Det var trilogien om det danske slaveris historie, der – som hans fjerde nominering – indbragte Thorkild Hansen Nordisk Råds Litteraturpris i 1971. Kæmpeværket dokumenterer, at slaveriet ikke er sit eget kapitel af Danmarkshistorien, men at det derimod er viklet uudfiltreligt ind i den større fortælling. Men er disse fagbøger litteratur? Ja, for søren!
Af Hans Peter Madsen
Fotografier af Emma Nyby Hendriksen
”Er der noget blod, som aldrig størkner helt?” spørger Thorkild Hansen i begyndelsen af Slavernes øer – tredje bind af hans næsten 1.000 sider lange dokumentariske storværk om slaveriets danske historie. Spørgsmålet falder, da han står i Charlotte Amalia på St. Thomas og ser på Fort Christian, påbegyndt i 1724, da slavehandlen var i vækst. Han betragter, hvordan ”De rødkalkede mure mørkner bag flamboyanternes røde blomster som det størknede blod i forhold til det friske.”
332 sider senere svarer han på sit eget spørgsmål. Det sker, da han besøger herregården Bülowsminde på St. Croix, hvor Peter von Scholten boede – den generalguvernør, der, under pres fra et slaveoprør, frigav de danske slaver i 1848. Midt på gårdspladsen ser han ”et flamboyanttræ, der maa stamme fra Scholtens tid, og bliver ved med at blomstre”. Og han konstaterer: ”Der er noget blod, der aldrig størkner helt.”
Thorkild Hansens projekt med slavetrilogien er kort sagt dette: at demonstrere, at blodet stadig er klægt flydende. Med stadig menes der i 1960’erne, hvor Hansen rejser til US Virgin Islands og møder mennesker, som kan huske, da Danmark solgte øerne til USA – inklusiv deres indbyggere, jo, Hansen kalder det Danmarks sidste menneskehandel – og hvis forældre var slaver. Men med stadig kan der også sagtens menes i dag, i 2021. Flamboyanttræer kan blive 3.500 år gamle. De 190 år, hvor Danmark var en slavenation, forsvinder ikke.
Den korte version
Til dem, hvis kendskab til den danske slaverihistorie (ligesom mit) primært stammer fra julekalenderen Nissernes ø, kommer her lige en hurtig sammenfatning. I 1659 grundlagdes den danske koloni på Guldkysten, i det nuværende Ghana. I løbet af 1660’erne begyndte de danske kolonisatorer at handle med slaver, og efter man i 1672 grundlagde en dansk koloni på St. Thomas (og siden på St. Croix og St. Jan), blev slaverne fortrinsvis udskibet til de danske besiddelser i en trekantshandel, som man kender det fra historietimerne.
Arbejdet med sukkerrørene var så fysisk hårdt, og levevilkårene så ringe, at der døde langt flere slaver på De Dansk-Vestindiske Øer, end der blev født. Derfor var der konstant brug for en ny tilførsel af slaver fra Guldkysten. Indtil den transatlantiske slavehandel blev gjort ulovlig i 1803, nåede de danske slavehandlere at sende i omegnen af 120.000 slaver over Atlanten. Dertil skal lægges de mennesker, der blev født i slaveri på De Dansk-Vestindiske Øer – tallet er uklart, fordi planterne skulle betale skat pr. slave, de ejede, og derfor sandsynligvis indberettede antal, der var lavere end i virkeligheden – og de mange, der døde, inden de overhovedet nåede skibene. Det gjorde omkring to tredjedele, siger Thorkild Hansen. Altså blev i alt over 300.000 mennesker gjort til slaver af den danske stat eller som konsekvens af dansk efterspørgsel.
Slaveriet endte i 1848, da et oprør tvang generalguvernør Peter von Scholten til at ophæve slaveriet. Men først i 1850 godkendte den danske stat ophævelsen. Det førte dog ikke umiddelbart til bedre forhold for de tidligere slaver, som ofte levede i den yderste fattigdom. I 1917 slap Danmark for at forholde sig til fattigdomsproblemet ved at sælge det, der i dag hedder US Virgin Islands, til USA for 25 millioner kroner. Selvom indbyggerne på øerne dermed blev amerikanske statsborgere, har de ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg, og deres repræsentant i den amerikanske kongres kan ikke deltage i afstemninger.
Et højkulturelt Se & Hør for den dårlige samvittighed
Nå, det var da et ganske interessant, skyggefuldt hjørne af Danmarkshistorien, og hvad så? Kan man ikke klare formidlingen af dét med en temauge i folkeskolen i stedet for at give sig til at læse 1.000 siders dokumentarisk beretning?
Nej, for en af Thorkild Hansens styrker som historieformidler er at vise, at slaveriet ikke er sin egen lille, temaugeindkapselige enklave i Danmarkshistorien. Slaveriet er ikke bare noget, der foregik langt væk i kolonierne, men noget, som i allerhøjeste grad hang sammen med kongeriget. Både Christian VII og dronning Caroline Mathilde havde deres egen personlige slave – hjemme i København. To bortløbne slaver deltog i Slaget på Reden i 1801 og blev frigivet af kronprinsen som belønning for deres heltemod. Men denne kujonagtige tronfølger glemte straks sit løfte igen, da slavernes ejere anlagde sag for at få deres ejendom tilbage – og vandt.
