Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 1978, Kjartan Fløgstads Dalen Portland, er en bizar men suveræn blanding af klasserejser, kapitalismekritik og magisk realistiske eventyrsfortællinger. Det er en sprælsk fortælling om en sprælsk tid, samlet og præsenteret i en buldrende prosa.
Af Anders Holbæk
Vi befinder os i mellemkrigsårene i en lille bondelandsby i Norge. Bønderne har solgt deres overskydende jord for en slik til storkapitalen, industrialismen er på vej, og med den kommer alt til at forandre sig. I det lille samfund møder vi fætterparret Selmer og Rasmus Høysand, der begge skal finde sig til rette i en verden i bragende forandring. Hvor Selmer ser den nybyggede fabrik som en mulighed for tryghed og fast indkomst og tilretter sit liv derefter, søger Rasmus langt, langt væk fra byen, rejser verden rundt og tumler ind i det ene eventyr efter det andet.
En hæsblæsende prosa
Poetisk, rytmisk, fortælleglædemæssigt er Dalen Portland mesterlig fra ende til anden, og derfor skal vi dvæle ved det en god stund. Man kan slå ned, hvor man vil, og finde sprogligt guld, så lad os bare starte med begyndelsen: Dalen Portland begynder i løb – både sprogligt og konkret – hos en tiårig dreng, der spæner over mark og bæk for at overlevere livsforandrende nyheder til Høysand-familien:
“Han springer over stenbroen, over bækken som løber hvid i kåde kast, blir fanget af trærenden, styrter sig over kværnaksen, drejer kværnstenen, maler kornet. Men han har travlt, blir ikke stående længe og ser på bækken, renden, aksen, vandmøllen, før han river sig løs og styrter videre. Den første bakke er stejl og stenet, men han mærker det ikke, springer hele vejen. Du som er så kæk og rask, kan du ikke springe op med besked? Så henter bedstefar sikkert en gren fra et rønnebærtræ og snitter en stav med fine mønstre til dig. Å, jo! Han kan rigtignok give besked! Han løber opad, tomhændet og barfodet. Det er sensommer, det har regnet, solen skinner, og nu er det atter varmt og friskt under fodsålerne.”
Citatet fanger den fart og vitalitet, som Fløgstad mesterligt skriver frem i Dalen Portland. Man mærker drengen spæne gennem landskabet, og hver en ting, han ser, sætter tanker i gang. Det er ikke kun bækken, der bliver fanget af trærenden, det er også sætningen, sproget, der må flyde med og beskrive, hvordan vandet ender med at male kornet. Og som prosaen har taget sig tid til at følge processen, har drengen ligeså – han river sig løs, og os, læseren, og prosaen med sig, og løber videre. Vi når dårligt at mærke bakken foran os, før fortællingen springer i tid, tilbage til da drengen fik til opgave at videregive en besked, og videre til hans tanker, vi er i drengens følelser med ham – åh, jo, han kan overlevere en besked! – før vi igen springer tilbage i løbet. Fortællingen zoomer ud, årstid, vejret tidligere, vejret nu, her er varmt og frisk. Mesterligt!
Og det formår Fløgstad på bare otte linjer med indlevelse og sans for rytme. Se f.eks. bare, hvordan ledsætningerne bliver kortere, så rytmen stiger, når bækken “som løber hvid i kåde kast, blir fanget af trærenden, styrter sig over kværnaksen, drejer kværnstenen, maler kornet.” Selv ordene sætter farten op! Eller hvad med verberne, Fløgstad bruger? Vandet løber ikke ned over kværnaksen, det styrter sig! Det er aktive, ja nærmest hyperaktive, verber: Der er ikke sol over dalen, solen skinner! Citatet her fylder omkring en halv side, men drengens og sprogets sprint – eller burde man sige maraton – forløber over hele fem sider, fyldt med natur og bondeidyl, uden på noget tidspunkt at miste pusten. Og når det endelig gør holdt:
“Rolig, rolig, en evighed i tid og rum, drengen hiver efter vejret og ordene som for altid skal bryde denne stilhed, bryde den for evigt, rive det fredfyldte billede itu, så let som om det var et forsvarsløst og nytteløst fotografi eller en daguerreotypi, som ingen længere bryder sig om at tage vare på.”
