Sara Stridsbergs Drømmefakultetet er i og for sig en løjerlig modtager af Nordisk Råds litteraturpris, da historien, bogen fortæller, foregår i Amerika, følger et ærkeamerikansk individ og på mange måder er en fortælling om Amerika. Men den kompenserer for sin mangel på nordiske kulisser ved mesterligt at betvinge et nordisk sprog. Med en enorm følsomhed og et uanet poetisk overskud nuancerer Stridsberg i Drømmefakultetet historien om Valerie Solanas og historien om historien om Valerie Solanas.
Af Anders Holbæk
”Eftersom livet i dette samfund i bedste fald er røvkedeligt, og ingen aspekter af samfundet i bund og grund har nogen relevans for kvinder, henstår der for civiliserede, ansvarsbevidste og eventyrlystne hunkønsvæsner kun at omstyrte regeringen, undergrave det økonomiske system, indføre total automatisering og tilintetgøre det maskuline køn.”
Sådan begynder Valerie Solanas’ radikalfeministiske ”SCUM-manifest” (Society for Cutting Up Men) fra 1967 – en af feminismens fundamentale og frygtindgydende tekster. Og hvis dette citat var det eneste, hun blev husket for, hvis det blev skrevet på hendes gravsten og brugt som indledning til alle efterfølgende artikler om hende, så tror jeg, at Solanas ville være glad og tilfreds. Men for én ting er hun nok mere kendt: hendes mordforsøg på Andy Warhol, der i første omgang sårede ham og flere år senere skulle blive hans endeligt.
Og selv om man dårligt kan sige Solanas uden at nævne Warhol, føles det – efter at have læst Sara Stridsbergs syrligt selvudfordrende Drømmefakultetet – på sin vis forkert fortsat at lade ham være en så definerende faktor for hende. Bogen beskæftiger sig nemlig i høj grad med, hvordan en fortælling om et menneske bliver skabt, hvem der får lov til at fortælle den, og hvilke omkostninger kampen for selvbestemmelse kan have.
Hvem har ordet?
Romanen er, som Stridsberg skriver i en indledende kommentar, ”ikke en biografi, men en litterær fantasi med udgangspunkt i den afdøde amerikaner Valerie Solanas’ liv og værker […] Alle personer, der forekommer i romanen, skal derfor betragtes som fiktive, endog Valerie Solanas.” En litterær fantasi, altså. En gad vide … eller mon ikke …, der siger lige så meget om Stridsbergs empati og interesse for Solanas, som den gør om det biografiske menneske. Bogen springer rundt mellem de forskellige perioder i Solanas liv, en barndom med overgreb, en lysende universitetskarriere, mødet med Warhol på Fabrikken, tiden som indlagt på den lukkede og den langsomme død.
Bogen begynder med en rammesætning i det udsyrede, forkrøblede, næsten magisk realistiske Amerika, hvor bogen finder sted:
”Et hotelværelse i Tenderloin District, luderkvarteret i San Francisco. Det er april 1988, og Valerie Solanas ligger og dør af lungebetændelse på en snavset madras og gennemtisset sengetøj. Uden for vinduet blinker lyserøde neonskilte, og pornomusikken kværner dag og nat.”
Det er prostituerede, neon og porno. Det er ørken, saltvand, feber og cigaretter. Det er americana-kultur i en tid, hvor den allerede er ved at blive en parodi på sig selv. Og det er sådan, ynkelig og i opløsning, at Stridsberg først præsenterer os for Solanas. Nederst på siden står der: ”Jeg forestiller mig, at jeg er der hos Valerie.”
Drømmefakultetet har et kompliceret fortællerforhold, og det udspringer af, lader det til, at Stridsberg har været bevidst om, at Solanas på mange måder var en kvinde, der blev berøvet sin stemme, mens andre bestemte, hvem hun var. Så hvordan skriver hun om hende uden at gøre det samme? Det er i sagens natur ikke nemt, og Stridsbergs løsning har været at lade ”fortælleren” indgå i bogen som en, der kan tale med Solanas, fortælle hende om bogen, og som Solanas så kan irettesætte:
”FORTÆLLEREN: Jeg drømmer om en anden slutning på fortællingen.
VALERIE: Du er ikke nogen rigtig fortæller.
FORTÆLLEREN: Det ved jeg.
VALERIE: Og det her er ikke nogen rigtig fortælling.
FORTÆLLEREN: Det ved jeg, og det er jeg ligeglad med. Jeg vil bare sidde her og snakke lidt med dig.
VALERIE: Jeg har ikke så meget at tilføje.