Hansen har også altid et godt blik for, hvordan de kendte – fra forfattere til kongelige til krigshelte – er involveret, som et højkulturelt Se & Hør for den dårlige samvittighed: Tordenskjolds ungdomsår blev tilbragt som sømand på trekantsruten. To af Grundtvigs brødre døde på Guldkysten. Johannes Ewalds bror døde som deserteret soldat i Vestindien, og Ewald skrev et hyldestdigt til plantageejeren Reimert Haagensen. Ludvig Holberg købte uden meget held aktier i slaveriet. Hvilket også Søren Kirkegaards familieformue var fedtet ind i. Myten om, at Danmark skulle have været det første land til at ophæve slaveriet, blev blandt andet spredt i Adam Oehlenschlägers skuespil. Og så videre. Når man læser Thorkild Hansen, er der ingen tvivl: Slaveriet er uadskilleligt fra Danmarkshistorien. Det er ikke bare et mørkt kapitel. Det er en skygge over – og i – hele bogen.
Dem med og uden skygge i historien
Den beretning er i Thorkild Hansens fremstilling tredelt. Trilogiens første bog, Slavernes kyst handler om Guldkysten, om udførslen af slaverne og intrigerne blandt de danske slavehandlere. Er man til Heart of Darkness, er det her, man finder galskaben og klimatfeberen med guvernøren Jens Adolph Kiøge castet som Hansens svar på en hadefuld oberst Kurtz.
I Slavernes skibe dokumenteres overfarten, og her er højdepunktet beretningerne om slaveoprør på åbent hav. Trilogiens sidste bog, Slavernes øer om plantageslaveriet i Dansk-Vestindien, er langt den længste og også den mest vellykkede. I de to første bøger har Hansen det problem, at samtlige vidnesbyrd stammer fra og handler om de danske slavehandlere. Men Hansen er den fødte storyteller; han kan ikke berette om Danmarkshistorien uden at udvælge sig skurke og helte, finde det mest romanagtige konfliktstof. Problemet er, at det virker forkert at finde heltene blandt slaveejerne. Også selvom der ikke er andre historiske kilder at tage udgangspunkt i – for som Hansen konstaterer: ”Slaverne kaster ingen skygge i historien […] Deres ejere tog ordet for dem.”
Men i Slavernes øer kommer Hansens fortælleevner til sin ret. Der er stadig ikke mange vidnesbyrd fra slaverne selv, og i de tilfælde hvor der er, bør man nok være lidt kildekritisk over for de herrnhutiske præster, der har indsamlet dem – som: ”Vi arme slaver takker af hele vort hjerte for den store barmhjertighed, De har vist os usle sorte ved at lade os lære vor Gud og Frelser at kende og nyde den store salighed, som han med sin død paa korset har købt ogsaa for vort uværdige folk. Vi var blinde, men nu takker vi det höylovlige compagnie tusinde gange og lover at forblive dets tro slaver indtil vor død.”
Til gengæld er der en del oplysninger om én bestemt slags slaver at tage udgangspunkt i: nemlig oprørslederne. Det gælder Kong Juni, der i 1733 ledte et blodigt og næsten – men kun næsten – vellykket oprør på St. Jan. Og General Buddo, hvis fredelige oprør i 1848 tvang danskerne til at frigive slaverne. Man forstår også, hvorfor Hansen ikke har kunnet dy sig for at gøre Peter von Scholten til sin altoverskyggende helt. Denne mands mystiske og myteomgærdede privatliv, økonomi, forhold til den danske konge og stigen i graderne – og hans måske fordækte grunde til at give efter for slavernes krav om frihed – forstår man godt, at der også sidenhen er skrevet romaner om.
Velskrevet på den dér velskrevne måde
Det er vellykket historieformidling, men er det også litteratur? Ja, og ikke kun fordi Thorkild Hansen tillader sig at digte med, spekulere i, hvad de historiske personer må have følt og tænkt, og forsøgsvis udfylde hullerne i kildematerialet. Nej, det er også ganske enkelt velskrevne bøger. Thorkild Hansen skriver godt på den måde, som man skriver godt på, når der i anmeldelser står, at man skriver godt, uden at denne velskrevenhed eksemplificeres med citater. Det er ikke den enkelte sætnings vellyd, det handler om, men de overordnede strukturer: Kapitlerne og begivenhederne har deres egne rytmer; metaforerne løber gennem bøgerne og udvikler sig meningsfuldt – som flamboyant-som-flydende-blod-metaforen; oplysninger tilbageholdes og uddeles med en tæft, som var der tale om en spændingsroman; og så er der humoren.
Nok skriver Thorkild Hansen med løftet pegefinger, men fingeren er gemt bag ryggen og et gavtyveagtigt smil: Han lader sine kilder udstille sig selv. Som når han fortæller om et forsøg på at lave en grammatik over slavernes kreolske sprog, der var ”stillet op efter de samme mønstre som i den latinske grammatik, blot med andre eksempler paa ordenes bøjning. I stedet for verbet amo, jeg elsker, valgte studiosus Magens remsen: ’min Herre slaar mig, min Herre slog mig, min Herre vil slaa mig, min Herre har slaaet mig.’”
Thorkild Hansen var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris fire gange, før han fik den. I 1963 for hovedværket Det lykkelige Arabien, i 1966 for Jens Munk, i 1969 for Slavernes skibe og i 1971 for hele Slavetrilogien, som han fik prisen for. Selvom det er trilogiens sidste bind, der som litteratur betragtet er det mest vellykkede, må prisen siges at være fortjent. Det er svært at forestille sig, at det danske slaveris historie skulle kunne formidles mere umiddelbart tilgængeligt, pageturnende spændende og grusomt rystende. At man kalder bøgerne dokumentarromaner, skyldes ikke kun, at Hansen tillader sig at spekulere – men også at han skriver med en narrativ kraft og et sprogligt overskud, der gør bøgerne til oplagte litteraturprisvindere.
Titel: Slavetrilogien (Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer)
Forfatter: Thorkild Hansen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 1965, 1968 og 1970
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 1971
Karakter: Bestået
Pristjek 