Der findes flere måder at tale om problemer på. Man kan ignorere dem. Man kan håne dem, de går ud over. Eller man kan på gribende og rørende vis skabe det menneskelige grundlag for forandring. Med Blomsterdalen gør Niviaq Korneliussen – til forskel fra visse politikere – det sidstnævnte.
Af Hans Peter Madsen
Man bør unde sig selv at se Niviaq Korneliussens takketale, efter hun vandt Nordisk Råds litteraturpris. ”Jeg forsøgte at skrive en tale til mit lands ledere,” begynder den. ”Men det er som at snakke til en mur.”
I dagene, hvor jeg læste Blomsterdalen, kom det frem, at De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, havde omtalt Grønland som ”Afrika på is”. I stedet for at undskylde gravede han sig længere ned ved at kalde Grønland et udviklingsland. ”Når man kan se, at det er det land i verden med den højeste selvmordsrate – så vidt jeg er orienteret – så er der jo noget galt,” udtalte han til Politiken.
De grønlandske politikere er en mur. Og de danske er åbenbart kun i stand til at tale om problemer i Grønland, når det er for at score point hos fremmedfjendske vælgere – og ikke for at løse problemerne. Der er brug for en roman som Blomsterdalen.
Nedtælling mod ”Nevermore”
Fra romanens begyndelse bliver der sat en nedtælling i gang. 45. 44. 43. Hvert tal indleder et afsnit, og med hvert tal følger korte faktuelle oplysninger om et selvmord: ”Kvinde. 38 år. Hængning.” Sådan er det i første del, ”De”. I anden del, ”Du”, drejer oplysningerne sig ikke længere om den selvmyrdede, men om de pårørende:
”30. Din mormor fandt dig i et af værelserne i sit hus, da hun kom hjem. Møblerne i værelset er fjernet, blodet er vasket af, men væggen har opsuget meget af det, og det tænker hun på om natten, at dit blod fra dit kød er på den højre side af sengen, som hun nu har flyttet over til venstre side af værelset.”
Tredje og sidste del hedder ”Jeg”. Det er ikke en spoiler at fortælle. Man er aldrig i tvivl om, hvad det er, der tælles ned til.
Første gang vi møder den navnløse jegfortæller, er hun på kirkegården. En ravn sidder på et kors. En varselsfugl, og én, som det er svært at læse om uden at tænke på Edgar Allen Poes ”The Raven”, hvor en mand afkræver en ravn svar på, om han nogensinde igen skal se sin afdøde elskede, Lenore. ”Quoth the raven: ’Nevermore.’”
Hvem der i Blomsterdalen er Lenore, kan man jo tænke over, men kort efter er jeget i hvert fald dybt forelsket i Maliina, som overbeviser hende om at rejse til Aarhus for at studere antropologi. Der går ikke længe, før dét viser sig at være en rigtigt dårlig idé.
At sige tingene, som de er
Hvis jeg kun skal bruge ét ord til at beskrive Blomsterdalen, må det være vedkommende. Det er den både menneskeligt og politisk. Niviaq Korneliussen skriver i et som oftest enkelt og ligefremt sprog – det er der en pointe i, idet jegfortælleren oplever, at hun har svært ved at tale med sine danske medstuderende, fordi deres samtaler altid er fulde af dansk sarkasme. Jeget siger derimod tingene, som de er.
I det ligefremme sprog er det personportrætterne, der skal bære bogen, og det gør de. Dialogerne virker realistiske og optegner på kort tid skarpe karakteristikker – hvem genkender f.eks. ikke straks denne mortype:
”’Har du pakket?’ spørger hun og dypper sin frikadelle i sin brune sovs.
Jeg ryster på hovedet.
’Der er kun en uge til! Du skal først vaske tøj, sortere, rydde op, finde plads i kufferten … har du husket at lave en liste?’ spørger hun.”
Blomsterdalen er menneskeligt vedkommende og i forlængelse deraf politisk vedkommende. Man kan læse tusinde debatindlæg om, hvor træls det er som grønlænder at få at vide, at ”hvor taler du flot dansk”, men man kommer først til at forstå det med alle sine følelser, når man læser beskrivelserne af studiekammeraternes hverdagsracisme i Blomsterdalen. De roser jegets danske (”’Det er en kompliment!’ siger hun og smiler, ’godt gået!’”), forventer straks, at hun kender alle grønlændere, og at hun synes, det er interessant at høre, at de engang har haft en grønlandsk klassekammerat, og så taler de fra begyndelsen falsk velmenende om, at hun får svært ved at klare studiet.
