Sjældent har Nordisk Råds vekslende priskomitéer ramt plet i en sådan grad, som da de i 1998 gav litteraturprisen til den finlandssvenske digter Tua Forsström for Efter at have tilbragt en nat blandt heste. Det er tyste og melankolske digte, men også digte, der springer som tanker og laver pludselige poetiske udfald. Men først og fremmest – og det er det, der gør dem så mesterlige – er de digte.
Af Hans Peter Madsen
Det kan virke omsonst, nærmest naivt, at forsøge at pege på den største, den vigtigste, den mest betydningsfulde forfatter i et land, et sprogområde, verden. Alligevel er det vel, hvad enhver litteraturpris jævnligt forsøger at gøre.
Og skulle man pege på den største nulevende nordiske lyriker, ville både mit og mange andres svar nok være den finlandssvenske digter Tua Forsström. Det er sjældent, at en forfatter har modtaget flere litteraturpriser, end hun har udgivet bøger, men Forsström er en af dem.
Og skulle man pege på hendes hovedværk, tror jeg også, at mange ville være enige om, at Nordisk Råd-juryen ramte plet, da de i 1998 gav hende prisen for Efter at have tilbragt en nat blandt heste. Det er en kort digtsamling – 26 digte plus fem citater fra Andrej Tarkovskijs bøger og film – men til gengæld er digtene mættede. Ikke – i mine øjne – nødvendigvis med betydning, men med stilistik.
Her tror jeg, min opfattelse af Tua Forsström adskiller sig fra den jury, der gav hende Nordisk Råds litteraturpris. I beskrivelsen af værket kommer de hovedsageligt ind på tematikker og indhold – at der er meget natur, mange dyr, og at ”Dyrene repræsenterer friheden til at være og at føle, og de peger også på livets skrøbelighed.”
Gør de det? Det tror jeg ikke. Jeg tror bare, de er dyr. Jeg tror, det er en fejl at læse Tua Forsströms digte som kodede meddelelser. De er digte. Så lad mig forsøge at læse dem som digte.
Udråbstegnets digter!
For mig er Tua Forsström gentagelsens digter. Udråbstegnets digter, henvendelsens digter, modalverbernes digter.
Ikke fordi der ikke findes andre digtere, der benytter sig af gentagelser, udråbstegn, henvendelser, modalverber – men fordi få gør det så godt som Tua Forsström. Og fordi de fleste af dem, der gør, har læst hendes bøger og lært det af hende.
”Sneen fyger over indergårdens roser./ Tog ikke støvler og halstørklæde med, bladrer/ i bøger, ved ikke hvad jeg skal gøre af alt lyset!/ De ville ikke godkende farverne, Andrej Arsenevitj./ Det er alt for virkningsfuldt, alt for/ meget, alt for meget af alt!”
Sådan begynder det første digt i Efter at have tilbragt en nat blandt heste. Som mange af digtene i bogen er det udformet som en slags brev til den russiske filmskaber Andrej Tarkovskij, for ”Jeg skriver fordi De er død og fordi jeg vågnede/ sidste forår på mit hotel ud mod gaden i Benidorm til den vidunderlige/ høje kvidren.”
Og allerede i løbet af bogens første seks linjer optræder der hele to udråbstegn – digtet kan selv være, hvad det siger, når der står: ”alt for/ meget, alt for meget af alt!” For det er netop den intensitet, Forsströms digte har. De er alt.
Gentagelsens, modalverbernes digter
Man møder mange af de typiske Forsström-figurer allerede i dette første digt. Der står: ”Førhen havde jeg meget og huskede ikke. Svært/ at holde sig til ting. Svært at holde sig til ting.”
Den understregende gentagelse er vel egentlig en anden, mere afdæmpet måde at gøre det samme, som et udråbstegn kan, og den findes i hele bogen. Der er noget sitrende melankolsk over disse forsøg på at fastholde et indtryk eller en tanke – lade stilen understrege, at det her er vigtigt. Samtidig med at der er noget skrøbeligt ved den måde, linjerne knækker på – bemærk linjeskiftet efter ”Svært”! Ikke at knække linjen på punktummet – at lade sætningen have to rytmer på samme tid – det er typisk for Forsströms sans for alt, der kan gå itu, men også alt, der kan blive til noget andet og større ved at flyde ind i hinanden.