Vi er i orkanens øje, et øjeblik med ro, inden drengen overleverer beskeden, der skal ændre familiens liv: “Jeg skulle sige fra mor, at jeg skulle sige til farbror Selmer, at han kunne få et skifteholdsjob på fabrikken.” Og med det bliver bondefamilien trukket ind i industrialismen, der er flyttet til den lille by i form af fabrikken. Dalen Portlands centrale konflikt. Men før drengen kan sige det, er vi en kort stund hos bedstefar Høysand, bondemand hele sit liv, der havde gættet, hvad drengen kom for at sige, og med et millimeterpræcist gearskifte får Fløgstad trukket fortællingen ned i en stille, eftertænksom melankoli:
“Han skal lige til at sige noget, men blikket er ikke fæstet på den forpustede dreng; øjnene er fjerne og ufokuserede og fulde af Liaset, Brekkeheia, et glimt af Nevrålen, […] Reinsnuten og Skaudel, med den hvide snebræ helt bagerst, som favner det hele og vender ryggen mod øst og de fjerne Suldalsheiane. Stærkt og vildt og mægtigt. Og så sårbart […] at det bare er et fotografi, som drengebarnet kan holde mellem fingrene og rive i stykker. Han fylder blikket en sidste gang, som om han ved at det snart skal brise. Så trækker han uret op af lommen, knipser låget, ser ned på urskiven: Det historiske øjeblik, nøjagtig tid og sted.
Nej, er det dig der er ude at gå! siger han og ser op igen.”
En magisk realisme
Dalen Portland er en mærkelig størrelse. Hvad der kunne have været en helt tilforladelig og jordnær gang socialrealisme, fyldt med kapitalismekritik og beskrivelser af sammenholdet og udfordringer i det lille lokalsamfund, har her fået en regulær saltvandsindsprøjtning i form af lige dele magisk realisme og Tintin-eventyrisme.
Det går i spænd med fortælleglæden, en vitalitet i både form og indhold, der viser sig som hurtige ryk fra det hverdagslige til det fantastiske. Som f.eks. da et karnevalistisk studenteroptog passerer gennem byen – farverigt nok i sine realistiske detaljer – hvor en mand i en politisk livesketch surt læser avis, og de fremmødte ikke nøjes med at “smile, de lå på maven af grin, røde i ansigtet og med tårer i øjnene, med værkende mellemgulv og skælvende fødder. Da f.eks. manden åbnede Aftenspostens morgenudgave på side 2 med et vågent, alvorligt og samfundsbevidst udtryk i øjnene, var der mange som ikke kunne klare mere. De var ved at dø af grin og måtte fragtes på sygehus af frivillige medlemmer af Røde Kors’ samariterkorps.”
Samme vitalitet af sanse- og livsindtryk finder vi også i Dalen Portlands to hovedpersoner, fætrene Selmer og Rasmus Høysand. De lever som tidligere nævnt vidt forskellige liv, men begge er sprudlende og buldrende i Fløgstads beskrivelser: Efter den unge drengs besked på bondegården om ledigt arbejde spæner Selmer samme vej tilbage med lige så høj fart, får jobbet på fabrikken og sætter dermed kursen for resten af sit liv der. Det ville være let at beskrive ham som simpel og konform, et tandhjul i maskineriet i modsætning til sin mere intellektuelle og eventyrlystne fætter – og sådan er han også på nogle måder – men Fløgstad beskriver ham med empati og indlevelse. Selmer er vågen og lavpraktisk og tænker på sin egen og sin families fremtid:
“Selmer Høysand […] kunne på mange måder være en godtroende mand, og flink og tillidsfuld som de fleste vestlændinge. Men når denne dreng […] fremstammede nogle stakåndede ord, der kom til at ændre hans fremtid, så var der i hvert fald flere ting Selmer Høysand ikke troede på. Han troede f.eks. ikke på at hans skæbne blev bestemt af stjernekonstellationer netop den dag og den time han blev født, eller af resultatet af kommunevalget året i forvejen, eller af livslinjerne i hans hånd, rækkefølgen af bladene i kortbunken, stortingsvalget om to år, Gud den Almægtige, mønsteret i kaffegrumset […] på bunden af koppen […] På en indlysende og indiskutabel måde mærkede Selmer Høysand den hemmelighedsfulde magt, som får sit statistiske udtryk i de daglige børsnoteringers kapitallogik og sit dynamiske udtryk i den lige så uigennemtrængelige marxistiske dialektik, og da han begyndte at løbe […] tænkte han klart og sammenhængende på de kræfter, som rådede over hans liv. [Han] tænkte på penge. Slet og ret. Kroner og ører. På at han sidste år havde tjent 45 kroner på en sommer som karl, på at han var 20 år, og at han i år tjente til kost og logi derhjemme.”
Vi får beskrivelser af det, Selmer kommer fra, at han er en handlekraftig mand, holder sig fra overtro, er kritisk over for religion, men mærker de økonomiske systemer i luften, som en fugl mærker et jordskælv, selvom han ikke forstår dens uigennemtrængelige logik. Vi får også at vide, at han, sammen med sine brødre, bor hjemme, er klar over, at det koster for hans forældre, og derfor – må vi selv regne ud – vil han ud og klare sig selv. Han bliver en dygtig ovnarbejder, og gennem sit arbejde med stål mærker han krigenes behov og aktieselskabernes bestyrelsesmøder i sveden på sin pande. “[H]ans fremtid, kærlighed, loyalitet, udvikling af evner, kræfter og klassebevidsthed og politiske forståelse vil blive knyttet til ekspansionen eller kriserne i det kapitalistiske system.”
Men Selmer er glad for sit arbejde og glad for sit liv, også sådan som de er filtret sammen, og han er stolt. “‘En ordentlig aberjder’ var det fineste hædersnavn en mand kunne få, og for Selmer, som for de andre med hans baggrund, stødte stolthed og glæde over veludført arbejde sammen med alle slags tanker om oprør.” De ser med lige dele foragt og forundring på de rige amerikanere, med mistro på marxisterne og uden sentimentalitet tilbage på det fattige bondesamfund – det eneste andet, de kan identificere sig med.
Tintin-eventyrisme
Endnu vildere er det med Selmers fætter Rasmus. Han var klog far barnsben, scorer topkarakterer – han bliver en mester i at “opløse” ligninger og finde hypotenusen, han lærer at udtale engelsk med stigende intonation, hvis der er tale om et spørgsmål, han lærer at skrive lange tyske sætninger med udsagnsordet til sidst, og han skriver stile for og imod påstanden om, at ideologierne er døde – og ser en vej åbne sig for ham væk fra bondesamfundet og ind på universitetet. Men, som vi kender det fra mange af de klasserejsefortællinger, der er moderne i vor tid, oplever Rasmus, da han ankommer til universitetet, at føle sig forkert på alle de måder, der betyder noget for et ungt menneske. Han dropper ud, stikker til søs, sejler gennem en verden i forandring og ender med at blive dykker. Og det er som dykker, at vi første gang møder Rasmus, i et sprog, der gløder:
“Efter fem hundrede våde, tavse, mørke år i dybet, ru og tilgroet og utydelig af muslinger, skaldyr og tang, blev han hentet op fra bunden af flemselens hav med de mest moderne hjælpemidler, […] hævet sagte og majestætisk op gennem det stille vand, som blev mindre og mindre sort og stadig lysere grønt, indtil det grønne eksploderede i skum og blev genskabt til blåt og han brød gennem havoverfladen med vandet spulende fra dækket, steg op i den klare dag og blev liggende og duve på overflade, hvor der bare stod tilbage at fylde lungerne og synge ud, om de store rum under dæk, som var propfulde af guld og sølv og kostbare krydderier og bronzearmbånd og diamantringe og brocher.” Rasmus trækker vejret dybt, hæver stemmen og begynder at citerer Wittgenstein. Vi er langt fra Selmer og den lille industriby.
Og vi skal meget længere væk. Rasmus Høysand sejler verden rundt, men ender i Sydamerika, hvor han kommer ud for den ene mere fantastiske ting efter den anden. Han styrter ned med et fly, får hukommelsestab, bliver forvekslet med den mystiske Mr. Burke, leder efter den gyldne by El Dorado og overlever et bibelsk uvejr. Han hører om pirater og om kup mod armerede pengetransporter, han møder en meteorolog, hvis eneste indsigt i kvinder er Walt Disneys Andersine og en trykkerirepræsentant, der aktivt arbejder for at øge inflationen i de lande, der er kunder. Han strejfer Amazonas, bliver tilfangetaget som slave af en krigsherre og sendt mod et liv i smaragdminerne, og i et sandt Hollywood-actionfilmsklimaks flygter han fra slavetransporten ved at springe ud fra en bro: “Han smilede mod sine forfølgere, hørte maskingeværet knitre tæt ved, og mærkede en ny kugle svide mod låret og svang sig legende let op på rækværket. Dér satte han fra som en stor hvid fugl ud i mørket.”
Det er vildt, voldsomt og kvart i at være for meget. Det blander opdagelsesrejser, actionfilm og socialdokumentarisme – men når det alligevel ikke bliver for fjollet, er det på grund af Fløgstads overlegne prosa, og de mere subtile samfunds- og kapitalismekritikker, han fletter ind i fortællingen løbende. Og sådan er Dalen Portland generelt. Den er intens, et trip, og til tider tendenserende til fjollet, men hvis man kan holde hånden på roret og tungen lige i munden, er det en rejse gennem ren fortælleglæde og hittepåsomhed, der gavmildt bliver ved med at overraske. Det er en sprælsk historie, om en sprælsk tid, mesterligt fortalt.
Titel: Dalen Portland
Forfatter: Kjartan Fløgstad
Oversætter: Kirsten Vagn Jensen
Forlag: Samlerens Bogklub
Udgivelsesår: 1977
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 1978
Karakter: Mesterværk
Pristjek 