På en finsk kaserne en sommer før Vinterkrigen ser og hører et barn, hvad de voksne foretager sig. Det er den korte beskrivelse af finske Veijo Meris episodiske, tragikomiske roman Sersjantens sønn, der modtog Nordisk Råds litteraturpris i 1973, men er blevet glemt og aldrig oversat til dansk. Med sit skarpe øre for dialog, sin skrivetekniske legesyge og sin evne til at fortælle sommerlyst om mørke hændelser burde denne lille roman være mere kendt.
Af Hans Peter Madsen
Der er mindre end en halv side tilbage af finske Veijo Meris prisvinderværk Sersjantens sønn, da hovedpersonens far kommer med disse visdomsord: ”Menneskene behøver ikke å høre og se alt […] Det blir de ikke salige av.”
For sent! kunne man fristes til at udbryde. For hele romanen består nemlig af alt det, som Reino – bogens jegfortæller – ikke burde se og høre, men som han alligevel ikke kan undgå at lægge mærke til. Og der er meget, et barn kan overvære på en finsk kaserne i løbet af en doven sommer. Meget i de voksnes verden, som han endnu ikke helt forstår, men også meget, der begynder at dæmre.
Egentlig er Reinos iagttagelsesevne på mange måder det eneste, der karakteriserer ham. Én gang får vi et indblik i hans følelser – på s. 166 (”Jeg hadde det vanskelig inne i meg. Jeg knyttet nevene så neglene skar seg inn i kjøttet. Men det hjalp ikke. Alt stod for meg som så uvirkelig.”) – men ellers er han en usædvanlig jegfortæller. For der kan gå adskillige sider, uden at romanen benytter ordet ”jeg”. Som om Reino træder ud af sin egen fortælling, lader det være op til de andre at snakke og handle. Som om han er et omvandrende kamera – eller en forfatter.
Nej, Sersjantens sønn er ikke en selvbiografi fra Vinterkrigen
Som man måske har bemærket, citerer jeg fra den norske oversættelse af den roman, der på originalsproget hedder Kersantin poika. Sersjantens sønn findes nemlig ikke på dansk (og den norske version er faktisk en snydeoversættelse efter den svenske). Ser man på bogens eftermæle, kan det virke som det rigtige valg, at man i sin tid undlod at oversætte den, for selvom Veijo Meri (1928-2015) stadig er en klassiker i hjemlandet, er det hans andre bøger, der huskes. Sersjantens sønn er tilsyneladende ikke blevet læst de seneste 40 år – heller ikke af de få personer, der har skrevet om den.
På Nordisk Råds hjemmeside bliver Sersjantens sønn fejlagtigt beskrevet som en multiperspektivisk roman, der foregår i 1939 under Vinterkrigen – men faktisk er den jegfortalt og foregår en sommer kort forinden. Og i Encyclopedia Britannica bliver Sersjantens sønn beskrevet som en selvbiografi, selvom den tydeligvis er en roman.
Det er dog forståeligt, omend ikke retfærdigt, at ingen læser Sersjantens sønn i dag. Det, Veijo Meri huskes for, er nemlig krigsromanerne, særligt Manilarebet – en absurdhumoristisk fortælling om en mand, der går igennem alskens trængsler for at bringe et reb hjem som krigsbytte fra Anden Verdenskrig. Den er oplagt som pensum til et kursus i efterkrigslitteratur: Den handler om krigens meningsløshed, blander sort humor og rædsler på en måde, hvor det kan være svært at sige, hvor det ene begynder, og det andet slutter, og har et metablik på sig selv som fortælling.
Ved siden af sådan en roman stikker Sersjantens sønn ud. Her er personerne ikke papfigurer, der skal illustrere en pointe om altings absurditet; her er der tale om en roman skrevet med empati og indlevelse, som mest af alt handler om dagligdagen, og som er svær at tolke i filosofisk retning. Den passer dårligere ind i sin tids litterære strømninger, og det er nok derfor, det er den, der er glemt. Men som læseoplevelse synes jeg, den er bedre – med sin række af korte episoder fra et børneliv fortalt af en stilistisk mesterlig forfatter.
Mundret, kaotisk replikkunst
Efter de første par kapitler af Sersjantens sønn troede jeg, at det var dialogen, der var Veijo Meris største styrke. Romanen begynder med, at Reinos far kommer hjem fra en lang arbejdsdag. Børnene er ved at drive hinanden og deres mor til vanvid i den lille lejlighed på kasernen – og så består de næste mange sider næsten udelukkende af korte, realistiske replikker, hvor Reinos lillebror plaprer, hans far taler om nyhederne, hans mor forsøger at få børnene lagt i seng, og det hele kører op i en konflikt, hvor Reino skjuler sin lillebrors hoppebold, som han, udelukkende for at irritere ham, har kastet ind på toilettet. Jeg kan ikke komme i tanke om at have læst en bedre beskrivelse af børnefamiliekaos, og det er fremstillet med en knastør humor:
”– Kan jeg gå ut? spurte jeg.