Og så er der slutningen på digtet: ”Man bør ikke uafbrudt bede om undskyldning, man bør/ nok takke, men ikke uafbrudt. Mälaren som/ bly dernede. Resten er hvidt og rødt.” Spørgsmål om at burde og at skulle – det er også typisk Forsström. De to digte, der indleder samlingens anden del, er bygget op omkring modalverbet ”at skulle”; her er det sidste, ”PS”, i sin helhed:
”Jeg mener: der skulle/ ikke være nogen forskel/ Der skulle være en vis mængde af alt/ Ingen skulle være ofret/ Der skulle ikke være nogen/ algeørkener, ingen barndom,/ ingen vandlidende skov.”
Og her kan vi igen tilføje et element til typisk-Forsström-listen: poetiske upræcisioner. ”Der skulle være en vis mængde af alt” siger jo egentlig ikke særlig meget, er jo egentlig næsten betydningsløst. Men smukt er det – og længselsfuldt efter en bedre verden, selvom det står hen i det uvisse, hvordan denne bedre verden ser ud.
Diskrete stilbrud
Nu, hvor jeg alligevel er ved at lade denne anmeldelse blive en liste over kendetegn ved Tua Forsströms digte, så lad mig blive ved – og love, at der kommer en forklaring på, hvorfor opremsningen er nødvendig.
Digtene er melankolske, men nøjagtig hvordan er de melankolske? Et svar kunne være: ved at sanse i datid. Digtet ”Bliv aldrig ven med en krage” synes at bestå af tre sammenflettede dele, og den midterste lyder sådan her: ”Her sker der ingenting. Ingenting. Haver/ i regn. Citroner i måneskin. En flok alliker lettede med et/ voldsomt spektakel ved ruinen i aftes. Klokkerne mildt/ gennem disen. Røgen, klangene.”
Der er noget rørende – og noget ensomt, bedrøvet – over, hvordan de små sanseindtryk ikke bare er sanseindtryk, men er blivende. Ikke bare at opleve allikerne lette, men at bide mærke i det i en sådan grad, at det bliver et minde, noget at fortælle om i datid.
Et sidste stiltræk: indskuddene af konstaterende sætninger. Her citerer jeg digtet ”Sommeren gik så hurtigt” i sin helhed:
”Sommeren gik så hurtigt, og jeg husker knap/ huset på bakken længere. Alligevel tilbragte jeg mange/ nætter der. Lynene oplyste den vældige magnolie./ Et lyn vælger altid den mindste afstand mellem skyen og/ jordoverfladen. Ham der ejede huset viste sig egentlig aldrig, ikke et blad/ rørte sig i vinden. Han spillede Kinderszenen på et så kostbart/ instrument at man bagefter betvivlede det hele. Jeg står/ tilbage med en nøgle af glas i hånden. Røg, mod ansigtet et/ mørkt pust. Vi tror let vi er fortabte. Dybt dernede/ blinker vandet, en biflod til den mægtige Missouri.”
Digtet indeholder to konstateringer, men med to vidt forskellige måder at være fakta på: ”Et lyn vælger altid den mindste afstand mellem skyen og/ jordoverfladen” og ”Vi tror let vi er fortabte.” Til fælles har konstateringerne, at de bryder med digtets stemme; sætningen om lynet er til forskel fra resten af digtet hverken sansende eller følende, kunne lige så godt stamme fra en naturvidenskabelig håndbog; sætningen om fortabthed befinder sig pludselig på et helt andet, filosoferende plan end de konkrete indtryk, digtet ellers beskæftiger sig med.
Og selvom man kan blive ved med at opliste stiltræk, der er typiske for Tua Forsström, så er det netop dét, der er afgørende for, at noget føles som et Forsström-digt: de diskrete stilbrud. Derfor har jeg måske også snydt læseren for et korrekt indtryk af Efter at have tilbragt en nat blandt heste ved at beskæftige mig med stiltrækkene hver for sig og hovedsageligt citere enkelte linjer – for man kan først få et indtryk af, hvordan Tua Forsström skriver, når man sidder med et helt digt, og helst et af de længere, der fylder omkring en side. Så nu må det være på tide at citere et af de lange:
Sextus Propertius
”Også skygger har liv; ikke alting ophører med døden,
Og de blege iler i flugt fra det besejrede bål”
fra Sextus Propertius’ Elegier
Undskyld det har taget sin tid før jeg svarede, sommeren gik så hurtigt.
