Med en enorm følsomhed og et knivskarpt sprog skriver Fars ryg sig ind i den nordiske exofiktionskanon – og excellerer. Bogen er et studie i ensomhed, der undersøger, hvordan vi forstår dem omkring os, og som efterlader knuste hjerter på siderne.
Af Anders Holbæk
Så snart man vælger at offentliggøre en liste med de nominerede til en pris, skaber man også automatisk det felt, vinderen som minimum vil blive sammenlignet med. Altså: X vandt, så den må naturligvis være (vurderet) bedre end Y, Z osv. Blandt de nominerede til Nordisk Råds litteraturpris 2024 finder man bla. et sprogligt eksperimenterende, sorthumoristisk smørrebrødsroadtrip, et “processuelt mordmysterium”, hvor et ægteskabeligt skuddrab bliver varieret på 101 måder, og en blanding af “traditionel, samisk spiritualitet og en smukt skrevet og ornamenteret videnskabelig fortælling“ (hhv. Helle Helle: Hafni fortæller, Laura Lindstedt & Sinikka Vuola: 101 tapaa tappaa aviomies og Fredrik Prost: Leŋges hearggi Sáhčal fatnasa).
Til sammenligning med disse kan Niels Fredrik Dahls Fars ryg – årets vinder, der lidt kort fortalt er et stykke exofiktion om forfatterens far – umiddelbart lyde lidt kedelig, ja, næsten konventionel. Hvad bliver mere klassisk kritikerrost nordisk end det? En autoritær faderfigur? (her farfaren) Tjek! En fintfølende mor, der sygner hen i ægteskabet til faren? Tjek! Et barn, der ikke for alvor føler, at han passer ind blandt de jævnaldrende? Tjek!
Men her vil jeg straks gøre opmærksom på to ting: 1) at interessant nok har den autobiografiske/exofiktive, familiefokuserede litteratur – trods enorm popularitet i den nordiske kultur – faktisk ikke været at finde i udpræget grad blandt de seneste mange vindere af Nordisk Råds litteraturpris, og 2) at Fars ryg, som det meste virkelig stor litteratur, er enestående i sin udførsel mere end sin præmis. Og det er virkelig et stort stykke litteratur.
En mand tænkt forfra
Men lad os starte ved præmissen: Fars ryg er resultatet af fortællerens forsøg på at skrive sig tættere på sin far. At forsøge at se det menneske i øjnene, som, jf. titlen, i livet oftest kun kunne ses fra ryggen. Dahl skriver i bogens første kapitel:
“Jeg kan ikke få greb om dette savn, det har ikke hoved, det har ikke hale, det har knap ben at stå på, men det vil ikke lade mig være i fred. Det vækker mig om natten, og det holder mig fast om dagen, fordi det er så uartikuleret, så formløst og uhåndterligt. Han er hos mig, og han er ikke hos mig. Ligesom da han levede.”
Det formløse skal artikuleres, og den litterære udforskning af faren tager i bedste exofiktive stil udgangspunkt i efterladte papirer, blandt andet fotografier, breve, postkort og tegninger. Disse er fordelt ud over et liv, hvor fortællerens far “voksede op i ensomhed, på kostskoler, på hotelværelser, hos fremmede, i Nordafrika og Genève. Det var, tænker jeg, en eventyrlig og kold opvækst. Eventyrlig”, skriver Dahl, “men kun hvis man ikke selv var der.”
Og fortælleren var der af gode grunde ikke. Altså må han stykke sammen og forsøge at udfylde hullerne mellem det kendte for at forstå den ensomhed, der var allestedsnærværende hos faren. Da jeg læste Fars ryg, oplevede jeg en fortæller, der på én gang stort ikke er at finde i selve fortællingen, og som alligevel er til stede i hver eneste sætning. For midt i de ellers krystalklare, nøgterne sætninger, som trækker læseren overlegent ind farens historie, skærer Dahl pludselig igennem med et “Jeg ved ikke hvordan det foregik”, “Jeg ved ikke hvad han ønsker sig” eller “han ville gerne have efterladt bogen i kærren, men så var den jo ikke endt hos mig”.
