Det tog mig lang tid – lidt over to bind – at opdage, hvor godt Solvej Balles planlagte syvbindsværk Om udregning af rumfang egentlig er. For var de præcist sansede detaljer fra en dag, der er gået i stå, virkelig nok til at bære et 1000-siders værk? Nej, selvfølgelig ikke. Og det er heller ikke meningen. I løbet af tredje bind bliver det tydeligt, at Om udregning af rumfang er et stykke stor litteratur under tilblivelse – meget større end ved først øjekast.
Af Hans Peter Madsen
Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, da Om udregning af rumfang I-III modtog Nordisk Råds litteraturpris. Jeg havde tilfældigvis lige læst de to første bind med beundring – men også med en vis utålmodighed og uden lyst til at læse 3’eren med det samme. Og hvad var det også for noget, sådan præmaturt at give prisen til de første tre bind af et planlagt syvbindsværk?
Efter at have læst tredje bind er jeg overbevist om, at prisen har fundet sin rette modtager. Jeg har en forventning om, at der er tale om et mesterværk under tilblivelse – samtidig med at juryen har helt ret, når de første tre bind i motiveringsteksten beskrives som ”en nært sammenhængende enhed”, der kan læses som et stykke stor litteratur i sig selv. Hvad er det, som disse sidste – eller seneste – 176 rumfangsudregnende sider har ændret?
Det tror jeg, jeg har et svar på, men før jeg kan give det, må jeg uddybe baggrunden for min skepsis.
Den mest originale blandt de uoriginale
Der var nok ikke mange, der havde forventet, at Solvej Balle ville give sig i kast med at skrive et 1000-siders mammutværk. Indtil Om udregning af rumfang blev annonceret i 2020, var hun kendt som 90’er-minimalist. Hovedværket var en 100 sider lang novellesamling, og halvdelen af forfatterskabet bestod af kortprosasamlinger på præcis 37 sider hver.
Det er vel derfor også naturligt nok, at mange af anmelderne stadig beskrev hende som minimalist, da de første bind af Om udregning af rumfang udkom, selvom hun nu beviseligt var det modsatte. Og jeg tror, min egen skepsis skyldtes, at jeg faldt i samme fælde. Jeg læste de to 170-siders bind som romaner i sig selv, der interesserede sig for den præcise sansning og prægnante detalje – og jeg savnede mere, hvis det skulle kunne bære en lyst til at læse videre i et mammutværk og ikke bare en glæde over en nøjagtigt beskreven lyd på side 27.
Dem er der ellers mange af.
Om udregning af rumfang har været undervejs i 30 år, og da projektet begyndte, var det en original ide: Tara Selter vågner den 18. november til lyden af sin mands puslen i deres fælles hjem. Problemet er bare, at det også var den 18. november i går. Og i forgårs. Og har været det i nu 121 dage. Men hun er den eneste, der ved det.
Inden Solvej Balle kunne nå at skrive første bind, dukkede den samme idé tilfældigvis op i Bill Murray-filmen Groundhog Day (En ny dag truer). Nu var den tindrende originale romanide, hun havde haft, pludselig noget nær plagiat. Men inden hun kunne nå at skrive sin ikke længere originale roman, gik dagsgentagelsen hen og blev en genre for sig: Groundhog Day-efterligninger var pludselig noget, der fandtes (først Happy Death Day 1 & 2, dernæst Palm Springs), og i løbet af de 30 år fra idé til udgivelse er Om udregning af rumfang gået fra at være original til uoriginal til det mest originale inden for sin bevidst uoriginale genre.
Det, der gør Om udregning af rumfang så original, er netop det, man kunne kalde dens minimalistiske sensibilitet. Tara Selter flipper ikke ud, som Bill Murray ville have gjort, ved lyden af sin mands puslen, der er præcis den samme som i går og i forgårs og i … Hun registrerer den med en poetisk prægnans, der gør, at første binds indledende fem sider kan bestå af en næsten udtømmende beskrivelse af alle de lyde, et menneske laver i løbet af en dag. ”Jeg hører lyden af en hånd eller et ærme, der strejfer væggen, når han går op ad trappen igen, jeg hører ham i badeværelset, og jeg hører en lyd fra toiletkummen, som kun kan komme fra et opretstående, tissende menneske.”
Lyden af en hånd eller et ærme, der strejfer væggen! Den lyd kender du garanteret, kære læser. Men hvornår har du sidst lagt mærke til den, sådan rigtigt?
Eksistens er politik
Hvis Om udregning af rumfang var en 50-siders digtsamling eller en 100-siders enkeltstående roman, ville vægstrejfende ærmer være nok til at fremkalde glædestårer i undertegnede. Men der er tale om et over 1000 sider langt syvbindsværk. Om så verdens ældste borgruin blev strejfet af verdens fineste silkekimono, ville det ikke kunne holde min opmærksomhed fanget så længe. Deraf min indledende skepsis. Der synes at mangle noget mere, noget grundlæggende for romangenren. For skal jeg beskrive, hvad de to første bind af Om udregning af rumfang er, er det nemmere at beskrive, hvad de ikke er: Det er det tætteste på en fuldstændigt apolitisk roman, jeg nogensinde har læst.
