Karl Vennberg er nok ikke kendt af mange danske læsere. Endsige af nogen. Men med sin melankolske ilterhed, spiddende ironi og sit uforudsigelige billedsprog fortjener hans Nordisk Råds litteraturpris-vindende digtsamling Sju ord på tunnelbanan ikke bare at blive fundet frem igen. Nogen bør omsider se at få den oversat til dansk.
Af Hans Peter Madsen
Nordisk Råds litteraturpris blev indstiftet med det formål at fremme Nordens kulturfællesskab, men kaster man et blik på listen over vindere fra begyndelsen af 1970’erne, ser det ud, som om dét projekt en overgang var ved at slå fejl. Blandt prisvinderne fra 1972 til 1976 findes kun én bog på dansk – hvilket til gengæld skyldes, at det er det sprog, den er skrevet på.
Den første af de fire fremmedsprogede prisvindere i træk, der aldrig er blevet oversat, er svenske Karl Vennberg. Eller helt uoversat er han ikke. En del af hans digte – inklusive to fra vinderværket Sju ord på tunnelbanan (1971) – indgår i Ivan Malinovskis udvalg af moderne svensk poesi Hvis der var telefon i nærheden (1978), som har taget navn efter Vennbergs nok kendteste digt, og andre findes i Malinovskis kultklassiker af et digtudvalg Glemmebogen (1963).
Alligevel kan man ikke fortænke den gennemsnitlige danske nutidslæser i ikke at ane, hvem Karl Vennberg var. Så lad os starte med en introduktion.
Jobbeskrivelse: intellektuel
Mens dansk litteratur skulle vente helt til 1960’erne med for alvor at opdage, at sproget er sprog og interessant i sig selv – kort sagt med at blive modernistisk – fik de svensksprogede forfattere fingeren ud allerede i starten af 1900-tallet med først Edith Södergran og dernæst Gunnar Ekelöf. Så mens de unge digtere herhjemme under besættelsen – Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Piet Hein, Morten Nielsen – stadig sad og fnidrede med rim og rytme så pænt og dukset, at end ikke din moster Oda den dag i dag har noget at indvende, eksploderede svensk poesi. Den generation, der kom i 1940’erne og hævede modernismen op fra at være et enkeltpersonsforetagende for særlinge til at blive den eneste rigtige måde at skrive digte på, kaldes fyrtiotalisterne. Og det, der forener generationen, er især den modstand, de mødte.
Den største indvending mod den nye poesi var, at den var uforståelig. Vil man se hvorfor, og foretrækker man at fatte hat på dansk frem for på svensk, findes en stor del af generationens lyriske hovedværk, Erik Lindegrens mannen utan väg (1942), i Hvis der var telefon i nærheden. Karl Vennberg var dog en smule mere meningsgivende end sine generationsfæller – og især fra 1970’erne og Sju ord på tunnelbanan bliver forfatterskabet (ifølge kendere) mere enkelt i sit formsprog, tættere på f.eks. Nordbrandt eller Tranströmer end på Rimbaud.
Det skete efter en ti år lang udgivelsespause. Vennberg var generationens tænker, lige så meget kritiker som digter, og arbejdede i en årrække som kulturredaktør på Aftonbladet. En mand af den slags, hvis jobbeskrivelse er intellektuel. Op gennem 60’erne syntes han at have fået så travlt med at tænke, at han havde lagt poesien helt på hylden, og det var derfor et comeback af Rystet spejl-dimensioner, Nordisk Råds-juryen gav prisen til i 1972. Her var en af 40’ernes store digtere trådt ind i 70’erne, en gammel stemme i en ny tid.
Og nu må vi virkelig se at få talt om de digte. Er de gode? Værd at genopdage? Burde de findes på dansk? Ja, ja, ja!
Ilter, men med glimt i øjet
Sju ord på tunnelbanan begynder med et af bogens højdepunkter – langdigtet ”Självporträtt 1968”. På grund af titlen kunne man fristes til at læse det som et slags dækket portræt af 1968-generationen, men først og fremmest er det et pinsomt konkret og samtidig ironisk, men også oprigtigt ængsteligt og bare knaldende poetisk selvportræt af den aldrende digter, som begynder: ”Min namnteckning är alltid förfalskad;/ tål knappt/ månljuset genom ett sommarfönster.” [”Min underskrift er altid forfalsket;/ tåler knap/ månelyset gennem et sommervindue.”] Det er et portræt af en mand, der ”trivs bara med roller som han vantrivs med” [”kun trives med roller som han vantrives med”], og som har ”kärlkramp, efterdropp och andra/ störningar i det organiska förloppet.” [”dårligt blodomløb, efterdryp og andre/ forstyrrelser i det organiske forløb.”]
