Drømmebroer er en digtsamling, der beskæftiger sig med fravær, armod og utilgængelighed. Men i vakuummet mellem det ubeskrivelige og det ubegribelige er der heldigvis rigeligt med billeder og symboler, der kan holde en pilfingret læser nysgerrig og beskæftiget.
Af Anders Holbæk
”Jeg kunne have skrevet / havde det ikke været for himlen. / Jeg kunne være gået / havde det ikke været for jorden. / Jeg kunne have sagt alt / havde det ikke været for havet. // Himlen er dækket af skyer. / Jorden er nøgen, sprukken og støvet. / Havet er intet / i forhold til afstanden mellem dig og mig.”
Sådan lyder digtet ”Skrig” i Henrik Nordbrandts Drømmebroer, og det er sigende for digtsamlingen, at selv i skriget – urmenneskeligt, højlydt og dybfølt – kan digteren kun udtrykke det, han ikke kan udtrykke. Han burde have skrevet, gået, sagt alt, men han kunne ikke. Noget ved verden, og den måde, den fremstår, forhindrer ham i at gøre det. Samme uhåndgribelighed ses i et af samlingens første digte, ”Forår i Katalonien”, hvor forsøget på at indsnævre og beskrive verden opgives nærmest lige fra start: ”Jeg drømmer stadig om det sted / også denne sætning / giver afkald på at beskrive.” Kun sproget er klart og utvetydigt. Det laver ingen kolbøtter og forvrider ikke sig selv. Sætningerne er som byggeklodser, rene, simple og næsten naive.
Klart sprog, uklar verden
Det er ikke rart at være i hænderne på Drømmebroer. Man bevæger sig gennem en verden, der fremstår fjern og sløret. Det er grå brostensgader, der summer stille af forgangne tider og halvglemte løfter. Og i uvisheden føler man sig fremmedgjort. Det er en verden med flossede kanter. Når jeg læser digtene, føler jeg mig udspændt i tomrummet, der opstår, når man har noget lige på tungen, men som man, om så livet afhang af det, bare ikke kan huske.
Afsavnet er i og for sig et effektivt og almindeligt poetisk værktøj. Kædet sammen med kærligheden bliver det en udfordring eller forhindring, noget, der skal overvindes for at nå forløsningen og den brusende forelskelse. Sådan er det ikke i Drømmebroer, hvor fraværet bliver eksistentielt, grundlæggende og selv træder frem på scenen som hovedrolle. Her f.eks. i ”Drøm om bagperron”, hvor digteren først beskriver et møde med en pige iført blå regnfrakke og øjne, da de begge var seks år gamle, og senere skriver:
”Mange år senere fik jeg en kæreste / der kunne have været hende / og muligvis har været det / bortset fra at ingen længere / kan have været hende. / I drømme siger det sig selv hvorfor / men den viden kan man ikke tage med sig.”
Som i en drøm
Omkring 13 ud af 36 digte i Drømmebroer er, hvad man kan kalde eksplicitte drømmedigte. Titlerne på disse er ”drøm om x”, hvor x er alt fra ”sporvogne” og ”fortvivlelse” til ”pantefoged” og ”mor”. Fælles for disse er en mere fri, associativ form med indhold, der klinger af simpelthen at være hentet direkte fra Nordbrandts egne drømme. Med disse digte er det dog desværre, som når bekendte skal fortælle om deres drømme – ”okay så, jeg havde en drøm i nat, og du var der, og det var i vores stue, men det var ikke rigtig vores stue, for det var også lidt et telt? …” – selve historien er sjældent lige så spændende for andre, som den er for drømmeren. Men med disse digte er det heldigvis også ligesom med drømme; de indbyder til analyse.
Som små, simpelt formulerede analyseobjekter er digtene i Drømmebroer selvskrevne til en omgang tekst- og symbolanalyse i gymnasie-Dansk på A-niveau. Man kan starte med ”broerne” i titlen Drømmebroer. Hvad referer de til? Til en bro mellem fortid, nutid og fremtid? En bro mellem drømmene, med deres surrealistiske logik, og virkeligheden? En bro mellem det glemte og det erindrede? Som små tekstanalytiske stykker legetøj er digtene her så indbydende, at selv Nordisk Råd ikke kunne lade være med at give deres analyse med i deres motivationstekst, da Drømmebroer modtog litteraturprisen i 2000: ”Broen i digtsamlingen er et tilbagevendende billede på livet mellem afgang og ankomst, såvel som et billede på mindet om det tabte og det genopdagede i poesien.” (vores oversættelse)
”Hvad betyder det at se en sporvogn i drømme?” spørger digtet ”Drøm om sporvogn” læseren og blinker kækt metatekstuelt til resten af digtsamlingen, før den fortsætter: ”Min psykiater siger én ting, min astrolog en anden. / Skal jeg rejse eller dø, forsones eller befris?” Her ser man igen tydeligt Nordbrandts simple, næsten naive skrivestil, men opfordringen synes klar: Hvad tænker du, læser? Hvad er din analyse? Her er de rene, fine, symboltunge byggeklodser. Hvad kan du bygge med dem? Og samtidig er det med et glimt i øjet, når han så skriver små udfordringer ind, som digtet, hvis første linje er identisk med titlen: ”Jeg lod drøm være drøm”.
På den måde lægger digtene i Drømmebroer sig ret langt fra den type digtning, der arbejder med det umiddelbare. Der skal arbejdes her, men det er behageligt arbejde. Når det så er sagt, er Drømmebroer en blandet pose bolsjer. Selvom de førnævnte temaer binder digtene sammen, svinger de meget i kvalitet. Fra klassisk Nordbrandt-kærlighedspoesi, der kan høste likes på Facebook, til det subtile og dybsindige, til det banale, til elegante præmisser, der bliver undermineret, når digtet selv begynder at forklare sig af frygt for, at publikum ’ikke fangede den’. Når Drømmebroer alligevel består, er det i højere grad på grund af måden, den kan få læseren til at engagere sig med teksten – og i forlængelse af det med tekst generelt – og i mindre grad for hvert eneste individuelle digt, man finder mellem bogens for- og bagside.
Titel: Drømmebroer
Forfatter: Henrik Nordbrandt
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 1998
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2000
Karakter: Bestået
Pristjek 