For når præmissen er, at Tara er alene i verden – eller er den eneste i verden, der ved, hun er alene – er det også klart, at romanerne meget snart bliver ude af stand til at handle om andet end Tara selv og hendes sanseindtryk. Og det bliver tilfældet, da Tara efter den hjerteskærende første halvdel af første bind må indse, at hun som 108 gentagne dage ”ældre” end sin mand, Thomas, er vokset fra ham. I anden halvdel af første bind og i hele andet bind er Tara mestendels alene – og når hun er sammen med andre mennesker, er de aldrig ”rigtigt” sammen.
Andre anmeldere har kaldt det eksistentiel litteratur. Men i mine øjne er det umuligt at sige noget om et menneskes eksistens uden at sige noget om dets forhold til andre mennesker. Vi bliver ikke mennesker alene, vi bliver mennesker sammen – det, der kendetegner politik, nemlig de kontinuerlige forhandlinger om, hvordan vi skal leve sammen, er også det, der kendetegner eksistens. Robinson Crusoe uden Fredag er et tomt hul af ingenting. Det samme lader Tara til at være.
Et mammutværk træder frem
Men i tredje bind sker der noget. Jeg bliver nødt til at spoile det: Tara er ikke alene i verden. Hun støder på Henry Dale, der har været fanget i den 18. november i 1144 dage ligesom hende – plus-minus en enkelt dag. Og jeg opdager som læser, at jeg har misforstået værket fuldstændigt. De to første bind er ikke en roman. De er begyndelsen på et kæmpeværk. At det eneste, jeg rigtigt ved om Tara efter 300 sider, er, at hun har øre for oversete (eller -hørte) lyde, gør hende ikke til en flad karakter. Holdt op mod den mere jordnære Henry bliver det pludselig klart, at de to første bind har introduceret Tara grundigt. Som et poetisk gemyt, en langsomtlevende, fintsansende drømmer. Og at det ikke er Solvej Balles prosa, der er fuld af minimalistisk prægnans. Det er Tara, der er det.
Faktisk – og jeg forstår ikke, at jeg var 400 sider om at opdage det – skriver Solvej Balle alt andet end minimalistisk. Slår man op på en hvilken som helst side i Om udregning af rumfang, vil man støde på lister og ophobninger som figur. Det handler ikke om den enkelte, prægnante detalje, men om at beskrive udtømmende. Det er ikke ærmet mod væggen, de første fem sider handler om, men samtlige hverdagslyde, et menneske laver, i rækkefølge. Sådan fungerer snart sagt hver en replik, hver en beskrivelse. Solvej Balle fylder på og fylder på, hælder detalje på detalje i den rummelige beholder, en roman er. Og hver detalje er uhyre godt set. Det er maksimalisme, men skrevet med en minimalistisk forfatters sans for præcision.
Læselivet passerer revy
Men Solvej Balle er ikke bare interesseret i den virkelige verden. Det er ikke kun sanseindtrykkene, der vokser og vokser. Det er også billedsproget. Alle karaktererne har sjovt nok det til fælles, at de holder af at illustrere deres tanker med billeder, som de langsomt, hen over adskillige sider, udbygger og gør mere komplekse. Og Balle glemmer ikke billederne, men lader dem udvikle sig hen over bindene og bygge oven på hinanden – og blive til lister og ophobninger. Som da Tara på et tidspunkt i tredje bind vender tilbage til Thomas og – smæk! – i løbet af en enkelt sætning gennemgår alt det, de som ægtepar har været på det metaforiske plan, men nu, efter bruddet, kun er med modsat fortegn:
”Vi var ikke et orkester, når vi lå i sengen med det grå morgenlys ved gardinet, vi var ikke et hesteforspand på vej ad hullede stier, vi var hverken siamesiske tvillinger eller elskende i et tåget landskab og slet ikke to floder, der flød sammen i lavvandet. Kulturens vugge.”
Lyder det ikke af meget? Det kan jeg love dig for, at det er, når man har brugt hundrede sider på langsomt at trave igennem hvert billede i løbet af første bind og knytte hele Taras og Thomas’ fælles-adskilte liv til dem. Det smæk, opsummeringen af billederne rammer læseren med, kan kun findes i et mammutværk af den slags, hvor man ser sit læseliv passere revy hen mod slutningen, husker alle de sider, man har tilbragt med personerne, som år med en nær ven.
Det kan jo egentlig ikke beskrives i en anmeldelse. Og det kan ikke eksistere i en enkelt 170-siders roman. Det kan først begynde at findes efter en vis murstenslæseindsats. Og det kommer det til, det begynder det for alvor at gøre, i løbet af tredje bind. Tænk, at serien ikke engang er halvvejs endnu. Jeg føler allerede, den rummer det meste af et liv. Jeg glæder mig til at leve videre med Tara.
Titel: Om udregning af rumfang I-III
Forfatter: Solvej Balle
Forlag: Pelagraf
Udgivelsesår: 2020-21
Vinder af Nordisk Råds litteraturpris 2022
Karakter: Bestået
Pristjek 