FORTÆLLEREN: Jeg vil ikke leve i en verden, hvor du dør til sidst. Der må være andre fortællinger.
VALIRE: Døden er enden på alle fortællinger. Der findes ingen lykkelige slutninger.”
Her erfarer man det meste, der er at sige om fortælleren i Drømmefakultetet. Hun er i tvivl om sin opgave, usikker, og så har hun tydeligvis en stor ømhed for Solanas. Grebet fungerer generelt godt. Fordi hun udspørger Solanas om det, der sker omkring hende, hører vi ikke bare, hvad der sker, men også hvad Solanas tænker om, hvad andre tænker om hende.
Skal vi lige tage den en gang mere? Valerie Solanas er i høj grad blevet karakteriseret af en bestemt fortælling om hende mere end af det, hun rent faktisk har haft at sige. Og i forhold til det er en ’litterær fantasi’ som Drømmefakultet kun endnu et søm i kisten. Derfor er det også så interessant at bruge et litterært greb, som Stridsberg gør her, hvor Solanas kan få lov til at kommentere på de narrativer, folk skaber om hende. Også selvom resultatet ikke bliver andet, end at Stridsberg lægger ord i munden på hende om de ord, hun lægger i munden på hende.
En muse fuld af fejl
Solanas, SCUM-manifest, Warhol, mordforsøg. Ørken, hoteller, ’Fabrikken’, psykiatrisk hospital, retssal. Prostitution, voldtægt, traumer, stoffer, destruktion. Og vi er stadig kun lige begyndt. Der sker meget i Drømmefakultet, og bogen åbner for alskens spændende diskussioner om sit eget fortællerforhold og om verdenen omkring den. Alligevel er det uden tvivl mest bemærkelses- og beundringsværdige ved bogen dens vidunderlige, blændende, brusende, levende prosa.
Selvom fortællingen i sig selv er interessant, er sandheden, at Stridsberg kunne have skrevet om hvad som helst, og gjort det fortræffeligt, så længe hun leverede det samme poetiske håndværk. Her beskriver hun f.eks. et sted og en tid uden på noget tidspunkt at miste den puls, der pumper under teksten:
”Det er den varmeste sommer i New York, og døde guldsmede ligger i driver på fortovene, og du har din hvide sølvrævepels på, dine nylonstrømpebukser; dine stinkende højhælede støvler, og du sætter en ære i altid at have læbestift på tænderne og altid enorme spejlbriller, som Cosmo kan spejle sig i, når hun tager mere makeup på, mere flimmer, mere kokain, og hvert manifest får et læbestiftskys, før I sælger det for en dollar eller nogle cent. Solen blænder i øjnene, olietønder og plakater brænder på gadehjørnerne, og det her er din tid, en parentes af hastigt opflammende luer og hammerhede. Gnister af hud og brændende magnesium.”
Eller i bogens klimaks, da fortællesporene kolliderer, og Solanas trykker på aftrækkeren:
”Andy falder ned på knæ og beder til Gud. Du retter pistolen mod hans hjerte. Derefter smadrer du hans bryst og alle fremtidsmuligheder. Du smadrer dit eneste lille sølvfarvede håb, og dit tøj ætses for altid ind i din hud, et hav af blod vokser frem neden for dine fødder. Det virkede uvirkeligt. Som at se en film. Kun smerten forekom virkelig.”
Det er i sådanne lysende passager, at vi møder det komplekse individ Solanas på ny igen og igen. Hun er intelligent men syg, vital men ødelagt, udgivet som kunstner, men udnyttet som kvinde, fri men afhængig, på vej op og i frit fald – alle dele af hendes liv er gennemsyret af forskellige kampe for selvbestemmelse. Essentielt er det, at selvom Stridsberg, eller i hvert fald fortælleren, tydeligvis har stor kærlighed til og sympati for Solanas, romantiserer hun hende ikke, og portrættet af hende bliver aldrig ensidigt. I store dele af bogen er hun urimelig og ynkelig, lige så vel som at hun er stålsat, velformuleret, utrættelig og en oratorisk ener.
Drømmefakultetet er en stærkt vellykket, storpoetisk afbildning af et liv, lige dele brutal, bramfri og billedskøn, og den har så afgjort fortjent at blive tildelt Nordisk Råds litteraturpris.
Titel: Drømmefakultetet
Forfatter: Sara Stridsberg
Oversætter: Ellen Boen
Forlag: C&K forlag
Udgivelsesår: 2006, oversat 2007
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2007
Karakter: Bestået
Pristjek 