Det menneskelige og politiske går op i en højere enhed i kritikken af, hvordan depression og selvmord håndteres på Grønland. Da jeget siger til sin læge, at hun overvejer at gå qivittoq, altså tage livet af sig ved at gå i fjeldet, går han ud og spørger sygeplejersken: ”Hvad gør man med selvmordstruede her?” Hun svarer, hviskende: ”Det ved jeg ikke. Den sociale afdeling i kommunen?” Og lægen sender hende hjem uden hjælp.
Her er det nok relevant at stille det spørgsmål, filosoffen Judith Butler ofte har forsøgt at besvare: Hvornår er liv sorgbart? Hvornår er det en ufattelig tragedie, at et ungt menneske vil begå selvmord, og hvornår er det så meget en del af hverdagen, at ingen orker at gøre noget ved det? Måske er den politiske handling nødt til at begynde med sorgen. I så fald må man håbe og forvente, at Niviaq Korneliussens gribende roman kan føre til forandringer.
En sejr for den realistiske roman
Efter to år med vilde og eksperimenterende vindere af Nordisk Råds litteraturpris – Jonas Eikas Efter solen og Monika Fagerholms Hvem slog bambi ihjel? – er prisen til Blomsterdalen en sejr for den realistiske roman. Jeg er i tvivl, om det er en god ting. For Blomsterdalen er menneskeligt og politisk vedkommende – men er den også litterært vedkommende?
Min tvivl skyldes både romanhåndværket og sproget. Romanhåndværket er generelt godt, men lidt for ofte underminerer bogen sin ellers høje kvalitet ved at blive overforklarende. Som i en scene inden jeget rejser til Danmark, hvor hele den pukkelryggede er på besøg og er ekstremt frustrerende at være i selskab med – med al deres snagen og al deres insisteren på at genfortælle og genfortælle de samme gamle pinlige historier fra jegets barndom.
Man mærker behovet for at komme VÆK med hele sin krop – og får så straks taget følelsen fra sig, når den bliver håndfodret til én to gange på en halv side. Først: ”’Så hellere Berlin end det her helvede på jord,’ hvisker jeg, mens alle griner.” Dernæst, få linjer senere: ”GODT JEG REJSER SNART, har jeg lyst til at skrige, hente ataatas riffel og skyde et fyldt magasin op i væggen og ud ad vinduerne og flyve ud af det forbandede hus.”
Jamen det behøvede du da ikke fortælle mig, sidder jeg forpustet tilbage og tænker. Det havde jeg allerede fattet. Det er, som om bogen ikke stoler på, at den er så velskrevet, som den egentlig er – og derfor ender med ikke at være det.
På samme måde er sproget generelt velfungerende i sin ligefremhed og realistisk roman-agtighed. Men så sker det lidt for ofte, at bogen snubler i klicheerne. Jeget har gentagne gange ”sommerfugle i maven”. Hendes lunger ”skriger efter vejret”, og hun er en ”tikkende bombe”. Der er samtidig en del anglicismer (”Det tager mig sekunder, før jeg indser […]”) og generelle klodsetheder (”Jeg tvinger den tykke pasta ned, så det glider langsomt ned i mit spiserør.”) Langt hen ad vejen virker Blomsterdalen som en roman, der mangler en sidste redigering for at blive helt færdig – og det indtryk bliver forstærket af, at der er forbløffende mange tegnsætningsfejl og andre grammatiske fejl. Det er godt nok et ærgerligt indtryk at sidde tilbage med efter at have læst en modtager af Nordisk Råds litteraturpris.
Konceptet her på bloggen er, at prisvinderne enten skal dumpe eller bestå (eller i sjældne tilfælde hyldes som mesterværker). Vi har meget høje krav til bøgerne – det er ikke nok, at en vinder af Nordisk Råds litteraturpris er god og anbefalelsesværdig (som Blomsterdalen helt sikkert er), den skal også være fremragende langt ud over det sædvanlige. Det synes jeg ikke, den bog, jeg har læst, er.
De grammatiske fejl kan selvfølgelig være blevet rettet i efterfølgende oplag – jeg har læst et eksemplar fra 4. oplag. Og hvis jeg skal bedømme Blomsterdalens sprog, er det måske egentlig ikke fair at tage udgangspunkt i den danske udgave – den har jo vundet Nordisk Råds litteraturpris som grønlandsk roman. Men det er den danske, jeg kan læse, og det er nok også den, de fleste medlemmer af priskomiteen har læst. Derfor en dumpet-karakter til en virkelig god og rørende, politisk og menneskeligt vedkommende, men desværre kun et godt stykke hen ad vejen velskrevet, roman.
Titel: Blomsterdalen
Forfatter: Niviaq Korneliussen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2020
Vinder af Nordisk Råds litteraturpris 2021
Karakter: Dumpet
Pristjek 