Johan Borgen vil beskrive verden “filtreret af sind”. Men det fungerer kun, når sindene filtrerer troværdigt

Epifanier, altså åbenbaringer. Det kaldte James Joyce sine noveller, og det samme ord kunne man hæfte på Johan Borgens. Hans Elsebeths hjerte og andre nye noveller sprudler over i legesyge og eksperimenterer løs, lige meget om eksperimenterne er dødsdømte fra begyndelsen eller ej. Det gør bogen værd at finde frem fra gemmerne – men ikke værdig til Nordisk Råds litteraturpris.

Af Hans Peter Madsen

Den norske indstillingskomite må have været overbevist om, at Johan Borgens Elsebeths hjerte og andre nye noveller (på norsk bare Nye noveller) skulle vinde Nordisk Råds Litteraturpris. De indstillede bogen til prisen i 1966, men vinderen blev svenske Gunnar Ekelöf. I stedet for at resignere indstillede de den sørme én gang til – og så fik Borgen prisen i 1967.

Det er egentlig ganske forståeligt, at nordmændene har været så overbeviste om novellernes kvaliteter. Ikke bare er de velskrevne, de rammer også lige præcis ned i, hvad der skete i litteraturen i 60’erne på en måde, så man her 54 år efter kunne få den tanke, at Elsebeths hjerte nærmere er et ekstrakt af sin tids litteratur end et værk i sig selv: Der er tekster med absurdistisk dialog, metalitterær leg med det at skrive, stream of consciousness og fiktioner inden i fiktionen.

Og så er der ét ord, der kan beskrive størstedelen af Johan Borgens noveller – og for så vidt det, vi kan kalde den modernistiske novellekunst, lige fra James Joyce til Gyrðir Elíasson: epifanier. En epifani betyder en åbenbaring, og det er dét, Borgens noveller går ud på: at bygge en fortættet fortælling, hændelse eller stemning op med det formål til sidst at – gerne i allersidste sætning – lade et moment indtræffe, hvor alt går op i en mystisk, altomfattende oplevelse af mening og betydning.

Et billigt kneb, egentlig, og når det er allerbilligst, er det, som om Johan Borgen helt glemmer at skrive en læseværdig novelle, før han skynder sig videre til den Store og Mystiske Åbenbaring. Værst er det i åbningsnovellen, “Ende på legen”, hvor en ung kvinde føler en umådelig trang til at finde floden Synnas udspring. Hun springer af sted over fjeldene, og da hun så til sidst finder dette udspring, kommer hun med mystiske udbrud som disse: “Ingen spejlbilleder mere nu,” “Ikke noget at vide og ikke vide” og “Der er ingen begyndelse.” Og så, da hun bliver fundet af sin kæreste, slutter hun af med replikken: “Nej, nu er jeg ikke bange mere.”

Bange er hun ikke, for hun er tidligere kommet frem til, at “Ingen kan finde mig her, som ikke ved alt om mig, gætter mig helt […] som ikke er mig”. Men det kan hendes kæreste så altså, hun føler sig set og elsket, må man forstå, de er ét. En stor, mystisk kærlighedsoplevelse af at flyde ud i hinanden.

Det er jo meget fint tænkt. Men problemet er, at denne åbenbaring kommer til at virke overfladisk, når den foregår i et miljø, hvor alt virker til overflod symbolsk: Hun kaldes bare Hun, og han kaldes bare Læreren, og ingenting, de siger, lyder som noget, et menneske kunne finde på at sige. Johan Borgen tonser sådan af sted efter sin epifani for at kunne beskrive Mennesket i bestemt form og med stort M, at han helt glemmer at interessere sig for mennesker.

Symbolske og antisymbolske noveller

Man kan næsten få på fornemmelsen, at Johan Borgen må have haft det på samme måde med nogle af sine tekster. For andre steder i Nye noveller synes han at reagere mod sin egen måde at skrive på. Det gælder f.eks. i “Livet går ikke videre”, der til at starte med lægger op til at blive en gentagelse af “Ende på legen”, bare med modsat kønsligt fortegn: En kvinde og en mand bor ude midt i ingenting, og manden er fuldstændig besat af at hver aften vandre op til et tårn på toppen af et fjeld. Man tænker sig, at vandreturen til tårnet må have en symbolsk betydning, som fyndigt og veltænkt skal komme til udtryk i en enkelt afsluttende sætning til sidst, når han når derop – men ligesom i “Ende på legen” uden, at man nogensinde rigtigt kommer til at interessere sig for de personer, som det er meningen, det skal handle om.

Men så trækker Johan Borgen i den oversymbolske håndbremse. Han er ikke bange for metalitterært selv at påpege det: “Tårnet?” siger manden og fortsætter: “Nej, ikke noget symbol.” For det viser sig, at manden slet ikke går til tårnet. Hele vandringen handler om at nå derop i aftenmørket, vende om og se ned på lyset i stuevinduet og så gå hjem igen: “Ikke til, fra.” Tårnet har ingen symbolværdi overhovedet. Det handler, helt enkelt, om at vende sig fra ikke-symbolet og vende hjem til sin elskedes konkrete arme. Sødt, sørme, og rørende udtrykt!

Et tværsnit af tressernes eksperimenterende fortælleformer

Elsebeths hjerte er med andre ord tænksomme noveller, og den gennemgående tanke er, at “ingenting er ligetil mere når det er filtreret af et sind […] intet står fast i dette spil mellem sind som ingen handling kan give noget billede af.” For at skabe et billede af sindet er forfatteren derfor nødt til at afprøve de stilistiske virkemidler, skrive bevidsthedsstrømmende eller symbolsk, skrive i brevform eller krimiform, lade en hel novelle udelukkende bestå af dialog og en anden være en beskrivelse af et hus set i buldermørke, skrive eventyr eller skrive realistisk – Johan Borgen kommer hele vejen rundt.

Når det lykkes bedst, kommer man ind i dette ikke-ligetil, der er filtreret af sind; når det ikke lykkes, bliver novellerne ikke andet end en påstand om en åbenbaring, som er uden nogen følelsesmæssig slagkraft, fordi fortællingen tabes på gulvet i iveren efter at udtrykke de store tanker. Havde Elsebeths hjerte været barberet ned til de måske 9-10 virkeligt vellykkede noveller, så havde jeg anset den for at være en lige så oplagt litteraturprisvinder som den norske jury, der indstillede den to gange; men i sin endelige form, med blandingen af veltænkte, renfærdigt indfølte noveller og så de alt for klumpedumpede svipsere, er det ikke en bog, jeg kan lade bestå. Den står tilbage som et tværsnit af tressernes eksperimenterende fortælleformer; både dem, der holdt, og dem, der helt retfærdigt er gået i glemmebogen.

Titel: Elsebeths hjerte og andre nye noveller
Forfatter: Johan Borgen
Oversætter: Asta Hoff-Jørgensen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 1965, oversat 1968
Vinder af Nordisk Råds litteraturpris 1967
Karakter: Dumpet

Dette billede har ingen alternativ tekst; filens navn er 94392769_552450855408096_1181923417301975040_n-1.jpg

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: