Kun to regulære fagbøger har modtaget Nordisk Råds litteraturpris, og kun én af dem handler ikke om litteratur – nemlig Villy Sørensens filosofiske essays Uden mål – og med. Da han modtog prisen, var Villy Sørensen allerede en af Nordens største forfattere, men han var samtidig stoppet med at skrive skønlitteratur. Måske er det derfor, man gav prisen til en underligt amputeret bog, hvor man skal læse et helt andet værk for at få konklusionen.
Af Hans Peter Madsen
Meget tidligt var det for sent at give Villy Sørensen Nordisk Råds litteraturpris. Da han blev nomineret første gang – i 1966 for sin tredje novellesamling, Formynderfortællinger – havde han allerede modtaget Det Danske Akademis Store Pris i en alder af blot 33. Selvom han var ung, var han en inspiration for en ny generation. Som redaktør på Vindrosen udstak han sammen med Klaus Rifbjerg kursen for dansk modernisme, og han var da også selv i høj grad den første danske modernist. Da hans debut, Sære historier, udkom i 1953, lignede den intet andet – det skulle da lige være Borges, som først ville blive introduceret på dansk 17 år efter, eller Kafka, som kun netop var begyndt at blive oversat.
Hans stil var så ny i det bagudskuende Danmark, som stadig næsten udelukkende producerede tung og aldrig formeksperimenterende realisme, at han modtog et afslag på debutbogen fra Ole Wivels forlag med denne nærmest forurettede begrundelse: ”Mentaliteten svinger mellem det infantile og det udspekulerede, ofte sindssyge. […] Man kan beundre forfatterens udholdenhed og konsekvens, som meget ubehageligt får én til at tænke på en tålmodig onanist.”
Men Villy Sørensen fik ikke Nordisk Råds litteraturpris for Formynderfortællinger. Den gik til Gunnar Ekelöf, der var i sin karrieres efterår og vel skulle have prisen, inden det blev for sent – det blev det bare også for Villy Sørensen. Han skrev aldrig flere betydelige skønlitterære værker. Godt nok kom der to små digt/kortprosasamlinger – Vejrdage (1980) og den posthume 55 bagateller (2002) – samt nogle genfortællinger af nordiske og græske myter, men den originale inspiration var tørret ud. Resten af livet var Villy Sørensen essayist, filosof og politisk tænker.
Alligevel forblev han en af Danmarks største forfattere og en evig kandidat til Nobelprisen – og fik som den allerførste den såkaldte ”lille nobelpris”, Det Svenske Akademis nordiske pris. Så selvfølgelig skulle han også have Nordisk Råds litteraturpris. Han undlod bare hårdnakket at skrive en bog, han kunne få den for. Måske er det derfor, hans vinderværk, Uden mål – og med, stikker sådan ud.
Hvem har egentlig bedt om atombomben?
Uden mål – og med er den eneste essaysamling, der har modtaget Nordisk Råds litteraturpris. Men essays er måske så meget sagt, i hvert fald hvis man forbinder genren med springende tanker fra en forfatter, der tager én med på slentretur gennem en blanding af læsning, nørderi, privatliv og poesi. Villy Sørensen skriver ikke essays som en forfatter, han skriver essays som en akademiker, helt uden at bruge ordet ”jeg” og næsten lige så stringent filosoferende og kildeciterende som en – usædvanligt velskrevet – afhandling.
Mest præcist er det nok at sige, at Uden mål – og med er den eneste bog, der har vundet Nordisk Råds litteraturpris uden at have noget med litteratur at gøre. En enkelt anden regulær fagbog har fået prisen – svenske Olof Lagercrantz’ Fra helvede til paradis – men det er en bog om litteratur, nemlig Dantes Guddommelige komedie. Bortset fra en 25 sider lang læsning af Goethes skuespil Torquato Tasso og et én sætning langt namedrop af Finnegans Wake er Uden mål – og med kun interesseret i samfund, videnskab og filosofi.
Bogens undertitel er ”Moralske tanker”, og grundlæggende er Uden mål – og med en filosofisk udforskning af moral. Ikke så meget hvad der er eller bør være god moral – så langt kommer Villy Sørensen aldrig – men hvorvidt der overhovedet kan eksistere noget, man kan kalde moral, og om en form for moral er nødvendig for at skabe et godt samfund.
Udgangspunktet for Sørensen er, at naturvidenskaben ikke bare har slået gud ihjel og dermed den kilde til en mytisk, eviggyldig moral, menneskeheden før i tiden har haft – men at den teknologiske udvikling også har medført kriser, som synes i højere grad at være opstået, fordi det var teknisk muligt, end som resultat af en bevidst beslutning. Vi har fået atombomben og klimakrisen (eller forureningskrisen, som det hedder på 1970’ersk), men hvem havde egentlig bedt om det?
Hvis vi skal løse samfundets kriser, er det nødvendigt ikke bare at bedrive teknokratisk lappeløsningspolitik, men at træde et skridt tilbage og spørge, hvilket samfund vi egentlig ønsker os, og hvordan vi overhovedet kan definere udgangspunktet for det samfund – hvad vi betragter som godt og ondt, hvilken moral vi har og bør have.
Det er interessante spørgsmål. Men Villy Sørensen beskæftiger sig ikke med at besvare dem. De 270 sider i Uden mål – og med går med at argumentere for, at de overhovedet bør stilles.
