Den første tegneserie til at vinde Nordisk Råds litteraturpris er en ambitiøs kolos på 400 sider om dem, der først blev myrdet under holocaust og dernæst glemt, fordi deres skæbner var for smertefulde at tale om. Den er vigtig og stærk i sin tematik, men banal i sine tegninger og klodset i sit sprog.
Af Hans Peter Madsen
Der er et billede fra den amerikanske forfatter Art Spiegelmans mesterlige holocausttegneserie Maus, jeg aldrig glemmer. Omgivet af fluer sidder Art ved sin tegneplade, mens han fremlægger de kolde, hårde facts: Hans far blev sendt i Auschwitz i 1944, han selv begyndte at tegne denne side i 1987, hans mor begik selvmord i 1968. Der zoomes langsomt ud, indtil man kommer til et halvsidesbillede, og man ser, hvad fluerne skyldes: Art sidder og tegner på et bjerg af lig.
Selvom det kun er et døgn siden, jeg læste de sidste 100 sider af svenske Joanna Rubin Drangers Ihukom os til livet – den første tegneserie, der har modtaget Nordisk Råds litteraturpris – tør jeg godt konstatere, at den ikke indeholder nogen billeder, jeg aldrig kommer til at glemme. Der er oplysninger, der forhåbentlig har sat sig fast, viden om Sveriges og Norges behandling af deres jødiske minoritetsbefolkninger før og under Anden Verdenskrig, men billeder? De mange talende hoveder og tegninger af gamle familiefotografier er allerede svære at genkalde sig.
Slægts- og traumeforskning
Det er ellers en ambitiøs kolos af en tegneserie, Rubin Dranger fik prisen for. Ihukom os til livet (titlen er den første linje i den jødiske bøn Zochreinu l’chayim) er en ordentlig basse på 400 sider, og af en tegneserie at være skorter det ikke på tekst. Somme tider er der ikke andet på siderne.
Bogen er en blanding af slægtsforskning og en udforskning af det kollektive europæiske traume, holocaust er. Et traume, som har været umuligt at tale om for de generationer af jøder, der mistede størstedelen af deres familie – så da forfatteren står tilbage efter de tavse generationers død, går det op for hende, at hun ikke kender store dele af sin egen families historie.
Hun ved, at hendes morfar og hendes oldeforældre på hendes mormors side var polske jøder, der emigrerede til Sverige. Men hvad med deres søskende og forældre, Joanna Rubin Drangers grandonkler, grandtanter, grandkusiner og grandfætre – hvad blev der af dem, der blev tilbage i Østeuropa? De ”forsvandt”, er alt, hun har fået at vide, men hvad vil det sige? Bogens 400 sider går med at optrævle historien, finde navne på slægtninge, familien har glemt, forsøge at gennemskue, hvor og hvornår de blev myrdet, og opdage, at der er nulevende, hidtil ukendte familiemedlemmer i Israel.
Det, bogen gør godt, er især at give et indtryk af antisemitismens enormitet. Hvor absurd, uundslippeligt jødehadet var. Vi får eksempler på nazistiske propagandaplakater, vi får historien om Bollhusmødet, hvor studenterforeningen i Uppsala i 1939 stemte imod at tage imod blot ti forfulgte jødiske læger, og i et kapitel om sine norske slægtninge gennemgår Rubin Dranger det svigt fra både den norske modstandsbevægelse og den svenske flygtningepolitik, der førte til, at omtrent en tredjedel af alle norske jøder blev myrdet i holocaust.
Selv har jeg altid, nok på grund af redningen af de danske jøder, anset Sverige for at have været en sikker havn under Anden Verdenskrig. Men Rubin Dranger viser, hvordan svenskerne nægtede at give jøder status som politiske flygtninge, censurerede antinazistiske aviser og undertrykte beretninger om holocaust. Det gør Ihukom os til livet til en både lærerig og oprørende læseoplevelse.