Ikke at portrættet er dækkende, for ”Jag stiger in och ut i mitt porträtt” [”Jeg træder ind og ud af mit portræt”], og dette altid forfalskede jeg spørger sig selv: ”Finns några friska sår i mina fingertoppar?” [”Er der nogen friske sår i mine fingerspidser?”] Hele selvportrættet er fuldt af forbehold, og den nok mest dækkende beskrivelse af jeget, digtet kommer frem til, står ikke fast, men er kun noget, et du må formodes at bilde sig ind: ”Du böjer dig ändå över mig?/ Tror dig se/ hur tidens raseri/ mojnar i en människosjäl.” [”Du bøjer dig alligevel over mig?/ Tror at du ser/ hvordan tidens rasen/ stilner af i en menneskesjæl.”]
For der er netop noget ved Vennbergs poesi, der kunne minde om en stilnet udgave af tidens rasen. Digtene interesserer sig for tidens politiske strømninger, men på den let afdæmpede afstand, som ironi og metaforer kan give; iltre, men med glimt i øjet – som når jeget under bedrøvelig samtale, røgøjet ved frokostbordet, lyttende til skvulpet i ølglasset konstaterer: ”Någon i min närhet andas snabbare och bittrare:/ en grej i revolutionens skyltfönster har utsatts för sabotage/ medan kylan höll folk hemma./ Mot et småborgerligt frottélakan/ fnittrar sig obscenografens texter fram.” [”Nogen i min nærhed trækker vejret hurtigere og bitrere:/ en dims i revolutionens udstillingsvindue er blevet udsat for sabotage/ mens kulden holder folk hjemme./ Mod et småborgerligt frottélagen/ fniser obscenografens tekster sig frem.”]
Blasfemi rettet mod Gud og Stalin
Hos Vennberg er storpolitikken hele tiden til stede i det enkelte liv og hentes ofte ind som billedsprog – også i digtsamlingens allersidste linjer: ”till slut önska sig själv godnatt/ som supermakter utväxler diplomatiska artigheter.” [”til sidst ønske sig selv godnat/ som supermagter udveksler diplomatiske høfligheder.”]
Men det betyder ikke, at Sju ord på tunnelbanan er helt ligetil at placere på et politisk spektrum; først og fremmest er Vennberg imod. Imod Vietnamkrigen især, men også helt grundlæggende imod alle forsimplede systemer og verdenssyn, man kan trække ned over hovedet på sig selv for at slippe for selvstændige tanker – om så man kalder det kristendom eller marxisme.
Han har et godt blik for, hvad man kunne kalde blasfemiens essens, profaneringen – at (som Det nye testamente jo ellers til en vis grad slipper af sted med) trække Gud ned i det konkrete søle. For som han bemærker i titelsuiten: ”Också för fromheten fanns regler./ Gud ser dig, det dög; men inte:/ Gud höjer ögonbrynen. Det sa/ varken byggare A eller hantlangare B någonting.” [”Også for fromheden var der regler./ Gud ser dig, det duede; men ikke:/ Gud hæver øjenbrynene. Det sagde/ hverken bygherre A eller håndlanger B noget.”
Og egentlig er det samme metode, han bruger mod stalinismen i digtet med den herligt lange titel ”Medan jag en augustidag 1969 hörde Sjostakovitjs pianokvintett, op 57, år 1941 belönad med Stalinpriset”, som begynder: ”Först tänkta jag:/ här har Stalin skrattat,/ tagit sig en vodka för mycket,/ låtet skjuta någon mellan soppan och fisken.// Men vad rörde vodka/ eller nackskott hans hjärta?” [”Først tænkte jeg:/ her har Stalin grinet,/ taget sig en vodka for meget,/ ladet nogen skyde mellem suppen og fisken.// Men hvad rørte vodka/ eller nakkeskud hans hjerte?”]
Skønhedens digressioner
Det betyder dog ikke at digtene som sådan er politiske lærestykker. Måske er Vennbergs hjerte politisk og skeptisk, men hans øje er først og fremmest poetisk, og det lader sig distrahere af skønhed og kløgtige indfald, så digtene ofte i sig selv bliver små samlinger af højt og lavt, med tilsyneladende umotiverede skift i stil og tematik, der alligevel viser sig at være lynende intelligent bundet sammen.