Denne anmeldelse er unfair
De fleste kapitler i Uden mål – og med er bygget op på samme måde: Villy Sørensen introducerer til en tænker, der ikke mener, at mennesket har en naturligt medfødt moral, eller at det giver mening at filosofere normativt over, hvilke specifikke mål der bør sættes for samfundsudviklingen. Så finder Sørensen hullerne i tænkerens argumenter og kommer frem til, at vi måske bør tænke over godt og ondt og sætte langsigtede mål for vores fælles udvikling.
Grundlæggende er det interessant, når han diskuterer med interessante tænkere, og uinteressant, når han ikke gør. Det er tilsyneladende med god grund, at den franske biokemiker Jacques Monod ikke er blevet nogen klassiker inden for filosofien, mens diskussionen af behavioristen B.F. Skinners tanker til gengæld fører til dybere refleksion.
Hele tiden har jeg dog en fornemmelse af, at jeg er den forkerte læser. Bortset fra når Sørensen diskuterer med de klassiske tænkere – Seneca, Nietzsche, Wittgenstein – får jeg lyst til at læse en nyere bog om samme emne, vide, hvad der er sket i tænkningen siden.
Men også når gode spørgsmål diskuteres godt, kan jeg mærke, at jeg som læser foretrækker noget andet. Diskussionen af B.F. Skinners adfærdspsykologi fører til spørgsmålet om, hvorvidt man kan indrette et diktatur sådan, at borgerne er lykkelige og ikke savner frihed – om et diktatur kan være godt. Det er sjovt at tænke over. Men hellere end at tænke over det på egen hånd vil jeg læse om det som fortælling, som roman, og den roman hedder Se dagens lys, er skrevet af Svend Åge Madsen og er ret fremragende.
At jeg selv ganske enkelt holder mere af skønlitteratur end af filosofi, betyder selvfølgelig, at denne anmeldelse er unfair. Jeg ved det godt. Nettos tilbudsavis bliver jo ikke en mere værdig vinder af Nordisk Råds litteraturpris end Uden mål – og med, bare fordi jeg interesserer mig mere for et godt tilbud på smør end for Immanuel Kants pligtetik. Men jeg kan ikke være en anden læser end mig selv.
Kort før oprøret fra midten
Selv bliver jeg mest grebet, når Villy Sørensen bliver mest konkret. I et essay kritiserer han Perspektivplanlægningen 1970-85 – en ekspertrapport fra 1968 med forslag til imødegåelse af den fremtidige økonomiske situation – og pludselig virker Sørensen brandaktuel, da han diskuterer ekspertpanelets forslag om at nedlægge universitetsstudiepladser til fordel for de erhvervsfaglige uddannelser. ”Det synes altså accepteret at der uundgåeligt må være en modsætning mellem samfundets (økonomiske) interesser – og individernes,” kommenterer Villy Sørensen syrligt og fortsætter: ”Hvis samfundet viste lidt større interesse for individernes interesser, ville det allerede øge samfundets behov for alment-humanistisk uddannede.”
Det, der er i menneskenes interesse – kunst og dannelse – burde også være i samfundets interesse, også selvom det ikke kan måles økonomisk. Det er jo nærmest noget, Emma Holten kunne have skrevet i dag.
Og den slags gad jeg godt have læst mere af, hvilket jeg for så vidt også har mulighed for. Hvad Nordisk Råds priskomité ikke kunne vide, er nemlig, at Uden mål – og med i et større perspektiv bedst kan ses som et forarbejde til Villy Sørensens næste debatbog: bestselleren Oprør fra midten (1978) skrevet sammen med fysikeren Niels I. Meyer og politikeren K. Helveg Petersen, der udstak retningen for et hverken kapitalistisk eller kommunistisk utopisk samfund, solgte over 120.000 eksemplarer og førte til lidt af en folkebevægelse med studiekredse og debatmøder landet over – dog uden, i sidste ende, at få en egentlig politisk effekt.
Hvor Oprør fra midten er Sørensens program for det ideelle samfund, er Uden mål – og med argumentet for, at det overhovedet er nødvendigt at formulere et sådant program. Læst for sig selv virker den derfor lettere amputeret. Sørensen argumenterer grundigt og overbevisende for, at man bør sætte mål for samfundet på baggrund af en gennemtænkt moralfilosofi, men undlader i denne bog at sætte målene og udtænke filosofien.
Hvorfor det var dén bog, han skulle have Nordisk Råds litteraturpris for, har jeg svært ved at forstå. Men måske havde priskomitéen fornemmet, hvad der også var sandt: at de var for sent ude. Han var en af Nordens største forfattere, men i 1974 var det allerede 10 år siden, han havde skrevet sit tredje og sidste betydelige skønlitterære værk. Det virker, som om prisen for en gangs skyld blev givet mere for et forfatterskab end for en specifik bog. Og som forfatter havde Villy Sørensen da også fortjent æren. Men som værk stikker Uden mål – og med ud som den eneste vinder af Nordisk Råds litteraturpris, der ikke har noget at gøre med litteratur.
Titel: Uden mål – og med
Forfatter: Villy Sørensen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 1973
Vinder af Nordisk Råds litteraturpris 1974
Karakter: Dumpet
Pristjek 