Åh, slutningen på 1800-tallet! På mange måder opdagelseslitteraturens storhedstid. Den gamle verdens værdier er under hektisk afvikling, og det kaos bliver indfanget i eventyrlige romaner om vesterlændinge, der drager på romantiske færde ud i endnu ikke udforskede dele af verden i futuristiske transportmidler: En verdensomsejling kan foregå under havet, jorden kan rundrejses på 80 dage og en rejse til jordens indre er mulig (for bare at tage Jules Vernes bidrag til litteraturhistorien). Vinderen af Nordisk Råds litteraturpris 1968, Andrées Luftfærd, der hovedsageligt foregår i 1897 og følger en luftballonsekspedition til Nordpolen, er ikke en sådan Jules Vernesk eventyrfortælling.
Af Anders Holbæk
Andrées Luftfærd er en dokumentarisk roman, der følger den svenske ingeniør og polarforsker S. A. Andrée og hans to ledsagere, ingeniør Knut Frænkel, vores fortæller og hovedperson, og fotograf Nils Strindberg, på deres rejse mod Nordpolen. Efter lang tids venten grundet genstridige vejrforhold lettede luftballonen Ørnen den 11. juli 1897, men var kun i luften i 65 timer, før den – på grund af et allerede inden afgang beskadiget styresystem samt heftige vind- og vejrforhold – var nødsaget til at lande på isen mindre end 500 kilometer fra den ø, hvor ekspeditionen var påbegyndt.
Med proviant til tre måneder, kajakker, kælke og viden om de nøjagtige placeringer af de polarbaser, de kunne rejse mod, var ekspeditionen velforberedt på, at noget som dette kunne ske. Efter to måneders vandren og sejlen frem og tilbage hen over en drivis, der arbejdede dem imod, nåede de frem til den lille ø Kvitøya, hvor alle tre mænd døde én af gangen af udmattelse og sygdom.
Højt at flyve
Kender man til historien om Andrées ballonfærd på forhånd, ved man derfor også, når man begynder på romanen, at vores eventyrere ikke kommer til at overleve deres rejse. Nysgerrigheden må i stedet bæres af interessen for at se, hvordan og hvor længe mennesker kan holde ud og fortsætte i et så fjendtligt miljø.
Og det er en passende nysgerrighed at have, når man læser Andrées Luftfærd, for det lader til, at det også var med en lidt morbid nysgerrighed, at omverdenen fulgte ekspeditionen. Både Andrée, Frænkel og Strindberg bliver hyldet som helte, de nye fremgangsmænd blandt en perlerække af nordiske opdagelsesrejsende og polarforskere, de, der skal svæve derop, hvor ingen luftballon før har været. Samtidig bliver de mødt af en konstant skeptisk attitude fra omverdenen, udtalt eller ej, der siger: Sikke en heltefærd I begiver jeg ud på, men den er dømt til at mislykkes.
Der er en fornemmelse af en katastrofe, der langsomt nærmer sig, og det skaber en interessant spænding i romanen. Som læser ved man måske allerede, hvilken skæbne ballonens besætning vil gå i møde, men Sundman får den også skrevet frem som en konstant nærværende atmosfære af rædsel i teksten, der får besætningens beslutning om at fortsætte uforstyrret til at virke så meget desto mere modig eller dumdristig.
Af den grund bruger man som læser også en god mængde tid med besætningen, før de letter og svæver mod Nordpolen. Den første halvdel af bogen bliver brugt til at kontekstualisere rejsen med rig, nærmest Herman Melvillesk information til læseren om tidligere ekspeditioner, how-to-luftballon og omstændighederne, der kan besværliggøre rejsen. Efter et sådant forspil kommer det som en vild forløsning, når det pludselig lykkes og luftballonen letter med et historiens vingesus:
”Et kraftigt vindstød døde ud og fulgtes af forbigående ro og stilhed. Øjeblikket var kommet.
Giv agt, befalede Andrée gennem sin råber: En, to, tre, kap af!
De tre huggerter hævedes og faldt praktisk taget fuldstændigt synkront.
[…]
Samtidig med at Ørnen hævede sig begyndte jeg at hejse vore tre sejl, en ting der kunne udføres temmelig hurtigt på grund af riggens konstruktion.
Ballonhusets gulv sank under os, jeg hørte hurraråb og jeg hørte Andrées svar gennem råberen: Leve gamle Sverige!”
Da jeg nåede den del af bogen, noterede jeg mit eget lille hurraråb med et ”afsted!” i margenen. Opbyggelsen er så vellykket, at også den læser, der kender ekspeditionens skæbne, ikke kan undgå at blive grebet af stemningen. Det er i disse øjeblikke, når man føler, at man deltager i et historisk øjeblik, at Andrées Luftfærd lykkes bedst.
Dybt at falde
Desværre er det også med luftballonens afgang, at bogen topper spændingsmæssigt. Den snart forestående nedstigning er spået igen og igen, og den ankommer med en følelse af uundgåelighed. Opstigningen ligger derfor som et meget mærkeligt placeret klimaks cirka halvvejs i bogen.
Og jeg forstår, hvis det kan overraske. En to måneders overlevelsestur efter et luftballonstyrt med svindende rationer, frygt for isbjørneangreb, kropsødelæggende hårdt arbejde mellem tre mænd, der ikke har andet valg end at komme helt tæt på hinanden, både følelsesmæssigt og fysisk. Det lyder spændende, men det er… kedeligt. Rejsen over drivisen og issletterne er, som den slags måske kun kan være, ensformig og udmattende. Og det er netop her, at bogens største problem ligger.
Andrées Luftfærd er et skoleeksempel på minimalisme (nærmere bestemt den Hemingwayske minimalisme); en skrivestil hvor – hvis, læser, du tillader mig at være lidt polemisk – forfatteren forsøger at sige så lidt så muligt, og derved lader analysearbejdet være mest muligt op til læseren. Det store problem ved minimalisme er, at forfatteren nogle gange lykkes med det og derfor får skabt en tekst, der nøjes med nøgternt at beskrive, hvad der rent praktisk sker. Andrées Luftfærd er sådan en bog.
Hvilken panik føler de? Sniger dødsangsten sig ind på dem? Begynder de langsomt at hade hinanden? Det er spændende spørgsmål, men det er nogle, som man selv må sidde og fifle med som læser, for det er, med kun en håndfuld undtagelser, ikke noget, som teksten er interesseret i. Mændene er for det meste stille, gør det, der skal til for at overleve og fortsætte fremad. En form for macho-stoicisme afholder dem fra at adressere mange af de problemer, der sniger sig ind på dem – proviantmangel, udmattelse, stilstand.
Ensformig på godt og ondt
Det kan lyde forkælet: Al litteratur skal naturligvis ikke made læseren med alle følelser, temaer og dynamikker, og Andrées Luftfærd har da også enkelte passager, hvor hovedpersonerne endelig taber småkagerne og begynder at råbe ad og beskylde hinanden for deres håbløse situation. Men det er sjældenheder, enkelte forløsninger i form af højlydt menneskelighed, i hvad der ellers både for romanfigurerne og læseren er en (is)ørkenvandring af ensformighed og udmattelse.
Og det kan man selvfølgelig argumentere for netop er meningen. Den nøgterne, ensformige prosa uden farver, skønhed og intriger afspejler jo netop mændenes rejse på isen. Og nu hvor vi er i gang, måske er det ikke en macho-stoicisme, der afholder dem fra at vise følelser midt i deres frustrationer og håbløshed, måske er det en angst for at give op, hvis først de åbner op for at ærgre sig over deres situation. Måske er kedsommeligheden en kollektiv heltegerning. Ja, måske. Det er som sagt i ekstrem grad op til læseren, da bogen er fortalt så minimalistisk, som den er.
Situationen lægger op til en rejse ind i sindet parallelt med rejsen hen over isen, men det er romanen ikke interesseret i. I stedet er den fyldt med daglige gøremål. De står op, de ryster teltdugen, de laver mad, de vandrer, de får vabler, igen og igen og igen.
Når jeg ser tilbage på bogen, husker jeg fortællingen som mere engagerende, end det faktisk var at læse den. Og det er, fordi det er en god præmis, der desværre ikke udmønter sig i særligt meget. Det er nok en fundamental fare ved minimalistisk litteratur; når du overlader alt fortolkende og meningsskabende arbejde til læseren, bliver det svært for dem at adskille, om bogen var god, eller om alt det, de selv puttede i den, var. Når alt kommer til alt, er Andrées Luftfærd en fin bog, måske endda god, men Nordisk Råds Litteraturpris bliver ikke givet til gode bøger. Den bliver givet til fantastiske bøger, og det er Andrées Luftfærd ikke.
Titel: Andrées Luftfærd
Forfatter: Per Olof Sundman
Oversætter: Bjarne Priskorn
Forlag: Samlerens forlag
Udgivelsesår: 1967, oversat 1972
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 1968
Karakter: Dumpet
Pristjek 