværk, stærkt Kafka-inspireret og lige til at stikke sin dansklærerbetydningsdåseåbner i; det er en lille, kompakt kugle af en tekst, der oser af fortolkningsmuligheder og gennemtænkt – og for en ung dansk forfatter usædvanligt bevidst og ublu – symbolarbejde.
Den novelle, jeg forelskede mig mest i ved første gennemlæsning, hedder “Rachel, Nevada”, og her består mesterstykket i en virtuos opbygning mod et sprogligt totalt gennemført klimaks, der går lige i nerverne på læseren: Den aldrende Antonio går ud i ørkenen ved Area 51 for at forene sig med et stykke alienteknologi gennem en grusomt detaljeret beskrevet operation. Her får vi gennem den blodige beskrivelse af, hvordan Antonio skærer struben op på sig selv for at gøre plads til den fremmede teknologi, igen eksempler på, hvordan Jonas Eikas ømme blik retter sig mod alternative og ukendte fællesskaber. Selv operationsinstrumenterne lever man sig ind i:
“Skalpellerne lå og så så ligeglade ud med den smerte de skulle til at påføre. Sådan sagde han til sig selv mens han tog den største af dem i hånden. At for metallet ville det ikke være voldeligt, bare et møde med et blødere og mere væskefyldt materiale.”
Men ved anden gennemlæsning blev min yndlingsnovelle “Mig, Rory og Aurora”, fordi dens mesterstykke nemlig er det, der ligger til grund for hele samlingen: Den rørende nære og ægte beskrivelse af fællesskabet, de mellemmenneskelige relationer – og over for det, ensomheden. Her følger vi tre mennesker “i noget man kunne kalde London”, som forsøger at leve sammen som et (eller halvandet) par, mens den ene er gravid. Det handler om deres forsmåede følelser, kærlighed, godhed og indbyrdes kamp. Og ligesom i “Alvin” er der her eksempler på dialog, der flyder ind i hinanden, men denne gang ikke som et udtryk for symbiose, men nærmere som udtryk for drømmen om og umuligheden af den.
I de(n) sidste novelle(r), “Bad Mexican Dog”, er muligheden for at gennem fællesskabet blive ét med den anden helt konkret. Her træder den magiske realisme til på en sådan måde, at når der står “Han griner og flyder lidt ud i os”, skal man forstå det sådan, at der virkelig sker en egentlig, fysisk flyden ud og ind i hinanden! Her er Eika endnu fantasifuldt vildere end i de andre tekster, når hovedpersonerne på samme tid er menneskelignende og meget, meget ikke-menneskelige, når de udfører okkulte solritualer, forvandler sig til rejer og dør og genopstår i en pøl med sædtilklattet vand. Mesterstykket består i at skabe en slags godartet Cthulu: Modsat H. P. Lovecrafts berømte frygt for det totalt fremmedartede og det for den menneskelige psyke fuldstændigt uforståelige, lykkes det Eika at gøre læseren desto mere forelsket i og grebet af sine fantasifostre, desto mærkeligere og mere umenneskelige de viser sig at være.
Efter solen er allerede godt på vej til at blive en klassiker, her 2½ år efter udgivelsen. Det er en bog, jeg glæder mig til at genlæse og genlæse, lige så meget som jeg glæder mig til at følge dens videre vandring ind i den danske, nordiske og måske, hvem ved?, verdenslitterære kanon. Helst ville jeg slutte af med at citere alle de bedste sætninger, men det kunne hurtigt udvikle sig til at blive hele bogen. I stedet vil jeg nøjes med at sige: Efter solen er en af de bedste bøger, jeg har læst i mit liv. Nu skal du også læse den.
Titel: Efter solen
Forfatter: Jonas Eika
Forlag: Basilisk
Udgivelsesår: 2018
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2019
Karakter: Mesterværk
Pristjek 