Den fashionable villaby Kallsjön dufter af penge og succes, men blandt de succesfulde ejendomsmæglere, forretningskvinder og operasangere vokser der noget råddent. Som et korthus bliver bogens verden bygget op for øjnene af læseren med en næsten sikker forventning om, at den kommer til at styrte sammen igen for øjnene af dem. Og den lurende katastrofe er forrygende nervepirrende og gruopvækkende litteratur.
Af Anders Holbæk
I en ellers blankpoleret verden åbner fire drenge et sår ned til alt det skjulte, da de begår en brutal og grufuld gruppevoldtægt på den enes ekskæreste. De privilegerede pårørende reagerer desperat i et forsøg på at redde ansigt, karriere og omdømme og viser dermed undersiden af et ellers så eksklusivt og misundelsesværdigt lag af samfundet. Hvilke historier fortæller vi os selv for at give mening og retning til vores tilværelse? Hvordan påvirker de historier os og vores omgivelser? Og hvad sker der, når de historier kommer under angreb? Det er nogle af de spørgsmål, der er i centrum i sidste års vinder af Nordisk Råds litteraturpris, Monika Fagerholms Hvem slog bambi ihjel?
Et allestedsnærværende uvejr
Den første ros, som Hvem slog bambi ihjel? skal have, er, hvor velkonstrueret den er. Det er tydeligt, at der har været kræset for hver detalje i opbygningen af romanen både dramaturgisk og sprogligt. Allerede i første kapitel lister der sig kursiverede nyhedsoverskrifter og sladder ind, som fortæller læseren, hvad klimakset, som bogen kommer til at bygge op imod, er: “’Brutal gruppevoldtægt i Annelise Häggerts hjem.’ ’Ung kvinde mishandlet i timevis i luksusvillaens stueetage i den fashionable forstad.’ ’De fire voldtægsmænd, ’drengene’, skolekammerater fra samme gruppe.’ ’Nathan Häggert udpeges som anstifter.’”
Disse sætninger, og andre som dem, begynder derefter at dukke op regelmæssigt i bogen, ofte de samme sætninger igen og igen. Springer man konstant i tiden i en fortælling, risikerer man, at effekten bliver desorienterende, men med utrolig behændighed får Fagerholm vævet fortid, nutid, og fremtid sammen, på en måde, så temaerne og voldtægten, der er centrale for historien, ligger som et uvejr over hver eneste side. Sætningerne begynder langsomt at fungere som et ekko eller en tvangstanke eller et omkvæd til dødevalsen, som går mod den katastrofe, der lurer i horisonten.
Ejerskab og kontrol
Den verden, man som læser træder ind i i Hvem slog bambi ihjel?, er styret af omdømme, klasse, familie, formue og karriere. Det er en privilegeret verden; privilegeret, fordi de fleste af dem, der bevæger sig rundt i den, har pengene, statussen og forbindelserne til selv at kunne forme deres fortælling. Og det gør de gennem blogs, medieinterviews, semi-autobiografiske film og så videre. Men med privilegiet at kunne forme sin egen fortælling følger i denne bog et tyrannisk behov for at kontrollere og eje den på bekostning af dem omkring sig. ”Det hele er vores!” råber hovedpersonens mor med et grin og peger ud over byen i et tidligt kapitel.
Annelise Häggert, moren til bogens anden hovedperson, udviser en lignende selvfølgelighed over for sin privilegerede situation:
”’Jeg klager ikke, jeg elsker mit liv, jeg elsker det jeg har opnået med mit eget hårde arbejde … Jeg elsker …’ Og da kan det ske at hun løfter blikket og ser sig omkring som i en behagelig opvågnen, because you’re worth it, og opdager ligesom sit eget smukke køkken med alle de dyre ting, udstyret, møblerne, alt det specialimporterede fra hid og did. ’Ja, jeg har fortjent det, men penge er bare penge, Gusten.’”
I bogens måske mest myrekrybsgivende afsnit, næstefter selve gruppevoldtægten, træder behovet for ejerskab og kontrol frem i sin værste form. Häggert-familien tilbyder nemlig voldtægtsofferet Sascha ”så mange penge som kompensation for sine lidelser”, hvis hun lover ikke at gå til politiet og fortælle, hvad der skete. Sascha, der til daglig bor på et pigehjem, er klar til at tage imod aftalen, indtil hovedpersonen og en af voldtægtsmændene, Gusten, mod hendes vilje går til politiet.