Man skal ikke putte folk i kasser
Men selvom Rubin Dranger tydeligvis har researchet meget og detaljeret, er det, som om noget er løbet hende af hænde. Bogen er blevet helt formløs og usammenhængende. Jeg har svært ved at forklare, hvorfor kapitlerne kommer i den rækkefølge, de gør, hvorfor så mange af illustrationerne skal fylde en hel side, og hvorfor stoffet er prioriteret, som det er, med så mange sider viet til de relativt udramatiske dele af slægtshistorien. Det er, som om forfatteren ikke har fået struktureret al sin viden og gjort den til kunst.
Sproget er ofte klodset, og tegningerne bliver banale. Første kapitel slutter med en fordømmelse af antisemitisme, og kapitlets allersidste billede – det antiracistiske crescendo, der skal få læseren med op på barrikaderne – forestiller forfatteren, der står blandt en mængde kasser optegnet med stiplede linjer, hvorpå der står ”Hvide”, ”Kristne”, ”Mænd”, ”Kvinder”, ”Jøder”. I taleboblen står der: ”Der findes ikke EN jødisk identitet. Og at være jøde er ikke i et modsætningsforhold til at være for eksempel norsk, polsk, tysk eller svensk. I modsætning til kasser kan identiteter være lige så rummelige som man ønsker.”
Hørt! Men også: Hørt før!
Hvorfor skal det være en tegneserie?
Hvis ”man skal ikke putte folk i kasser” er det bedste, Rubin Dranger kan finde på, når hun lader sig selv tegne en anelse abstrakt og benytte en metafor, så forstår jeg for så vidt godt, at resten af bogen er holdt meget tæt til kilderne. Personer tegnes igen og igen fra præcis samme vinkel med præcis samme ansigtsudtryk, nok fordi det er lige netop den vinkel og det ansigtsudtryk, der forefindes på et fotografi. Ofte er tegningerne helt blottet for forfatterens egen stil, men er tegnet af efter et eksisterende billede, som lige så godt kunne have været optrykt selv.
På samme måde består de beretninger om Rubin Drangers forfædre, vi får, primært af biografiske detaljer a la fødested- og år, arbejde og familieforhold, uden noget større forsøg på at give et indblik i deres følelsesliv. Ingen af personerne bliver vakt til live på siderne; bogen holder sig respektfuldt på afstand, til de tørre fakta.
Jeg kan sagtens forstå ønsket om, at Ihukom os til livet skal være saglig og faktuel, for fiktion om holocaust vil altid risikere at blive smagløs. Hvad jeg til gengæld har svært ved at forstå, er, hvorfor bogen så behøver at være en tegneserie og ikke f.eks. en rigt illustreret fagbog. Og hvis forfatteren ikke ønsker at bruge sin kunstneriske frihed til at give sine personer lidt dybde, hvorfor skal der så bruges hundredvis af sider på dem – kunne det ikke være nok med korte overflyvninger og nedslag i slægtens skæbner som illustrationer af den større, mere generelle udforskning af antisemitisme?
En værdig kandidat til Nordisk Råds bogpris
Ihukom os til livet er en fin bog. Den er lærerig og i lange stræk medrivende, gennemresearchet, og en del af historierne om Rubin Drangers slægt er virkelig interessante. Særligt beretningen om den norske gren af forfatterens familie, der må flygte gennem Rusland på den transsibiriske jernbane og over Japan for at komme til USA, er fængslende. Jeg kan sagtens anbefale bogen, eventuelt som en velment og dannende konfirmationsgave.
Men noget stort kunstværk er den ikke. Det, jeg kommer til at huske, er de fakta, jeg blev præsenteret for – og ikke selve formgivningen af disse fakta, tegningerne, sproget, fortælleformen, alt det, der gør litteratur til litteratur. Ihukom os til livet ville være en værdig kandidat til, hvad man kunne kalde Nordisk Råds bogpris. Men den er ikke nogen velvalgt vinder af Nordisk Råds litteraturpris.
Titel: Ihukom os til livet
Forfatter: Joanna Rubin Dranger
Oversætter: Dennis Jacob Rosenfeld
Forlag: Cobolt
Udgivelsesår: 2022, oversat 2024
Vinder af Nordisk Råds litteraturpris 2023
Karakter: Dumpet
Pristjek 