De pludselige opløsninger af fortælleflowet minder chokerende om, at resten af teksten hverken er fakta eller fri fantasi, men befinder sig et sted midtimellem. Det er biografisk materiale blandet med formodninger, familiemyter og digtning. Og det har en dobbeltforstærkende sandhedskvalitet. For selvom man bliver mindet om, at meget af det, man læser, formentlig ikke er faktuelt sandt, så bliver man også mindet om, at det kunne være det, og at de følelser, man føler – når man føler med den version af faren, som Dahl skriver frem – uanset hvad kun er alt for virkelige. Og man føler virkelig med faren.
Sedimentlag af ensomhed
For selvom bogen er overlegent skrevet, og selvom faren har levet et liv, der i sig selv er eventyrligt, så er det i ensomheden, at man for alvor finder årsagen til, at Fars ryg skulle på tale til at modtage Nordisk Råds litteraturpris. Det er en ensomhed, der er allestedsnærværende for faren og for måden, han vakler gennem livet på, og i løbet af bogen samler Dahl sedimentlag efter sedimentlag af ensomhed ophobet i faren, indtil vægten af det bliver decideret hjerteskærende.
Da fortælleren ser tilbage på sine egne minder med faren, bemærker han, at han “ville ønske jeg ikke havde holdt mig væk fra ham. For nu, hvor jeg selv går alene gade op og gade ned, tænker jeg at det også var omvendt for ham. Det var ikke ham der var utilnærmelig, fremmed og ubegribelig. Det var verden. Det var alt det andet. Og det var alle de andre”.
Faren – og det kan passende her bemærkes, at det er dét navn, han går under bogen igennem, til trods for at han er et barn det meste af tiden – er ensom primært af én grund. Verden forbliver ham fremmed og ubegribelig, fordi farfaren – “Dommeren”, en figur, der på nogle måder fylder mere end hovedpersonen – flytter ham rundt og gang på gang kaster ham ud på dybt vand. I Ægypten må han ikke studere med de andre børn, da de ægyptiske lærere benytter afstraffelsesmetoder, som dommeren ikke billiger. Derfra bliver faren rykket til Norge, uden at hans forældre dog flytter med, for at starte på ny blandt fremmede, da dommeren har en idé om, at faren, skal være spejder, ligesom han selv var. Sådan fortsætter det, op med rødderne, ny i klassen gang på gang, sedimentlag på sedimentlag.
Men han prøver. Håbet blæser ikke ud i det lille bryst, og det er måske nærmest det mest rørende ved Fars ryg. Da han kommer til Norge, lærer han f.eks. sig selv at stå på ski, for det gør de andre jo. Men det hjælper ikke. Han er anderledes, og han kan ikke for alvor få kontakt til de andre. I bogens måske mest hjerteskærende scene er faren – uden rigtig at forstå hvordan – snublet ind i at få sig to venner på den kostskole i Genève, som han netop er ankommet til. Og han forstår det ikke. Forstår ikke, at de bruger tid med ham.
“Hvad er der med mig,” spørger faren. “Paola standser op og vender sig om mod far igen. Hvad mener du?” svarer hun. Og faren: “Hvad er det der gør, at jeg må være sammen med jer?” Må. En scene som den kan naturligvis ikke rives ud af strømmen af begivenheder og beholde sin vægt. Det er kulminationerne, der virkelig gør ondt. Jeg laver små illustrationer af krakelerede hjerter i margenen på bogen. Det er sedimentlagene, der vokser og virker. Det er en sød smerte.
Og det går hånd i hånd med den nøgterne måde, hvormed Dahl skriver fortællingen frem. Skrivemåden sætter det, der skete – eller muligvis skete – i fokus og lader det virke. Og det er en vidunderlig åndenød man kan opleve der, begravet i ensomhedssedimenter, i selskab med det lille håb, der ville.
Fars ryg er en enormt følsom og velkonstrueret fortælling, men først og fremmest er det et forsøg på at forstå et andet menneske med det måske bedste og mest kraftfulde værktøj, vi har: de fortællinger, vi kan fortælle om dem. Selvom der foregår meget i baggrunden, bl.a. en Anden Verdenkrig, der truer i horisonten, er det det ene (og det ensomme) menneske, der krystalklart, konstrueret er i fokus. Og derfor består den som et stykke af det ypperste nordiske litteratur i vores samtid.
Titel: Fars ryg
Forfatter: Niels Frederik Dahl
Oversætter: Anne Matthiesen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2023, oversat 2024
Vinder af Nordisk Råds litteraturpris 2024
Karakter: Bestået
Pristjek 