Med sine beskedne 117 sider i A6-format må den islandske forfatter Sjóns Skygge-Baldur fra 2005 være en af de korteste prosavindere af Nordisk Råds Litteraturpris nogensinde. Men trods sin beskedne længde er der meget at komme efter og meget at grave i. For der er noget undvigende og mystisk ved Skygge-Baldur, noget, det er besværligt at sætte fingeren på.
Af Anders Holbæk
Selve handlingen er egentlig meget ligetil. I det sidste af Skygge-Baldurs afsnit opsummerer en af bogens hovedpersoner i et brev: “Min kæreste ven, Undskyld, at jeg besvarer dit sidste brev så sent, men i denne del af verden er der sket lidt af hvert siden nytår. Det ville næppe betragtes som betydningsfuldt i dit hjemland, men betyder dog noget her: En kvinde døde, og en mand forsvandt.”
Det er jo til at forstå. Alligevel spøger allerede her de første antydninger af noget mystisk og anderledes. Bogen foregår i en anden ‘del af verden’, et sted, hvor andre ting er betydningsfulde end hos vores fortællers ven (der er bosiddende i Danmark). Det er sådanne små subtile forskydninger, der hele tiden rumsterer et sted bag skriften i Skygge-Baldur, en fornemmelse af, at tingene skejer ud, så snart man ikke holder øje med dem. Man kan ikke vende blikket væk fra handlingen og give sig hen til at betragte naturen i så meget som ét øjeblik, uden at der opstår nye bekendtskaber og indtræffer dødsfald blandt figurerne. Men forsøger man at holde søgelyset rettet mod figurerne og deres relationer, vælter naturen pludselig ind:
“Efter den slags anfald i Botna giver flodbrinken efter, og det strømmer fra kirkegården ud i floden. Så opdager folk at naturen ikke har fået mere bugt med ligene end at alt er én sammenkogt grød: Tønder og haleben, tæer og fingre, voksne og børn, underkæber og hovedskind, et par balder her, et bækken fra en kvinde dér, en rygsøjle fra dette århundrede og en mands hængevom fra det forrige.”
En sammenkogt menneskegrød
Det er svært at udrede et klart ‘plot’ fra Skygge-Baldur, men figurerne lærer vi hurtigt at kende. Centralt står den godhjertede, barmhjertige botaniker Fridjonsson, og den strenge, ubehagelige præst Baldur Skyggason – den forsvundne mand i brevet. Skyggason forsvandt under en rævejagt, der fungerer som rammesætning for bogen, en aktivitet, som han forbød resten af sognets indbyggere at deltage i.
Kvinden, der døde, hedder Abba, og hun var, hvad der i bogen beskrives som en ‘sinke’. Hun var ombord på et enormt handelsskib, der blev fundet drevet i land, uhyggeligt forladt, befolket kun af hundredvis af tønder fyldt med en uidentificerbar tran. Og så selvfølgelig Abba, forslået og møgbeskidt, “og af det usle leje kunne man gætte sig til hvilken nytte besætningen havde haft af hende.”
Vi befinder os i anden halvdel af 1800-tallet, og her plejede man på Island at slå børn født med et handicap som Abbas ihjel, og derfor ved befolkningen ikke, hvad de skal stille op med hende. Fridjonsson tager hende til sig, og Skyggason forbyder hende at møde op i kirken, noget, som ellers har været en af hendes største fornøjelser.
Skygge-Baldur er en bog med forskellige synsvinkler, fortælleformer og poetiske modi. Fra bogens begyndelse, hvor vi er med Skyggason på rævejagt, kan det ligne poesi til forveksling: “Solen varmer den hvide mandekrop og sneen som tør med knagende tvivlrådighed, det er dagens fugl.”
Springene i genre – fra poesi og drømmesyner til breve og historiebeskrivelser – styrker fornemmelsen af, at man som læser ikke kommer til at gå fra bogen med alle svarene. Når Sjón skifter fortællemodus, sker det så let og elegant, at vi aldrig kommer til at kende nogen af de forskellige stilarter eller synsvinkler fuldt ud.
Alligevel vækker de korte nedslag i figurernes porøse relationer stor følelsesmæssig genklang. Måske fordi de næsten får mytologisk karakter. På bogens beskedne sider vokser de hurtigt, den barmhjertige botaniker, den onde præst og den uskyldige Abba, til repræsentationer af de gode og onde kræfter i verden, der hvirvler ind og ud mellem hinanden.
Da en anden ‘sinke’, ansat af Skyggason, bekendt af Fridjonsson og forelsket i Abba, møder op i bogens anden del for at fragte hendes lig til kirkegården, er det denne hvirvelstorm af kræfter, Sjón dirrigerer. Og det er imponerende, hvor meget Sjón kan opnå rent menneskeligt, selvom der er meget lidt interaktion mellem figurerne. Hans fortællemæssige less-is-more-tilgang gør, at vi som læsere selv fylder hullerne ud – men på en måde, så der stadig er plads til videre nysgerrighed.
Verden åbner det gode øje på klem
Men selvom det er en fornøjelse at udrede relationerne mellem bogens figurer, er det naturen og beskrivelserne af den, der virkelig stråler i Skygge-baldur. Den er vidunderligt smuk og skrækindjagende voldsom:
“Verden åbner det gode øjne på klem. Fjeldrypen skriger. Bækkene risler under den tynde is og drømmer om forår, så bliver de til livsfarlige elve. Her og der står der røg op fra snedyngerne på fjeldsiderne – det er deres gårde. / Alt her er lige blåt, undtagen der hvor det flitrer på toppene. Det er vinter i Dal.”
Når Sjón vender sit poetiske øje mod naturen, er det med sans for både det smukke og det brutale. Det er laviner og askeblegt månelys. Det er rislende bække og skrigende fugle. Naturen besjæles, den drømmer om forår, hvor den kan vokse sig stor og voldsom, blive til livsfarlige elve – et begær efter skønhed og ødelæggelse.
Derfor er det naturligvis heller ikke kløgtigt af den gemene Skyggason, at han bevæger sig alene ud i den, på jagt endda, med det formål at gøre vold på den. Og han kommer til at at mærke naturens hævn på lige så smukke og brutale måder. Men det er ikke kun den gamle hvide præst, der – på vej ud for at betvinge med sit fallosgevær – kommer til at leve og lide under naturens vilje. Det gør vi alle, også bogens øvrige figurer.
Hos Sjón er alle under naturen, den er stor og mægtig og vidunderligt poetisk og henkastet mystisk beskrevet i en stilsikker lille perle af en prisvinder. Men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at føle, at der stadig gemmer sig en hemmelighed i bogen, som jeg ikke har fundet endnu. Måske er det det, der gør Skygge-Baldur så god, alle de perfekt placerede små huller i fortællingen, forløbet, poesien og verdenslogikken, der tvinger os til at udfylde dem og suger os ind i processen.
Titel: Skygge-Baldur
Forfatter: Sjón
Oversætter: Kim Lembek
Forlag: C&K forlag
Udgivelsesår: 2003, oversat 2005
Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2005
Karakter: Bestået
Pristjek 