Bo Carpelans I de mørke rum, i de lyse er poesi med stort P; følelser og erfaringer med livet og dødens kræfter sat i simple naturlandskaber, hvor grænserne mellem det indre og ydre opløses. Hvad kunne være mere klassisk poetisk end det?
Af Anders Holbæk
Ét sympatisk kulinarisk mindset tænker god mad som simple råvarer sat sammen i talrige simple kombinationer, så smagene på kryds og tværs træder helt tydeligt frem, som den ypperste og lykkeligste måde at skabe smagsoplevelser på. Og selvom man som kritiker eller anmelder aldrig bør ty til madmetaforer, når man skal beskrive kunst, er det noget af det samme, som den finlandssvenske digter Bo Carpelan her har gang i.
Det er simple råvarer, simpelt sammensat. Med en enkelhed undgår han blomstrede sætninger og abstrakte sammensatte ord, i stedet finder man “lys” nævnt 53 gange, “mørke” 41, “skygge” 12 og træ, vind, sne, jord, græs, grene og skyer et utal af gange på de 71 korte digte. Et eksempel på, når det fungerer:
I skoven er kun et ekko,
en stilhed i dig.
Siden er der et træ hvor
vinden slår ned.
Det begynder, ene, at skælve.
Det er komplekst men krystalklart, jordnært men evokativt. Hvad er det for et ekko, der runger ene gennem skoven? Et ekko af historien? Af ‘dig’? Af stilheden? Man fornemmer identifikationen med træet; vinden, en uro, omskiftelig, slår ned og sætter det i bevægelse, væk forsvinder langsomt roen, der ellers herskede i skoven og i dig.
Desværre begynder digtene hurtigt at føles som variationer over et tema uden særlig megen variation. Det er mørke, lys og skygger blandt træer her og vind der. Tungsind, uro, omskiftelighed, håb. De flyder sammen i deres enkle enshed, og man kunne fristes til at sige, at når man skriver helt uden det specifikke, skriver man tidsløst eller anonymt. Carpelan vakler mellem de to.
Tilsæt her eventuelle smagsgivere
Hurtigt bliver samlingens bedste digte de, hvor der bliver tilsat noget funk, noget specifikt: en vending, en tiltale, et perspektiv, der trækker os ud af den stille, simple tomgang i de mørke, lyse, skyggefulde rum. Som her, hvor der pludselig er direkte tiltale – ikke bare simrende identifikation – af naturen:
Morgenen går gennem tegl og træ,
jeg slår døren op til dagen:
plettet, fyldt af sne ånder skoven
koldt lys gennem hånd og øje;
livet springer ud som sorte, nøgne grene
Mod en ubestemt himmel. Bestem dig!
[…]
Bestem dig, natur! Det skærer helt vidunderligt gennem teksten og giver læseren samme opvågnen som jeget, der slår døren op. Der er koldt lys i skoven, og der er klar lyrik i digtet – snus det til dig! Eller hvad med dette, et pludseligt nik til van Gogh:
Dødens vind stormer gennem hans kornmark.
Sorte fugle styrter i græsset.
Himlen farves blå af raseri.
Her, i museet, betragter vi elementerne
mens sneen udenfor fyger forbi
afskallende huse med afskallende mennesker i.
Her føles Carpelans mørke og lyse rum ikke lukkede om sig selv – døren bliver åbnet ud mod verden. Pludselig forstår man, at det er et ordforråd, han har skabt, og hans simple stikord – vinden, himlen, sneen, mørket, lyset – som i al deres enkelhed har beskrevet verden omkring os, kan indfange selv komplekse, farverige, omtumlende størrelser som van Goghs kunst. Derudover giver det en ret sjov lag-på-lag-effekt, hvor vi kigger på mørket i digtet, der kigger på mørket maleriet. Når Carpelan tilføjer disse små, uventede smagsgivende elementer til sin grundbase kan lyrikken pludselig emulgere og harmonere i alle mulige spændende retninger. Men.
Kogte kartofler
Carpelans I de mørke rum, i de lyse er hovedsageligt helt klassisk poesi. Natur, tungsind, livsglæde, identifikation, mørke, lys, træer. Er det ikke godt nok til at vinde Nordisk Råds litteraturpris? For at vende tilbage til madmetaforen sidder jeg ikke tilbage med oplevelsen af simple, udsøgte råvarer i rustikt italiensk perfekte små blandinger. I størstedelen af digtsamlingen sidder jeg tilbage med kogte kartofler. Er der noget galt med det? Næh, men i længden det er hverken særligt originalt eller inspirerende, og det var det heller ikke i ‘77. Med Carpelans mange (natur)gentagelser og måden, de hurtigt taber min interesse, får jeg lyst at sige: “I skoven er kun et ekko, / en stilhed i dig.”
Titel: I de mørke rum, i de lyse
Forfatter: Bo Carpelan
Oversætter: Jørgen Sten Nielsen
Forlag: Husets Forlag/S.O.L
Udgivelsesår: 1976, oversat 1983
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris: 1977
Karakter: Dumpet
Pristjek 