Prøv bare at se, hvordan samlingens måske bedste – i hvert fald mest rørende og nok mest personlige – digt bevæger sig ud ad adskillige tangenter, kun for at finde tilbage til sit hjerte (her gengivet i sin helhed i min forsøgsvise oversættelse (med betydelig risiko for fejl i de geologiske fagtermer), fordi jeg udmærket er klar over, at du, kære læser, ikke kommer til at læse hele bogen på svensk – men så læs da i det mindste et enkelt digt på dansk):
Død uden ansigt
Der findes problemer som historien efterlader sig.
Urnelundene hvor asken strøs og blandes
lindrer uroen over vores fremtidige død:
engang skal også vi indgå ensomme i et fællesskab,
svæve for let vind ind på de dødes fælles marked.
Dér venter mig også en søn, uset af mig,
navnløs.
Risikoen for skindød er borte:
ingen vågner længere lukket inde i en kiste
efterladt som en kat som har pisset under sengen.
Borte er også
ubehaget over de våde istidsaflejringer
og det upoetiske i at havne med næsen
midt i det gråsorte vintersediment,
når der findes sommersediment, rødligt brungråt.
En anden sag ville det selvsagt være
at få sine knogler begravet i en strandvold
med indlejringer af hjertemuslinger
eller violet som en alterdug i fasten af
blåmuslinger, Mytilus edulis, den spiselige.
Det ville
geologisk såvel som gastronomisk
ikke være nogen dårlig evighed,
en tilværelse på mere småborgerlige vilkår end døden havde tænkt sig.
Næsten som at sætte sig i en bås i 30’ernes Japan,
bestille sin kaffe
og drikke den til lokalets
stille duft af halvprostitution.
Men da vi skiltes ad
var det som om vi havde byttet ansigter
og i tilgift fået en fortvivlelse som vi ikke vidste
hvad vi skulle stille op med.
Hvor anderledes at dø ind i en død
som er alles død
ansigtsløs væsensløs
med alle stemmer ordløse som min døde søns.
Hvor høje bliver vi ikke af vores tavshed
når vi flyder ind i hinanden
omsider.
Altid ét eller andet, der holder lidt længere på opmærksomheden
Hvordan skal man overhovedet forklare, hvor godt det digt er? Se bare, hvor uforudsigeligt billedsproget kan være (den under sengen pissende kat!, den sætningsforsnørklende alterdug i fasten!), men også hvor helt knugende gribende det er (”Men da vi skiltes/ var det som om vi havde byttet ansigter”!), samtidig med at det låner fra storpolitikken (”de dødes fælles marked”)! Se, hvor gennemførte og konkrete tankerækkerne bliver (næsen i vintersedimentet!), hvordan der altid kan blive plads til underspillet humor (den ikke dårlige (”hyfsad”) evighed!), og hvordan det hele på trods af indfald, humor, vildskab og ironi alligevel har en helt grundlæggende oprigtighed, et knusende ønske om at blive ét med sit dødfødte barn!
Et digt som ”Död utan ansikte” taler for sig selv og gør anmeldelsen unødvendig. Og måske bør det så for retfærdighedens skyld tilføjes, at det godt nok også er bogens sandsynligvis bedste digt … men selv når Vennberg nu og da fortaber sig i ikke altid lige interessante 1970’er-indforståetheder (hvilket især gælder delen med titlen ”Insändare” [”Læserbreve”]), gælder det for samtlige digte, at der altid er i det mindste en interessant linje eller to, et overraskende billede, et herligt spydigt indfald, en originalt formuleret tanke – altid ét eller andet, der holder lidt længere på opmærksomheden.
Dét er i sig selv en bedrift, men denne anmeldelses bestået-karakter gives selvfølgelig først og fremmest for de digte, der ikke er så meget som en finger med friske sår i spidserne at sætte på. For efter en læseoplevelse af den slags, hvor jeg ikke har kunnet lade være med løbende at sende billeder af de bedste digte til mine venner, og for min egen fornøjelses skyld forsøgsvis at oversætte mine favoritter, er jeg ikke i tvivl om, at Sju ord på tunnelbanan ikke kun fortjente sin litteraturpris, men også straks må se at komme på dansk. Heldigvis er en forsinkelse på 52 år ingenting for god poesi. Hører I, alskens forlagsfolk og redaktører?
Titel: Sju ord på tunnelbanan
Forfatter: Karl Vennberg
Forlag: Bonniers
Udgivelsesår: 1971
Vinder af Nordisk Råds litteraturpris 1972
Karakter: Bestået
Pristjek 