Og her er et lysende eksempel på Fagerholms forståelse for mennesker og skæbner, for som hun indrømmer: ”det lyder, når man fortæller det sådan her, som en smuk historie på en eller anden måde, midt i det beskidte. En fortælling om beslutsomhed og konsekvens, for Gusten har jo retfærdigheden på sin side […] en fin og konsekvent fortælling, om trods alt at stå ved sine handlinger, tage sin straf og se sandheden i øjnene.” Men, som hun efterfølgende skriver: ”Sådan er det ikke. Alt andet end. For verden går i stykker.” I et udbrud af selverklæret retfærdighed offentliggør Gusten historien, ignorerer det valg, som Sascha har truffet, og tager valget fra hende, så hun mister den smule kontrol over fortællingen, som hun havde indtil da. Det er utrolig skarpt set og vist i romanen, og med det udviser Fagerholm en menneske- og samfundskundskab, som de fleste andre forfattere kun kan drømme om.
Tilværelsens ulidelige lethed (hos overklassen)
Noget andet, som Fagerholm formår at udpensle med imponerende dybde, er livet bag facaden i den fashionable villaby Kallsjön. Stort set alle dem, vi møder, er succesfulde. De er ejendomsmæglere, operasangere, CEOs, filmskabere, men bag hver af de titler er der en tomhed. For at opretholde den facade, de præsenterer omverdenen for, må hver person gå alene med sine bekymringer om utroskab, bagtalelse, undertrykt seksualitet, undertrykt begær og så videre.
Den facade, de viser frem, er luksuriøs, den er bekymringsfri, og den er skrøbelig. Da katastrofen indtræffer, forsøger drengenes forældre på tragiske og forudsigelige måder at afværge de konsekvenser, der vil ramme dem. De forsøger at dysse det ned som en leg, der gik over gevind, forsøger at tilbyde kompensation i bytte for stilhed, forsøger at skyde skylden på offeret, der jo også var ret fuld, og i sidste ende tager de afstand fra det, enten ved at skride fra familien, eller ved at trygle om at komme videre, finest eksemplificeret ved Annelises kommentar til pressen: ”Nu må vi vende et blad og en skønne dag har vi vendt så mange blade at intet af det her er sket.”
Men det skete, og alle må leve med konsekvenserne af det. Først i en ynkeligt forsøgt form med oprejst pande, hvor drengene bliver sendt til en terapisession med en kendispsykolog i alperne (”Jeg var så skidefuld, hun var jo med på den, og nu vil jeg ud og stå på ski!”), men derefter i en prøvende, selvransagende genopbygning af deres identitet. I det mindste for Gusten:
”Der er meget som Gusten Grippe skal forstå, kende, lære i den proces. Og han vil komme til at hade det (meget af det), også at hade sig selv lærer han. For eksempel det med citationstegn. Hvordan alt det som var – er – vigtigt på en eller anden måde til sidst blev til ord og udtryk med citationstegn omkring.
’Gerningsmændene.’ ’Forgreb sig på.’ ’Offeret.’
Det egentlige problem var selvfølgelig at hvis man fjernede citationstegnene så stod der en nøgen sandhed foran en som man ikke rigtig kunne leve med, men alligevel var det det man skulle gøre. Tage ordene i egen mund, lære at sige dem, bruge jeg som indledning til sætningerne. Jeg forgreb mig. Jeg mishandlede. Jeg viste ingen nåde.”
Det er et modigt træk fra Fagerholms side at lade os være vidne til voldtægten gennem en af gerningsmændenes øjne, og tilmed lade ham være vores hovedperson, som vi som læsere naturligt danner sympati for. Efter katastrofen så har fundet sted, er vi som læsere tvunget til at forholde os til, hvordan vi har det med Gusten efterfølgende. Det er muligt, at al sympatien forsvinder, men historien bidrager om ikke andet til en mere kompleks forståelse af gerningsmændene og omgivelserne både før, under og efter forbrydelsen. Og på den måde viser Fagerholm endnu engang en imponerende menneske- og samfundsforståelse.
Monika Fagerholm har med Hvem slog bambi ihjel? skrevet en formidabel roman om vold, klasse og identitet i det moderne Norden. Hendes bog er vedkommende, aktuel og enormt velskrevet. Med en umanerligt velorkestreret fortælling og et sprog, der er ulig noget andet, som denne anmelder har set før, svæver hun op over et ’bestået’ pristjek og direkte op til ’Mesterværk’shylden, hvor hun stensikkert stadig vil være at finde om mange, mange år.
Titel: Hvem slog bambi ihjel?
Forfatter: Monika Fagerholm
Oversætter: Pia Juul
Forlag: Turbine
Udgivelsesår: 2019, oversat 2020
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2020
Karakter: Mesterværk
Pristjek 