– Bare gå, sa far.
– Gå og legg deg, sa mor.”
Senere i bogen begynder et kapitel med et lige så tørt replikskifte:
”– Moren din roper på deg, sa Unto til meg.
– Det gjorde hun ikke, sa jeg.
– Gå hjem og spør hende.
– Hvad ropte hun? spurgte jeg.
– Navnet ditt.”
I al sin mundrette enkelthed er det som en godmodig udgave af Hemingway – som Hemingway ville have skrevet, hvis hans far havde elsket ham – og dét er jo allerede godt i sig selv. Men i løbet af Sersjantens sønn bliver det klart, at det, der gør Veijo Meri til så interessant en forfatter, ikke bare er hans glasklare realisme og øre for daglig tale, men også hans evne til at tage alt det enkle og sætte det ind i et komplekst modernistisk formsprog.
Over en sides beskrivelse af at tænde en cigaret
På et tidspunkt beklager faren sig over, at Reino kun er venner med galninge. Den galeste af dem er Alpo. Han viser Reino det sted uden for kasernen, hvor en prostitueret har slået sig ned under en teltdug, og de overhører hende fortælle sin livshistorie til en potentiel kunde. Alpo er en rigtig lille provounge, der råber ”mora di er ei hore” efter kammeraterne, men når de får fat på ham og vil give ham som fortjent, er reaktionen: ”– Ikke slå, skrek Alpo. Ikke slå meg i ansiktet! Jeg har ikke gjort deg noe.”
Og pludselig går det op for læseren, hvorfor Alpo er, som han er. Konflikt- og opmærksomhedssøgende, en umulig ven. For hans far overhører ham råbe ukvemsord efter de andre børn, og:
”– Kom hit, sa Alpos far.
– Det gjør jeg ikke, du bare slår meg.
– Kom hit.
– Unto og Jorma slog meg.
– Kom hit.”
Så sænkes fortælletempoet med ét til nul. Veijo Meri bruger over en side alene på at beskrive i alle detaljer, hvordan Alpos far tænder en cigaret. Og afstraffelsens uundgåelighed bliver kun des mere ulidelig.
Sergenter plejer at være lykkelige
Det er dén slags fortælletekniske kneb – med ét at skifte fra kvikke og opkørte barnereplikker til verdens langsomste detaljebeskrivelse – der gør Sersjantens sønn til så stærk en læseoplevelse. For afstraffelsen af Alpo er langt fra det eneste sted, hvor Meri flekser fortælleteknikken. Sersjantens sønn er fuld af temposkift og fortællinger inden i fortællinger inden i fortællinger, men uden at eksperimenterne nogensinde føles påtrængende. Det er bare sådan, Reinos episodiske tilværelse nødvendigvis må fortælles – med den samme barnlige legesyge, som han selv er fuld af.
Egentlig er det dystre ting, Reino ser og hører. Hustruvold og vold mod børn, dødsmærkede unge mænd, druk, bigami og voldtægt. Men han ser også en deserteret soldat liste væk fra den korporal, der skulle straffe ham, ser folk forelske sig, og han hvisker med nabopigen gennem lejlighedernes tynde vægge. Alt bliver fortalt med den samme barnlige åbenhed over for verden, den samme sommerlyse skæmten. Sort humor er et begreb, der går igen i beskrivelserne af Meris forfatterskab, men i Sersjantens sønn er der nærmere tale om lys humor med mørke ting. En road movie uden road, en coming of age-fortælling, hvor ingen bliver ældre.
Det er også en fortælling om det, der venter lige om lidt, og det, der skal gå tabt. Vennen Bukken er lidt ældre end Reino, og ”Jeg undret meg over stemmen hans, det var en mannfolkstemme. På overleppen hans vokste det hvite strå.” Men mens det er puberteten, der snart må indhente Reino, lurer der større katastrofer i horisonten for hans omgivelser. Det nævnes aldrig, men tidsmarkørerne gør det klart, at Vinterkrigen er på vej. Intet skal nogensinde blive det samme igen. For Sersjantens sønn udspiller sig i grænseregionen ved Vyborg, hvor Veijo Meri selv var født, og som, da støvet havde lagt sig efter 2. Verdenskrig, var blevet russisk.
”Sersjanter pleier å være lykkelige,” lyder en replik på et tidspunkt. Sersjantens sønn handler om en af de sidste somre, før plejer døde. Dén bevidsthed gør, at man nyder den, så længe det varer.
Titel: Sersjantens sønn
Forfatter: Veijo Meri
Oversætter: Odd Bang-Hansen efter Bertel Kihlmans svenske oversættelse
Forlag: Cappelen
Udgivelsesår: 1971, oversat 1973
Vinder af Nordisk Råds litteraturpris 1973
Karakter: Bestået
Pristjek 