Er der årstider hvor du er? Går du på gnistrende og skarpe
sten? Jeg tænker ofte på dig. Tragiske gebærder, solbriller,
tøvende afmålte trin … Du ved hvordan det er. Hvordan
alting gik helt galt, hvor latterligt, at den forkerte person måske
til sidst gik hen og døde. Bunden går ud af alting. Bunden går ud af alting.
”Forfærdeligt!” råbte vi, ”forfærdeligt, fantastisk!” Nu da jeg skriver
er det oktober med sne i luften; sadle, trense, desinficere sår, opgive
personnummer og adresse, indlede nødvendige reparationsarbejder
på sydsiden. Skifte til vinterdæk. Hvad kærligheden end er – ingen
fandt beskyttelse imod den. Er I sammen nu? Skyerne driver
lavt over markerne, det blæser mildt. Jeg ville gerne vide hvordan
det ender. Er dit hjerte transparant som krystal? Når vi ses
vil jeg spørge om de hyacinter du ved.
Et svæv af blandet stilistik
Hvad er det, der gør et Tua Forsström-digt godt? Selvfølgelig er det de enkelte komponenter – ”Går du på gnistrende og skarpe/ sten?” er et godt spørgsmål, ”Bunden går ud af alting” er en hjerteskærende sætning at gentage, ”opgive/ personnummer” er så bedrøvet et linjeskift, at det næsten vender 180 grader og bliver kækt. Men først og fremmest er det sammenstillingen af sætningerne.
Ingen kan få et digt til at hænge sammen – eller netop ikke hænge sammen – som Tua Forsström. Man kan følge en vis tankegang hele digtet igennem og samtidig ikke følge den. Man kan sammen med digteren springe fra ”Skifte til vinterdæk” til ”Hvad kærligheden end er – ingen/ fandt beskyttelse mod den”, men midt i springet kigger man ned i den svimlende afgrund mellem de to sætninger og må forundres over, at man alligevel fortsat svæver.
Det er ikke sådan, at Forsströms digte nægter at hænge sammen. Men de forsøger heller ikke at gøre det. De svæver rundt i et mellemrum – eller en afgrund – mellem at være formfuldendte og at være kataloger over stilistiske virkemidler; og jeg tror, at det er dette svæv af blandet stilistik – som vel mest af alt minder om den menneskelige bevidsthed – der mere end nogen tematik gør digtene så hjerteknugende melankolske. I dette svæv bliver alting skrøbeligt, lige på nippet til at gå itu – men ender alligevel med at forblive intakt.
Det er derfor, det har været nødvendigt for denne anmeldelse at opliste den lange række Forsström-stiltræk: fordi det er blandingen af alle disse virkemidler, der på en mystisk måde hverken går op eller ikke gør det – som, med en kedelig poesiprofessorformulering, skaber uventede forbindelser – der gør digtene så mesterlige.
Digtene er digte
Det er vist lykkedes mig at anmelde Efter at have tilbragt en nat blandt heste uden rigtigt at sige noget om, hvad digtene handler om. Vil man vide det, kan man i stedet læse Nordisk Råds beskrivelse. Altings forgængelighed og menneskets ensomhed, er temaerne åbenbart, kombineret med symbolske dyr, der er stand-ins for almenmenneskelige følelser.
Fair nok. (Eller ikke fair nok med dyrene. Jeg gentager: De er bare dyr). Men først og fremmest er det, der gør Efter at have tilbragt en nat blandt heste til et mesterværk, et hovedværk i d. 20. århundredes nordiske lyrik, at det er poesi. At alle de enkelte Forsström-træk mødes og gnider mod hinanden uden at skurre, men også uden at udglatte. At digtene er deres stil – er digte – mere end noget som helst andet.
Titel: Efter at have tilbragt en nat blandt heste
Forfatter: Tua Forsström
Oversætter: Peter Nielsen
Forlag: Husets forlag
Udgivelsesår: 1997
Vinder af Nordisk Råds litteraturpris 1998
Karakter: Mesterværk
Pristjek 